Tillidsrepræsentant. Danmarksdemokraternes vælgere stoler ikke på, at »politikerne vil Danmark det bedste«. Til gengæld nærer de blind tillid til deres formand. Reportage fra en uge i Inger Støjbergs skygge.

INGERSPIDS -

 FORNEMMELSEN

Inger Støjberg havde allerede forladt parkeringspladsen i Aarhus og var strøget videre ud i natten, ud i valgkampens anden uge, i sin lange lejede luksusbus.

Hun var træt efter endnu en dag på krykker. Ved scanningen samme formiddag krævede lægen tre dage med ro til knæet efter hendes hunderelaterede styrt, men Inger Støjberg er gået til valg på løftet om en ukrænkelig viljestyrke, så hun måtte støtte sig til krykkerne og til de ben, hun også siges at have i næsen. Bussen kørte nordpå, hvor en lokalradio ventede hende før solopgang.

Hele dagen, og i ugen op til, havde flere journalister fra landets største aviser hægtet sig på hendes kampagne rundt i Jylland. Enkelte af dem var naive nok til at tro, at hvis de spurgte nok gange og ellers væbnede sig med tålmodighed, ville hun før eller siden tage sig tid til deres langhårede spørgsmål.

Det havde næppe gjort hende mere snakkesalig, at debatten i den højloftede aula var underlagt »konstruktive« dogmer om opbyggelig stemning, ingen måtte afbryde eller tale om hinandens politik, og det huede hende ikke. Støjberg foretrækker klare modpoler, man kan forholde sig til, og nu skulle hun ikke bare stå, men som den eneste på scenen sidde på en stol med sit forslåede knæ og efterleve kravet om at anerkende venstrefløjens ret til at vrøvle uhindret i tre og en halv time. Uden nogen at vende sin vanlige spidse, humoristiske energi mod fremstod hun usynlig i salen.

Og nu ville den elitære del af pressen gudhjælpemig hive flere nuancer ud af hende. Men hvad ville hun få ud af at lukke dem ind i bussen? Støjberg har for længst luret, at det er alle andre end hendes egne vælgere, der kræver en uddybning af partiets politik, og hvad meningen med hendes maleriske land-mod-by-retorik er. Alt, journalisterne ville, var at sætte pokkers mange ord på hendes ideologiske projekt, og det behov deler hun ikke. Jo færre ord, desto mindre er der at komme efter senere.

Den præmis er vanskelig at udfordre uden at bekræfte hendes dikotomi: »Hvis man ikke kan se salonerne, er det, fordi man selv sidder i dem,« som hun siger.

Strategien ser ud til at fungere for hende. Nok daler Danmarksdemokraterne i de seneste meningsmålinger, men de truer Konservative som blå bloks næststørste parti. I seneste Voxmeter har Støjbergs parti 7,4 procents opbakning, Søren Papes er kun 0,3 procentpoint højere. Konservative falder drastisk, hver gang partiformanden snubler over egne udtalelser. Den slags fejl vil Støjberg af gode grunde ikke begå.

Svaret findes i maven

Heldigvis for Støjberg kan hendes vælgere tilsyneladende se de københavnske saloner lige så tydeligt, som de kan se hende. I middagssolen, mellem to mundfulde kaffe, på bænken uden for grillbaren Midtpunkt i Hadsund, sølle 70 kilometer, men flere livsverdener fra aulaen på Aarhus Universitet, sad Lotte Kristoffersen to dage forinden og passede sig selv. Den korthårede kvinde på 60 sad og nød et øjebliks ro i en pause fra grillen, som hun har bestyret i 18 år. Stedets elregninger var nu så store, at hun frygtede at dreje nøglen om inden for få måneder, hvis ikke nogle »fornuftige« politikere snart trådte i karakter.

Så da valget blev udskrevet, besluttede hun sig for at ringe til Danmarksdemokraterne og bede dem sende hende flyere og en valgplakat med Inger Støjberg, som hun kunne hænge op på grillbarens eneste lygtepæl. Under sidste valgkamp havde nogen fra Enhedslisten hængt deres op, og nu havde hun ondt i maven over, at det kunne ske igen.

”Hun bor jo her, vi ser hende jævnligt, og hun ved, at når politikerne forhandler om velfærd, er det folk som os, beslutningerne påvirker direkte.”

LOTTE KRISTOFFERSEN

Fra sin plads på bænken kunne Lotte Kristoffersen akkurat se Støjbergs ansigt. En teenagepige i sort medarbejderbluse stak hovedet ud ad bagdøren og afbrød stilheden: »Er en rejeburger det samme som en almindelig burger, bare med rejer?«

»Ja,« svarede Kristoffersen lige så prompte, som hun gjorde, da hun blev spurgt, hvorfor hun sætter sin lid til, at netop Støjberg vil redde hende og så mange andre fra at gå bankerot. Støjberg har taget sine tæsk og »bevist, at hun er en af os, at vi kan stole på hende. Vi kan spejle os i hende. Hun bor jo her, vi ser hende jævnligt, og hun ved, at når politikerne forhandler om velfærd, er det folk som os, beslutningerne påvirker direkte«.

