Leder. Skandalen om de forsvundne sms'er reflekterer et tiltagende problem: Beslutningsprocessen op til vidtgående beslutninger lukkes i og forplumres, mens relevante oplysninger skjules og forhales. Konsekvensen er, at ansvaret ikke kan placeres.

Den sorte boks

DE fleste politikere bruger »processer« som en form for skældsord. Den anstrengende opmærksomhed på disse uinteressante processer, der ligger forud for politiske beslutninger, er udtryk for en mistillid, der er undergravende for demokratiet.

Hvem mente hvad? Hvem traf beslutningen? Hvornår?

Og hvad var indvendingerne? Spørgsmålene er irrelevante, mener særligt politikere, der befinder sig tæt på magten. Det er modviljen mod at åbne beslutningsprocessen for den undrende offentlighed, der forklarer balladen om minkskandalens slettede sms'er.

KUNNE disse forsvundne sms-samtaler tale, ville de med stor sandsynlighed kaste lys over beslutningen om at nedlægge minkerhvervet. At tro andet er for naivt. Interessen for sms'erne skyldes et nøgternt og rimeligt ønske om at finde ud af, hvem der sagde, gjorde og besluttede hvad – og dermed placere et klarere ansvar for beslutningen.

Men minkene er stadig begravet i forvirring om det politiske og administrative ansvar.

FOR de fleste burde det være tydeligt, at forvirringen skyldes, at regeringen fra begyndelsen har skjult og forplumret beslutningsprocessen, der har lignet et indre dansk farvand ramt af iltsvind og fedtemøg. Det har vist sig overmåde vanskeligt at finde ud af, hvad der er foregået. Det er derfor – ikke på grund af utidig næsvished eller ideologisk modstand – at de slettede sms'er får stor opmærksomhed.

EKSEMPEL på eksempel på forsvundne sms'er blev i oktober 2021 lagt frem af B.T. efter knap et års tovtrækkeri med Statsministeriet. Først da sagen blev tvunget ud i offentligheden, erkendte man, at der var ført sms-samtaler i de dramatiske novemberdage i 2020, hvor minkene blev besluttet aflivet. Men ak, de var beklageligvis blevet slettet.

Lad os også minde om, at det hverken var pressen, emsige kommentatorer eller en hidsig opposition, der krævede sms'erne udleveret, men Minkkommissionen. Det var også den, der prøvede at få genskabt de slettede sms'er, fordi den mente, at de var centrale for at kunne klarlægge beslutningsprocessen og placere ansvar.

Arkivfoto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

SIGE, hvad sms-samtalerne indeholder, kan ingen, ud over dem, der har haft dem på deres telefoner. Det gør myndighedernes efterfølgende håndtering dybt problematisk. Efter intens offentlig polemik og pres fra oppositionen blev sagen i 2021 lukket med en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Den slog fast, at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke kunne finde andre metoder til at genskabe de slettede sms-beskeder end dem, politiet allerede havde afprøvet. Sandheden var, at FE end ikke var blevet bedt om at undersøge sagen ordentligt, og at tjenesten heller ikke havde lovhjemmel til det. Den oplysning blev ikke taget med i det skriftlige svar til Folketinget, notatet til Minkkommissionen eller pressemeddelelsen. Forsvarsminister Trine Bramsen havde ganske vist nævnt det i en kryptisk formulering på et lukket samråd, hvilket i disse dage er kernen i regeringens noget desperate krisekommunikation.

Men sagen er alt for alvorlig til en sådan affejning: I de intense dage, hvor alt handlede om disse sms'er, besluttede man i Forsvarsministeriet at udelade en helt afgørende oplysning om sms'ernes tilvejebringelse – i meddelelsen til offentligheden, svaret til Retsudvalget og Minkkommissionen. Vi skriver »man«, for heller ikke her aner vi, hvem der gjorde hvad. Når en regering gribes i kritisable handlinger, bliver ansvaret sjovt nok helst meget diffust og upræcist.

DET er derfor, oppositionen hidser sig op, og samtlige aviser på lederplads kræver sagen undersøgt til bunds.

Det er også derfor, Troels Lund Poulsen – som fungerende forsvarsminister – ser ualmindelig tåbelig ud i disse dage: For mindre end to år siden førte han an i kritikken af regeringens håndtering; nu slår han knuder på sig selv for at ignorere det indlysende:

Vi kan ikke vide, hvad der blev sagt og skrevet i regeringstoppen i en ekstremt afgørende beslutningsproces. Vi kan derfor heller ikke placere ansvaret rigtigt. Vi kan ikke vide, om der var tale om et bevidst coverup eller graverende inkompetence. Det er lige i minkskandalens ånd:

Vi kan ikke vide særlig meget.

KLART er det, at sagen reflekterer tendensen til at lukke for indsigt i beslutningsprocessen i, når lokummet brænder for de ansvarlige politikere. Hvad skulle de ellers gøre? Har de da ikke brug for et »fortroligt rum« til at udvikle politik, som de plejer at undskylde sig med?