Handling vægter højere end ord, gentog Kristoffersen. Af samme grund er konkrete løfter på »et glitrende stykke papir,« som Støjberg selv betegnede et partiprogram på P1 forleden, ikke væsentligt. Kun journalister og utålmodige konkurrenter efterspørger udspil til alverdens emner allerede inden valget. Det betyder ikke, at hendes vælgere er ligeglade, tværtimod: De er overbevist om, at Inger Støjberg nok skal finde svarene, og når hun gør, vil svarene være de rigtige.

Hvorfor? Fordi en stemme på Inger Støjberg er en stemme på en intuitiv fornemmelse for ret og rimelighed, som vælgerne genkender hos sig selv. Svær at redegøre for, nem at reagere på. Den sidder et sted i maven, Ingerspidsfornemmelsen, og har man først fået den, er uddybende ord overflødige: Hvad betyder »danske værdier«? Det siger sig selv. »Folk, som de er flest«? Genkendes på lang afstand. »Københavnske saloner?« Himmelråbende verdensfjerne.

Ingerspidsfornemmelsen er hævet over ideologi og i den forstand en negativ fremkaldelse af Radikale Venstres verdensbillede: De magentafarvede ved i deres sind, at de har ret, for det fortæller videnskaben dem. Danmarksdemokraterne kan mærke i maven, at de har ret, for det fortæller deres praktiske erfaring dem.

Måske forklarer Ingerspidsfornemmelsen også, hvorfor Støjbergs vælgere er blandt dem, der nærer den største mistillid til de etablerede politiske partier. For kun et par uger siden fløj en velfriseret mappemand, Sune Steffen Hansen, fra København til Aalborg for at interviewe en gruppe anonyme danmarksdemokrater som et led i en større undersøgelse af politisk tillid for public affairs-bureauet Rud Pedersen, hvor han er partner.

Sune Steffen Hansen nåede knap at sætte sig i stolen, før deltagerne erklærede sig enige i, at de politikere i København, dem kan man ikke stole på. Rådgiveren var paf over den udtalte mistro, som bekræftes af bureauets foreløbige, men omfattende analyser, der sammenligner partiernes vælgere. En særskilt måling med 589 danmarksdemokratiske vælgere viser, at 53 procent af dem svarer nej, når de bliver spurgt, om de »har tillid til, at politikerne vil Danmark det bedste«. Blandt hele befolkningen er svaret kun 35 procent.

Analysen tegner et mønster: Knap ni ud af ti Støjberg-vælgere mener, at »politikerne på Christiansborg interesserer sig for lidt for almindelige menneskers vilkår«, partiets vælgere er blandt dem, der mest af alle frygter, at »vores velfærdssamfund er truet«, og har sværest ved »at vurdere, hvilke historier i medierne jeg kan stole på«.

Måske af samme grund kan Støjberg nemmere end andre slippe af sted med at undvige pressen: De få gange, Ekstra Bladets udsendte mand stak sin mikrofon og kamera op i ansigtet på Støjberg, i dagene op til debatten i Aarhus, spurgte han, om ikke Støjberg var temmelig hyklerisk, hendes dyre københavnerlejlighed og ministerpension taget i betragtning? Hun afvæbnede ved at smile stort til kameraet, give journalisten en krammer og forære ham et af sine telefoncovere med Dannebrog på, et »Støjberg-skjold«, og så lukkede hun samtalen ved at understrege, at »folk« udmærket ved, at hun er, som hun er, og at det er ligesom dem.

Den slags kan ikke udfordres med fakta. Men så længe »folk« kan mærke, at hun har ret, har hun det. Lotte Kristoffersen fra Midtpunktsgrillen fulgte ikke med i politik, før Inger Støjberg under sin ministertid ramte en nerve i hende, og den slags sætter sig tungere end en avisrubrik.

Jeg gør ligesom hende

På gaden i Hadsund, i Silkeborg, på Gjøl, i Aarhus, i Randers, alle vegne, hvor Inger parkerede sin bus i valgkampens første uge, genkendte folk grillbarejerens oplevelse. Scenerne gentog sig i by for by som et kammerspil og bekræftede indtrykket af, at Støjberg med stædighed og enkle sproglige virkemidler har bevæget en del af befolkningen, der nu stoler blindt på hende.

Hun behandles, som var hun en udpeget tillidsrepræsentant for anpartsselskabet Folk Som De Er Flest – en, der klarer skærene inde i byen, mens resten passer deres daglige gøremål, en, der ikke kan fyres, så længe hun tager ansvaret på sig:

Folk traskede forbi, stak labben frem, trykkede til, holdt øjenkontakt, sagde »dav« og takkede hende for indsatsen, »især for det med barnebrudspigerne«, og »det var ikke med deres gode vilje, at hun blev straffet«. Så stak de hænderne tilbage i jakkens sidelommer, stak ansigtet helt tæt til Støjbergs og førte en fortrolig samtale med musestemmer: »Inger, vi skal også have gjort noget ved … psst psst psst.«

Samtaler som dem er Støjberg nødt til at føre, i modsætning til dem med pressen, og hun så også ud til at værdsætte dem. Alle steder tog hun sig god tid til at stå på tomandshånd og høre, hvad folk havde på hjerte, og det var ikke så lidt. Siden Støjberg fik fodlænken af for et halvt år siden, har hun oplevet, at folk betror sig til hende med deres mest personlige historier, og hun har længe øvet sig i at finde en balance mellem at være lydhør og at sætte en grænse for, hvilket ansvar hun kan påtage sig.

”Hendes vælgere ser en flig af sig selv træde ind på Christiansborg, hver gang hun gør.”

Den svære balancegang er konsekvensen ved, at Støjberg manifesterer Ingerspidsfornemmelsen i egen person; hun ér sin politik. Hendes vælgere spejler sig i hendes dømmekraft i sådan en grad, at de ser en flig af sig selv træde ind på Christiansborg, hver gang hun gør.

Og det gjorde hun i fredags, da den hvide Inger-bus gjorde et sjældent stop i hovedstaden i anledning af Kulturnatten, Københavns svar på Open By Night. Dørene til Christiansborg var åbne for folket, hvert parti havde sit lokale til at præsentere sig, SF og Venstre bød på dj's og kager, Dansk Folkeparti serverede dansk julemad fra fire århundreder, mens Morten Messerschmidt tålmodigt dansede med i en TikTok-video, og hos de mørklilla Moderaterne stod Lars Løkke i midten af små menneskeklynger og lød som en mand, der forsøgte at sælge et snørklet, men supergodt mobilabonnement.

Nede på første sal, i det midlertidigt lånte Grønlandsværelse, fandt man Danmarksdemokraterne. Det var ikke meget, partiet havde at byde på – flyere og bolsjer, det samme som på gaden – men det var her, køen var længst.

Da dørene åbnede klokken 18, stod Inger Støjberg klar på sine krykker for enden af gangen, mens en kø af selfiesultne mennesker dannede sig foran hende. Hun havde ondt i knæet, hun burde hvile, hendes folk sukkede omkring hende og sagde »åh, så bravt hun kæmper«.

Køen fortsatte. Små fire timer senere, da Kulturnatten var ved at lukke ned, stod hun stadig der og smilte. Hun havde ikke tid til andet.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-42/samfund/ingerspidsfornemmelsen

JEPPE BENTZEN (f. 1996) er journalist på Weekendavisen og skriver mest af alt reportager, interview og analyser om dansk politik, europæiske forhold, kulturliv og litteratur, og portrætter af mennesker, han af meget varierende årsager er optaget af. Uddannet cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet med studier i filosofi og statskundskab på American University i Washington DC.

 

JEBE@WEEKENDAVISEN.DK

 

Midteropgør. Vælgerne fravælger Sofie Carsten Nielsens parti. Nu forsvinder De Radikale vel ikke helt?

 

DEN OVERSAVEDE DAME

 

Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for ønsket risikerer jo at gå i opfyldelse, siger en talemåde. Hvordan det hænger sammen, kan De Radikale nok give deres besyv med om efter en uges valgkamp, for ikke alene ønskede Sofie Carsten Nielsen valg – og fik det. Hun ønskede også fokus på en regering hen over midten – og fik det til overmål.

Og se nu takken. Helt synkrone er meningsmålingerne ikke, men deres paukeslag intonerer en radikal sørgemarch: ned, ned, ned med kurs mod spærregrænsen og et forfærdeligt valg 1. november. I sidste uge 4,9 hos Epinion, søndag aften 4,3 hos Megafon, mandag morgen 5 procent hos Voxmeter, sølle ni mandater, måske kun otte. I 2019 blev det til 16.

Sofie Carsten Nielsen og Søren Pape Poulsen er havnet i mediernes fiaskogruppe, hvor selv den mindste lille fejl hænger ved som burrer på en uldsweater, mens lykkeligere partier slipper afsted med grovheder, brølere og urimeligheder.

Nogen må jo spørge De Radikale om det, de utvivlsomt spørger sig selv om. Hvad sker der, hvis sumpen er bundløs? Jeg beslutter at opsøge Sofie Carsten Nielsen, som er på valgturné. Hvert barn i landet ved, at hun har siddet ved kassen i Nakskov og lovet at hjælpe Lolland af med de dyre gasfyr, som der ikke er et eneste af på øen.

Sofie Carsten Nielsen. Foto: Emil Helms, Ritzau / Scanpix.

Nu er hun i Jylland, og hvis jeg tager afsted straks efter formiddagens podcast-forpligtelser, vil jeg med lidt held kunne møde hende ved et debatmøde i Silkeborg på byens højskole ud på eftermiddagen. Hvad nu hvis, Sofie?

Ransmand Løkke

Inden afrejsen vestover har jeg nået at lave en smule research. Aftenen før har jeg set Lars Løkke Rasmussen udspurgt i DRs valgudsendelse Spørg partierne. Løkke er jo blevet manden i midten. Han – og Mette Frederiksen – profiterer på parolen om en regering hen over midten og skovler meningsmålte mandater ind. Men det er faktisk værre med ham end som så, radikalt anskuet.

Her sad manden, der som statsminister havde ansvaret for påbudte statsborgerskabshåndtryk, en nidkær smykkelov og et som tildækningsforbud kamufleret burkaforbud og undsagde på tv det hele som ussel symbolpolitik med den hensigt at knække Mette Frederiksen.

Og publikum i tv-studiet klappede begejstret som befriede. Det var Moderaternes eget inviterede publikum, javel, men klapsalverne lød som forløsningen af en længsel efter tiden før 2001. Dengang, man ikke skulle tilslutte sig de ejendommeligste paroler og ritualer for at blive anset for politisk tilregnelig.

Det var jo Sofie Carsten Nielsens replikker, Lars Løkke stjal og gjorde til sine. I årevis har hun og forgænger Morten Østergaard jagtet den ægte liberale allierede for at befri ham fra Dansk Folkepartis favntag, så Radikale kunne indtage den magtfulde midtermatrikel. Hvis bare Kristian Jensen førte det store ord i Venstre. Hvis blot Uffe Ellemanns arv blev taget alvorligt. Hvis Venstres baglandshvisken blev råbt ud.

Er Lars Løkke midt i den valgkamp, Sofie Carsten Nielsen har udløst, ved at lave en dacapo, som skubber det 117 år gamle parti ud i mørket? Radikale brød ud af Venstre i 1905 for at lade den lysende fornuft råde, nu påstår Løkke at være på samme mission.

Altinget fortæller i hvert fald, at Radikale har mistet godt 11.000 vælgere til Lars Løkke bare den første valgkampsuge. I alt er næsten 26.000 vælgere gået den vej.

Også Simon Emil Ammitzbøll-Bille når jeg at kontakte, inden jeg fører automobilet mod Silkeborg Højskole. I dag er han tidligere folketingsmedlem og minister for Liberal Alliance. Men han har jo også været radikal, nærmere bestemt fra november 1996 til august 2008.

Er der noget med den radikale tro på egen fornuft, som i sig selv kan afskrække vælgere, spørger jeg ham. Eller på dansk: Skræmmer Sofie Carsten Nielsen vælgere og måske endda partier væk med sin meget radikale attitude?

»Det er sådan med den radikale selvfølelse, at det ikke er afgørende, om partiet får 16 mandater eller må nøjes med seks. Hvis de seks mandater bliver afgørende, vil man have fuldstændig den samme selvfølelse, det er bare så grundlæggende radikalt,« forklarer Simon Emil Ammitzbøll-Bille og tilføjer en indrømmelse fra det kærlighedsløse samliv i Løkkes VLAK-regering:

»En af de ting, der gik galt dengang, var, at Anders Samuelsen og jeg medbragte præcis den radikale selvfølelse i Løkkes regering.«

Ammitzbøll-Bille ser Sofie Carsten Nielsen som liggende i fuldstændig forlængelse af traditionen fra Niels Helveg, Marianne Jelved og Margrethe Vestager. Alle har båret den samme radikale selvfølelse udløst af, at man så Radikale som et helt særligt parti. Socialdemokratiet repræsenterede arbejderne, Venstre bønderne og Konservative industrien.

»Så hed det sig ganske vist, at Radikale var husmændenes parti, men alle de andre repræsenterede interesser, mens Radikale tog sig af hele samfundets interesser,« forklarer han.

Postkassespørgsmål

Langs indfaldsvejen til Silkeborg hænger plakater med lokale kandidater, her og der ses også Søren Papes småtriste smil. Kort før byskiltet afleverer et pludseligt skydække en sentimental tåre, som om jeg ikke selv skulle kunne finde ud af, at det er synd for dem, det går skidt.

Sofie Carsten Nielsens lille magentafarvede valgbus er allerede kørt ind på parkeringspladsen ved højskolen. »Tænk nyt,« proklamerer teksten på bilen. I foredragssalen er sæderne magentafarvede, men det er et tilfælde.

Den radikale leder skal debattere med Venstres Søren Gade, EU-parlamentarikeren, der er kaldt hjem til valgkamp for at holde Jakob Ellemann-Jensens jyske skanse. De sidder i hver sin lænestol foran et ungt publikum, og det er en af den slags debatter, som er styret af regler om at lytte, give plads til tvivl, se dilemmaer. »Frirummet« hedder konceptet.

Det var jo Sofie Carsten Nielsens replikker, Lars Løkke stjal og gjorde til sine.

De taler især om klima, salens spørgsmål handler om det samme. Gades pointe afleveres med fast og rolig stemmeføring: Forbrugerne og forskning må gøre landbruget grønt, ikke afgifter, der bare jager produktionen til udlandet. Sofie Carsten Nielsen erklærer sig enig i mange af Gades pointer, men insisterer også på, at Danmark må gå forrest og sikre vore reduktionsmål.

»Hvis ikke vi gør det, gør resten af verden det heller ikke,« siger hun.

I Frirummet-konceptet indgår også en postkasse, som man kan aflevere sit spørgsmål til, hvis ikke man har mod på at stille sig op foran alle andre. Op af papkassen dukker det spørgsmål, som Sofie Carsten Nielsen er blevet stillet igen og igen gennem uger: Hvad er logikken i at vælte Mette Frederiksen, hvis man alligevel peger på hende som ny statsminister?

Sofie Carsten Nielsen erklærer siddende i sin lænestol, at det spørger mange om, og at hun godt kan forstå det, og at hun er glad for spørgsmålet.

»Jeg ville sådan ønske, at Jakob Ellemann ville række lidt ind over midten og ikke var så optaget af Pernille Vermund og Inger Støjberg.«

Det handler ikke om Mette Frederiksen, fortsætter hun, det handler om, at magten blev udøvet ekstremt egenrådigt. Det er slut og skal stoppes. Etpartiregeringen er fortid.

Kort efter er arrangementet forbi. Vi synger Grundtvigs »Er lyset for de lærde blot«, mødet startede med Kaalunds »Jeg elsker den brogede verden«. Det er den, der hævder, at evig stilstand er død.

Barriererne

Da klaveret toner ud, og et par selfier er taget, får jeg chancen for at spørge Sofie Carsten Nielsen hvordan og hvorledes. Vi sætter os på to af de magentafarvede på første række. Modsat hvad mange tror, er hun venlig og imødekommende og svarer beredvilligt på spørgsmål om den fiasko, hun stirrer ind i. Jeg lægger forsigtigt ud med at spørge, hvordan det føles at se Lars Løkke løbe med de pointer om den stramme udlændingepolitiks urimeligheder, hun forgæves har fremført i årevis.

»Nogle har haft brug for at udpege os som slappe for selv at fremstå som stramme. Jeg er da glad for, at Løkke har fortrudt sin politik, det er aldrig for sent.«

Nogen plan for at vende udviklingen har Sofie Carsten Nielsen ikke, der er ikke noget quickfix, som hun siger. Det er bare at tro på sin fortælling, svare på spørgsmål og »overkomme barriererne«.

Jeg skal jo spørge, så det gør jeg: Vil partiet bare synke og synke mod vælgerhavets bund, eller er der et frelsende bundniveau?

»Det håber jeg da. Jeg er nødt til at holde fast i det, jeg tror på, og heldigvis er jeg ikke alene om den tro. Men vi har åbenlyst brug for at komme over den følelsesbarriere, der er i forhold til os. Andre er lykkedes med en fortælling om, at vi radikale ønsker hele verden til Danmark, og det er svært at trænge igennem, når andre har brug for os som modpol.«

– Går du af, hvis I bliver savet midt over?

»Det har jeg ikke taget stilling til.«

– Det handler også om, hvorvidt der vil være indflydelse til mandaterne?

»Præcis. Der er så mange faktorer i spil der.«

Sofie Carsten Nielsen holder en kort pause. Så tilføjer hun, inden hun tager kampagnejakken på, som også bærer opfordringen »Tænk nyt«:

»Jeg er udmærket klar over, at man løber en risiko, når man stikker næsen frem. Vi kunne jo have lagt os i ly, men det kunne jeg ikke tage ansvar for. Det ville ikke være ordentligt og rigtigt.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-41/samfund/den-oversavede-dame

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

SPION – BOG: BARBARA BERTELSEN RÅBTE AF FE- CHEF

Den suspenderede FE-chef, Lars Findsen, beskriver i ny bog en række sammenstød med Statsministeriets Barbara Bertelsen.

Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen havde, mens hun var i Justitsministeriet, flere sammenstød med Lars Findsen. Det fremgår af en ny bog. Polfoto

 

Den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen, udgiver torsdag en bog, hvori han gengiver flere detaljer om sin karriere i de danske efterretningstjenester, hans syn på FE-skandalen og de 71 dage, han sad fængslet.

Bogen beskriver desuden, at Lars Findsen og Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, gennem de senere år har haft flere sammenstød i forskellige sammenhænge, og der tegnes et billede af, at de to topembedsmænd har haft et særdeles anspændt forhold til hinanden, når konkrete sager skulle vendes.

Blandt andet beskriver bogen et møde i Justitsministeriet i december 2019, hvor både FE og PET deltog.

'Vi var 8-10 mennesker til stede og skulle blive enige om sammen at lave en fremstilling af nogle faktuelle forhold i sagen. Af hensyn til min tavshedspligt kan jeg ikke her uddybe selve indholdet. Jeg oplevede, at Barbara Bertelsen ville have en fremstilling, der kunne få Justitsministeriet til at se bedre ud. Der var ikke belæg for det, mente jeg.'

Findsen talte derfor Barbara Bertelsen midt imod, fremgår det af bogen.

'Det er ikke sådan, det er. Og der ligger dokumentation for det,' sagde Findsen på mødet til Bertelsen.

Herefter råbte departementschefen ifølge bogen ad Findsen.

'Du skal ikke komme her og fremture,' lød det fra Bertelsen, som herefter rejste sig resolut, og mødet sluttede kort efter

Bog: Bertelsen bagtalte Findsen

Findsen talte efterfølgende med Thomas Ahrenkiel, den daværende departementschef i Forsvarsministeriet, som fortalte Findsen, at Bertelsen flere gange havde beklaget sig over FE-chefen, når han havde sagt hende imod.

Lars Findsen opsummerer sidst i kapitlet, hvorfor han måske ofte var på kollisionskurs med Barbara Bertelsen, der kort efter det pågældende møde i Justitsministeriet avancerede til Statsministeriet

'I dag er min efterrationalisering af vores sammenstød den vinter, at jeg måske ikke altid opførte mig, som andre styrelseschefer ville have gjort, fordi jeg kom fra en stilling som departementschef gennem ni år. Jeg var ikke længere på niveau med Barbara Bertelsen, og det kan have være blevet opfattet som upassende, at jeg talte hende imod,' skriver den suspenderede og nu tiltalte FE-chef.

Statsministeriets pressekontor oplyser i en mail, at Barbara Bertelsen ingen kommentarer har.

Hemmeligt bogprojekt

Det er Politikens Forlag, der torsdag udgiver Lars Findsen-bogen, som har titlen 'Spionchefen - erindringer fra celle 18'

Af dens bagsidecover fremgår det, at den giver et unikt indblik bag kulissen:

'SPIONCHEFEN er et unikt kig ind bag kulissen, hvor Lars Findsen har håndteret politiske skandaler med store personlige konsekvenser og været med til at forsvare demokratiet, selvom Muhammedtegninger satte ild til verden, og højtstående terrorister truede Danmark.'

Desuden indeholder bogen dagbogsnotater, der beskriver Lars Findsens 71 dage i fængsel, 'hvor han er med i en madklub, får daglige rutiner og bliver klogere på sig selv.'

Bogens medforfatter er undersøgende journalist på Jyllands-Posten Mette Mayli Albæk, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger er hele tilblivelsen af bogen foregået i yderste hemmelighed, og kun en snæver kreds af mennesker har kendt til projektet – formentlig for at undgå et fogedforbud.

Kilde:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/spion-bog-barbara-bertelsen-raabte-ad-fe-chef/9467641

 

 

 

 

TV - LØGNEREN

Mette Frederiksen, der ellers buldrer mod usandheder og falske påstande i medierne, har nu i tre tv-debatter i træk fyldt vælgerne med løgne.

 

Det er for dååårligt.

Som et ekko af Ditte Gråbøls satirefigur fra 90'erne har Mette Frederiksen igennem flere år snakke højt og flot om, hvor dårligt det går med 'den demokratiske samtale'.

Så sent som i sommer på Folkemødet i Allinge buldrede hun løs.

- En ny tendens er, at man kan stille sig op og sige ting, der er forkerte, uden der sker noget. Helt omkostningsfrit kan man bare påstå noget om andre mennesker. Og det bliver trykt i avisen. Journalisterne gengiver det. Der er ingen der siger 'hov, er det rigtigt, det du siger?'

Udtalelsen faldt i podcasten Statsministeren Spørger, som bliver produceret af Socialdemokratiet.

- Debat-tonen er blevet meget, meget hårdere. Jeg må lægge ryg til meget. Mange ting, som ikke er rigtige, sagde hun videre.

Man kan dog ikke beskylde statsministeren for at gå foran som det gode eksempel.

Faktisk bidrager hun i den igangværende valgkamp kraftigt til de løgnagtige løjer.

Tre i træk
Tre tv-debatter i træk har hun nu fyldt seerne med falske påstand.

Først påstod hun på DR, at den konservative skatteplan ville resultere i 40.000 fyringer.

Så nægtede hun på dagen for valgudskrivelsen, at hun havde rådet 82-årige Tonni fra Køge til bruge friværdi til energiregningerne.

Og senest påstod hun fejlagtigt søndag aften hos TV 2, at Venstre vil fjerne topskatten.

Under sin tirade i sommer kaldte Mette Frederiksen på bedre redaktørarbejde.

- I gamle dage var der en redaktør på en avis, der kunne sige 'ej, kammerat, sådan kan du altså ikke skrive om borgmesteren eller om din nabo, du må tilbage til skrivemaskinen,' sagde hun.

Udspekuleret
Mon statsministeren nu vil tage sin egen medicin og liste tilbage til sin skrivemaskine?

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, ryster på hovedet af statsministeren.

- Det er udspekuleret og uværdigt, at landets statsminister nu igen kommer med direkte usandheder til danskerne. Og det værste er, at hun godt ved, at hun taler usandt, siger hun.

- Men hun har jo indrømmet sin brøde på Instagram?

- Alle politikere kan sige upræcise ting pga. uvidenhed. Det har de fleste prøvet. Men her har vi at gøre med en usandhed fra statsministeren, som hun godt ved ikke passer. Alligevel gør hun det, siger Sophie Løhde.

Løgnen om 40.000 fyringer

Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh spærrede øjnene op, da han så tv-debatten lige inden valgkampen mellem landets tre statsministerkandidater på DR.

Her henviste Mette Frederiksen (S) til beregninger fra Finansministeriet, som 'sort på hvidt' kunne dokumentere, at de konservatives politik vil medføre, at 40.000 offentligt ansatte skal fyres.

- Cirka 40.000 offentligt ansatte skal fyres. 40.000! Det er godt nok mange sygeplejersker og sosu'er, lød det fra Mette Frederiksen.

Problemet er bare, at notatet ikke indeholder et ord om hverken fyringer eller i øvrigt de konservatives politik.

I notatet står der rigtigt nok, at der bliver 41.000 færre offentligt ansatte fra 2023 til 2030, såfremt der indføres en nulvækst i det offentlige forbrug. Men idet de konservative går til valg på en vækst på 0,1 procent, er tallet snarere 33.000 færre ansatte, har Per Nikolaj Bukh beregnet.

Der er dog ikke tale om 33.000 fyringer, slår han fast.

- Jeg hørte statsministeren sige, at de skulle fyres. Det er i hvert fald fuldstændig forkert, konstaterede Per Nikolaj Bukh over for Ekstra Bladet.

Cecilie Guldberg

Løgnen om friværdi

I den store partileder-runde onsdag benægtede statsministeren at have rådet 82-årige Tonni fra Køge til at bruge friværdien på at betale varmeregningen.

Det havde hun ellers klart sagt til kvinden, hvilket Ekstra Bladet fangede på kamera, da kvinden talte med Mette Frederiksen på torvet i Køge få timer før debatten:

- Hvis jeg var dig, så ville jeg bruge indefrysnings-ordningen, for på et tidspunkt kommer du til at sælge huset, så er der noget friværdi, og så kan du klare dig igennem de her år, lød det fra statsministeren på torvet.

Men da Mette Frederiksen blev spurgt til sagen under debatten, benægtede statsministeren:

- Har du sagt, at man bare kunne bruge friværdien, spurgte værten

- Nej. Nej, det siger jeg ikke, lød svaret fra statsministeren.

- Jeg tror, at vi må være meget ærlige over for danskerne og sige, at der ikke er snuptagsløsninger, tilføjede hun.

Ekstra Bladet bad også statsministeren svare på, hvorfor hun benægtede:

- Mette Frederiksen, hvorfor løj du i fjernsynet i går med friværdien?

- Spørgsmål, der starter på den måde, kommer jeg nok aldrig til at svare på.

- Hvorfor talte du usandt i fjernsynet?

- Jeg havde en god samtale med en borger i Køge i går, som jo så – som det ofte sker – bliver lidt forenklet i sin gengivelse. Men jeg synes faktisk, samtalen var meget god, lød det fra statsministeren.

Løgnen om topskat

Tredje løgn faldt søndag aften i Odense.

- Den største skatteforskel på jer to og på mig, det er, I vil fjerne topskatten, lød det fra Mette Frederiksen direkte henvendt til Søren Pape og Jakob Ellemann-Jensen under TV 2-debattten mellem de tre statsministerkandidater.

Ellemann reagerede straks skarpt.

- Nej! lød det fra en hovedrystende V-formand.

Venstre har da heller ikke fremlagt nogen planer om at fjerne topskatten. Partiet har sågar kritiseret de konservatives planer om selvsamme. Venstre vil kun hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Men trods protesterne fortsatte Mette Frederiksen med den fejlagtige udlægning af Venstres skattepolitik.

- I vil give samlet set i blå blok nogle meget - må jeg have lov at tale ud nu. Topskatten skal fjernes. Skæve skattelettelser finansieret med besparelser i velfærdssamfundet, sagde hun.

- Det er jo ikke rigtigt, fastholdt Jakob Ellemann-Jensen, dog uden den store selveerkendelse fra statsministeren.

Først efter udsendelsen erkendte Mette Frederiksen på Instagram, at hun skød løgne afsted.

'Der er tre borgerlige partier, der vil afskaffe topskatten: De konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance. Men ikke Venstre. Det kunne jeg godt have sagt mere tydeligt, da jeg henviste til den samlede skattepolitik i blå blok, som i øvrigt ikke er for sarte sjæle.️

Jeg bestræber mig på at holde en ordentlig tone her i valgkampen, og kommer jeg til at sige noget upræcist eller begå en fejl, så forsøger jeg også at få rettet den med det samme,' skrev hun.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Mette Frederiksen til hendes gentagne usandheder på tv, men Socialdemokratiet henviser blot til hernævnte opslag på Instagram.

 

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/valg22/tv-loegneren/9462398

Ny blog : Tema politik

Facebooks moderatorer gør det helt umuligt at levere opslag der omhandler kritik af regeringen eller enkelte politikere,  det strider mod de fælles værdier.

Nu truer de med at lukke en af mine grupper og det gider jeg simpelthen ikke finde mig i, derfor vil de daglige politiske indsalg, som det nedenstående, findes på denne adresse :

temapolitik.blogspot.com

POLITIKERE GÅR IND FOR ÅBENHED – MEN KUN I SKÅLTALER

Statsministerkandidaterne Søren Pape og Jakob Ellemann bombarderer Mette Frederiksen med kritiske spørgsmål om minkskandalen.

MØRKETS GERNINGER..

METTE FREDERIKSEN mener, det er på tide at sætte punktum for minkskandalen, som hun i øvrigt ikke vil kalde en skandale.

Som alle nok har bemærket, er det ikke et ønske, der deles i den borgerlige lejr.

Tværtimod har man her i valgkampens start bombarderet statsministeren med kritiske spørgsmål for at få hende til at erkende et personligt ansvar for de mange fejl, der er begået.

Men Mette Frederiksen glider af og forstærker indtrykket af en arrogant og magtfuldkommen regeringschef, der giver alle andre end sig selv skylden. Derfor vil minkskandalen fortsat klæbe til hende, og kritikken fortsætte.

MEN HVORDAN undgår vi i fremtiden at havne i en lignende situation?

Her er det på sin plads at minde om, hvad Mette Frederiksen kom til at sige efter Minkkommissionens krasse kritik. Nemlig, at det måske bør være nemmere for offentligheden at få aktindsigt i beslutningsprocesserne i ministerierne. En åbning, hun nok fortryder i dag.

DET VIL KRÆVE en gennemgribende revision af den hårdt kritiserede offentlighedslov. Noget, som de fleste politikere kan gå ind for i skåltaler, men som de i praksis bare lader ligge.

Især regeringsbærende partier som S og V er ikke interesserede i, at ministre bliver kigget over skulderen i deres daglige arbejde.

DEN NUVÆRENDE offentlighedslov, som hurtigt blev omdøbt til mørklægningsloven, blev vedtaget af et bredt flertal i 2013. Den gjorde det vanskeligere – for ikke at sige umuligt – for borgere og medier at gå politikerne efter i sømmene.

Mørklægningen vil, hævdede tilhængerne, føre til bedre rådgivning fra embedsmændene, fordi de så kan arbejde i fred, og dermed give bedre lovgivning. Men det er uendeligt svært at få øje på.

UNDER CORONAKRISEN har lukketheden blandt andet haft som konsekvens, at korrespondancen mellem Statsministeriet, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut blev undtaget fra aktindsigt. Hvilket betød, at offentligheden var afskåret fra at få indblik i, hvad der foregik på centrale ministerkontorer, inden vigtige beslutninger blev truffet.

ET ANDET EKSEMPEL: Journalister blev nægtet indsigt i dokumenter, der omhandlede skandalen i Skat med forkerte ejendomsvurderinger.

Offentligheden skulle ikke vide, hvad der foregik i maskinrummet.

I DAG ER DET altså statsminister Mette Frederiksen, der må finde sig i at blive afhørt af politiske modstandere om mørkets gerninger.

Om et år kan det være Jakob Ellemann eller Søren Pape Poulsen – det afgør valget.

Vi tror ikke, at antallet af politiske sager med indbygget fup og svindel formindskes, før der er skabt åbenhed i mørklægningsloven.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/moerkets-gerninger/9461669