Jo, de kunne for eksempel – før en politisk sag bliver en skandale og sander til i kommissioner, granskninger og pressens forsøg på at afdække lagene af bortforklaringer – helt af sig selv forklare, hvad der faktisk skete?

Men det er ikke »top of mind« for at bruge et udtryk fra en ledende embedsmand, da han blev spurgt om den manglende interesse for lovligheden af minknedlukningen. Top of mind er til gengæld systemets – toppolitikerne og deres embedsmænds – ulyst til selv at bidrage til gennemsigtighed og placering af ansvar. Sms-sagen viser, at de i stigende grad har succes med det.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-25/samfund/den-sorte-boks

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Har Mette Frederiksen den nødvendige tålmodighed, fingerspidsfornemmelse og diplomatiske fleksibilitet? Det ville være en glædelig overraskelse.

Den store jobsamtale

Mette Frederiksen får travlt, hvis hun skal nå at møde Joe Biden lige så mange gange, som Anders Fogh Rasmussen mødte sin ven George W. Bush. Syv officielle besøg blev det til, og der blev gjort meget ud af Anders’ og Georges nære forhold i de år.

Det var ikke spil for galleriet. De to havde et identisk verdensbillede. Det var i årene efter 9/11, Afghanistan, Irak-krigen, og de delte den neokonservative tro på, at demokrati skulle og kunne fremmes med militære midler. Europa var splittet, NATO var splittet, USA havde brug for venner, Anders Fogh var den mest loyale.

Mandagens besøg i Washington kører efter en velkoreograferet drejebog. Glemt eller fortrængt er eventuelle kriser efter nedsmeltningen i Danmarks efterretningstjeneste, og vi vil få at vide, at de to landes venskab er stærkere end nogensinde.

Det er også sandt nok. Vi ser ens på NATOs rolle og medlemslandenes bidrag: Danmark lever nu med et fingerknips op til målsætningen om militærudgifter på to procent af BNP. Mette Frederiksen taler ikke om at skabe en alternativ europæisk forsvarsdimension. Hun har aldrig sagt et ord om at give Putin en »udvej« af krigen. Danmark står det rigtige sted, hverken for meget høg (som balterne) eller russisk brevdue (som italienerne eller ungarerne). Man kan ikke skubbe et mellemlægspapir ind mellem Frederiksens og Bidens analyse af Ruslands krig mod Ukraine.

Når Mette Frederiksen og Joe Biden taler sammen under fire øjne mandag, er hendes eventuelle jobskifte efter alt at dømme det afgørende emne.. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix.

METTE FREDERIKSEN ligner den perfekte generalsekretær for NATO. Det skal åbenbart helst være en person med erfaring som regeringsleder; det er for risikabelt med en balter; og det må gerne være en kvinde. Så er der faktisk kun Frederiksen tilbage, med mindre man overvejer at spørge finske Sanna Marin, men det virker alligevel lidt frisk.

Det er muligt, at den slags spekulationer viser sig at være ren fantasi, og i så fald har det været en fascinerende stoleleg, men der forekommer ikke at være den store tvivl: Når Mette Frederiksen og Joe Biden taler sammen under fire øjne mandag, er hendes eventuelle jobskifte efter alt at dømme det afgørende emne.

Et spørgsmål, der ikke bliver diskuteret så meget, og som dog forekommer mindst lige så vigtigt, er dette: Stillingen er muligvis helt perfekt for en dansk statsminister uden et klart politisk projekt og udsigt til tre et halvt ørkesløse år i »arbejdsfællesskabet«. Men vil Mette Frederiksen også være den rette generalsekretær for NATO? Det er lidt sværere og derfor også mere interessant at besvare.

Stillingen er ikke politisk. NATO-chefen er bureaukrat, alliancens departementschef, en vigtig én, men dog bureaukrat. Generalsekretæren har ingen beslutningskraft; alle politiske og militære afgørelser ligger hos medlemslandene og den militære kommandostruktur, der ledes af en amerikansk general. Generalsekretærens job er at koordinere og give NATO en stemme.

DET SYNES umiddelbart at passe ret skidt til Mette Frederiksens særlige kompetencer. Hun har ikke netop brilleret med sin inkluderende, lydhøre og samarbejdende stil. Hun har det åbenlyst bedst, når hun selv bestemmer og kan presse sine beslutninger ned gennem systemet. Bliver hun NATO-chef, kan man måske være lidt bekymret over, at hendes indskydelse ved første diplomatiske udfordring vil være at invadere nogen og gå i krig. Har Mette Frederiksen den nødvendige tålmodighed, fingerspidsfornemmelse og diplomatiske fleksibilitet? Det ville være en glædelig overraskelse.

Sagen er, at de færreste husker tidligere NATO-chefer. Tyske Manfred Wörner sad, da Sovjetunionen brast sammen, Den Kolde Krig sluttede, og NATO skulle føres over i en ny verdensorden. Spanske Javier Solana under Balkan-krigene, og da Polen, Tjekkiet og Ungarn blev medlemmer. Britiske Lord Robertson, da USA blev angrebet af al-Qaeda, og NATO for første gang aktiverede »musketeredens« Artikel 5, der erklærer, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på alle. Hollandske Jaap De Hoop Scheffer, da alliancen blev udvidet med otte medlemslande og under Irak-krigen blev splittet mellem det »gamle« og det »nye« Europa. Og, ikke mindst, Anders Fogh Rasmussen, der inkarnerede topembedsmandens elasticitet, da han skulle godkendes som NATO-boss og talte yderst forstående om de tyrkiske indvendinger mod satiretegninger.

Pointen er, at NATO-chefen er præcis lige så stærk som den alliance, han eller hun står i spidsen for. Norske Jens Stoltenberg har haft gennemslagskraft, fordi NATO har stået sammen på imponerende vis. Hans stemme har været båret af en alliance med minimale modsætninger og behov for en fælles røst.

Men den stærke, norske, transatlantiske røst hørte man ikke meget til i Stoltenbergs første år i front for NATO, der var præget af alliancens uendelige vankelmod over for Ruslands aggression i Ukraine. Det var her, Tyskland undergravede ethvert tilløb til reaktion mod Putin, præsident Macron kaldte NATO hjernedød, og Donald Trump satte spørgsmålstegn ved musketereden.

TRUSLEN FRA Rusland har samlet NATO-landene, men det er i tider med splittelse, uenighed, indre svaghed og uklarhed om NATOs linje, at generalsekretæren skal stå sin prøve. Det er derfor, man godt kan lide folk fra små lande midt i feltet, der ikke udstiller de gamle modsætninger, særligt mellem Frankrig og Storbritannien, øst og vest eller mellem de mere eller mindre USA-loyale medlemmer.

Scheffer viste sig at være en god diplomat, Solana lige så. De færreste kan nok huske Foghs særlige bedrifter som generalsekretær, selvom han angiveligt stillede meget præcise krav om aftaler og mødehygiejne i hovedkontoret. Borgerkrigen i Syrien, præsident Obamas tilbageholdenhed og Tyrkiets rolle i konflikten lammede NATO totalt, Fogh var mest en slags pedel i alliancen i de år, og der var vist ingen medlemslande, der stødte sig på den berygtede foghske magtfuldkommenhed.

Man forstår attraktionen for et lille lands statsminister, når det gælder NATOs situation i de kommende år: Ukraine-krigen skal finde sin afslutning. NATOs nye, østlige grænse skal befæstes. Truslen fra Kina skal imødegås. Opgaven er enorm, og i den verden vil ingen henfalde til at kalde generalsekretæren »Mor Mette«.

Men den helt store udfordring for den kommende NATO-chef, uanset efternavnet, bliver, som det altid har været, at sikre hjemmefronten. Nu skal NATO bøje sig endnu mere fleksibelt mod præsident Erdogan. Frankrig arbejder målrettet for et EU-forsvar. Og uanset om det lykkes at afværge en Trump-sejr ved præsidentvalget næste år, vil trumpismen udfordre alt det i NATO, vi tager for givet nu. Skrider sammenholdet, skrider også den platform, NATO-chefen står på.

MÅSKE ER DET ikke så afgørende, at det netop er en regeringsleder, der bliver NATOs topembedsmand. Ser man på forskydningerne i Europa og NATO, ville det være meget oplagt og kærkomment med en tysker i de kommende år. Tyskland står nu midt i alliancen, og sidste gang, en tysker sad på posten, var det som sagt midt i koldkrigens afslutning. Faktum er, at EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, tidligere tysk forsvarsminister, har markeret sig som en imponerende stærk diplomat med skarpe holdninger. Hun burde være det absolut mest attraktive navn for NATO. Den socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, vil angiveligt ikke støtte en CDUer, von der Leyens parti, men det burde være muligt at overbevise kansleren.

Lykkes det ikke, forlyder det, at Frederiksens mest oplagte konkurrent er den hollandske premierminister Mark Rutte. Han taler også om dystre tider, behovet for sammenhold og et stærkt NATO. Holland står nogenlunde samme sted som Danmark, og Mette Frederiksens stærkeste kort over for ham er utvivlsomt hendes køn.

Det vil i sig selv være forfriskende med en kvindelig NATO-chef, men det svarer ikke i sig selv på det indledende spørgsmål: Er Mette Frederiksen den rette til jobbet? Det er hun muligvis. Hvis Fogh kunne, kan Frederiksen nok også. Det kræver, at hun finder nye sider frem af sig selv. Hun skal leve med at være en lille fisk i et stort akvarium, og hun skal bruge det meste af sin tid på at lytte. Og så skal hun vænne sig til, at næsten intet bliver, som hun vil have det.

Kan hun det, så held og lykke med samtalen med Joe Biden.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/opinion/den-store-jobsamtale

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK