Venstres formand undsiger sin socialdemokratiske ministerkollega efter choktal:

INDVANDRERES FØRTIDSPENSION SKAL REVURDERES.

Foto: Søren Bidstrup

Troels Lund Poulsen melder sig nu ind i debatten om de mange ikkevestlige indvandrere på førtidspension og går i rette med sin socialdemokratiske ministerkollega Ane Halsboe-Jørgensen.

Venstres formand underkender direkte hendes afvisning af en genåbning af indvandrernes sager og kræver handling.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, melder nu klart ud i sagen om de mange ikkevestlige indvandrere på førtidspension. Deres sager skal genåbnes og revurderes, siger han til Berlingske.

Venstre gav et løfte til vælgerne før det seneste folketingsvalg.
Tusindvis af ikkevestlige indvandrere i ghettoområderne skal have taget deres førtidspension op til revision, lød det. Hvis ikke de lever op til betingelserne, skal de frakendes den.

Men det forslag blev for nylig afvist af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Det får nu højst opsigtsvækkende vicestatsminister Troels Lund Poulsen (V) til at irettesætte sin socialdemokratiske ministerkollega.

Venstres formand melder i dag klart ud i Berlingske, at ikkevestlige indvandreres førtidspension inden længe skal tages op til revision.

En melding, der nu også får den socialdemokratiske beskæftigelsesminister til at trække i land og erklære sin støtte til en genåbning af sagerne.

Det sker efter flere ugers afdækning her i avisen af indvandreres massive overrepræsentation i statistikkerne for førtidspension.

»Regeringen kommer inden for kort tid til at tage politiske initiativer på baggrund af afdækningen i Berlingske.

Det er på alle måder en menneskelig katastrofe og falliterklæring, at vi er kommet hertil. Det er vi som regering nødt til at reagere på,« siger Troels Lund Poulsen.

Ane Halsboe-Jørgensen har udtalt til Berlingske, at man først bør iværksætte en undersøgelse af sagen og fare med lempe politisk.

Du lader ikke til at være enig?

»Nej, vi skal ikke fare med lempe.

Vi skal gøre det, som man kan forvente af dem med politisk ansvar. Der er ikke brug for alt for mange undersøgelser. Der er brug for politik. Vi bliver nødt til at gøre noget ekstraordinært i forhold til den her situation – og det kommer regeringen også til at gøre inden for kort tid.«

Forskelsbehandling

Troels Lund Poulsens udmelding kommer i forlængelse af en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening. Den har skabt debat på Christiansborg.

Analysen dokumenterer, at indvandrere fra særligt muslimske lande er kraftigt overrepræsenteret blandt modtagere af førtidspension.

Mellem 15 og 29 procent af alle med oprindelse i lande som Irak, Libanon, Tyrkiet, Somalia, Algeriet og Afghanistan er på førtidspension i alderen 18 til 67 år, mens det kun gælder 6,6 procent af danskerne, viser tallene.

Forskellen er endnu mere markant blandt personer over 50 år, hvor mellem 40 og 65 procent fra de samme muslimske lande modtager førtidspension, mens det tilsvarende tal for personer med dansk oprindelse er 11 procent.

Dansk Arbejdsgiverforening mistænker, at kommunernes sagsbehandlere »i alt for mange sager har givet op« og derfor tilkendt ikkevestlige indvandrere førtidspension.

En mistanke, som deles af flere de borgerlige partier.

Ane Halsboe-Jørgensen mener derimod, at man som udgangspunkt er på førtidspension af en grund.

»Der er ret mange regler, man skal leve op til,« udtalte hun for nylig til Berlingske.

Troels Lund Poulsen deler imidlertid den borgerlige skepsis.

»Nu har jeg jo ikke mulighed for at lave sagsbehandling, men det er påfaldende, at der bliver tildelt så mange førtidspensioner til ikkevestlige indvandrere.

Det dækker nok over en tilbøjelighed til at tilkende dem førtidspension på et lempeligere grundlag.

Det er selvfølgelig meget alvorligt, da vi jo ikke kan have ét regelsæt for indvandrere og et andet for danskere,« siger han.

Haltende tilsyn

Berlingske har for nylig afdækket, at forskellen mellem ikkevestlige indvandrere og personer af dansk oprindelse ikke kun gælder i forhold til tilkendelsen af førtidspension.

Ikkevestlige indvandrere får også langt sjældnere deres førtidspension revurderet og frakendt sammenlignet med personer af dansk oprindelse.

Samtidig er antallet af genoptagede sager faldet drastisk siden den lovændring i 2003, der muliggjorde en revurdering af betingelserne for en førtidspension.

I de første år efter lovændringen blev omkring 1.000 sager genoptaget om året, mens omkring 50 fik frakendt deres førtidspension.

Siden er antallet af sager og frakendelser styrtdykket til omkring 50 i 2023, hvoraf tre sager førte til frakendelse af den tidligere tilkendte førtidspension.

Faldet er sket i en periode, hvor antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere på førtidspension er steget markant fra 16.861 i 2004 til 47.622 i 2024.

Udgifterne til førtidspension til ikkevestlige indvandrere er også vokset voldsomt, fra 1,8 milliarder kroner i 2004 til lidt over otte milliarder kroner i 2023.

Udviklingen bekymrer Troels Lund Poulsen.

»Vi bliver nødt til at have en drøftelse med kommunerne om, hvordan vi sikrer, at man i højere grad interesserer sig for det her vigtige spørgsmål.

Derfor har vi foreslået, at man vender bunken ude i de udsatte boligområder. Det bliver vi nødt til at få kommunerne til at gøre, fordi vi ved, at det har en effekt – blandt andet fra Odense Kommune,« siger han.

Har du set i lyset af udviklingen tillid til kommunernes forvaltning af området?

»Jeg har tillid til, at man kan lave en målrettet model i de udsatte boligområder. Men det kræver selvfølgelig politisk lederskab – også fra de kommunale politikere, der må tage skeen i den anden hånd.«

Regeringen har indført en pause på to år, fra 2023 til 2025, hvor man ikke kan frakende førtidspension.

Var det en fejl?

»Det er gjort i den bedste mening, men det er klart, at vi ikke kan se passivt til, når Berlingske afdækker så voldsomme udfordringer.

Det er vi nødt til at agere på.«

Så den forsøgsordning skal ophæves igen?

»Ja, det tror jeg, man bliver nødt til at gøre.«

Venstres synder

Venstre lovede før sidste valg, at partiet ville tage et opgør med »fortidens synder«, hvor alt for mange indvandrere er blevet parkeret på en førtidspension.

Troels Lund Poulsen erkender således, at hans eget parti bærer en del af ansvaret for den nuværende situation.

Det gælder også ham selv personligt, som tidligere beskæftigelsesminister.

Derfor er det ham magtpåliggende, at der nu sker noget i lyset af den seneste tids afsløringer her i avisen, siger han. Han vil ikke gå i detaljer om regeringens kommende forslag, men gentager valgløftet fra 2021.

Dengang foreslog Venstre, at de 14 kommuner med udsatte boligområder skal genvurdere førtidspensionssagerne for de ikkevestlige indvandrere i disse områder.

»Det er et konkret forslag til, hvordan vi kan igangsætte det her. Men det betyder ikke, at de øvrige kommuner ikke kan gøre noget lignende,« siger Troels Lund Poulsen.

Hvad er konsekvensen, hvis ministeren ikke imødekommer dine krav om handling?

»Jeg er helt tryg ved, at regeringen nu kommer med et klart politisk udspil, der tager hånd om de problemer, som er blevet kortlagt.«

Kan du love, at antallet af genoptagede sager og frakendelser er steget, når vi går til valg næste gang?

»Det er mit klare udgangspunkt, at det er der, vi skal være. Det er også svært at sige, at det kan blive lavere, end det er på nuværende tidspunkt. Så det tror jeg godt, at jeg kan love.«

Berlingske har forelagt udmeldingen fra vicestatsministeren for den socialdemokratiske beskæftigelsesminister, som har sendt et skriftligt svar.

»Regeringen kommer inden længe til at præsentere en løsning, hvor vi går målrettet og klogt til værks. For regeringen er det afgørende, at vi ikke skaber usikkerhed for de hundredtusindvis af borgere, der helt berettiget er på førtidspension,« skriver Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun bemærker afslutningsvis:

»Vores egen undersøgelse, som jeg satte i gang efter Berlingskes artikler for nylig, bekræfter desværre, at ikkevestlige indvandrere er massivt overrepræsenterede i en grad, vi ikke kan sidde overhørig politisk.

Tallene viser tydeligt, at tidligere regeringers forfejlede udlændingepolitik til stadighed har konsekvenser.«

https://www.berlingske.dk/samfund/venstres-formand-undsiger-sin-socialdemokratiske-ministerkollega-efter

 

Han har ramt islamisternes ømme punkt. Nu går de efter ham: »De graver i mit privatliv. Det er som et stalinistisk system«

Interview. Gør det ondt at få halsen skåret næsten over? Nej, men man fryser om maven. I sin nye roman fortæller den verdensberømte forfatter Kamel Daoud en bestialsk, men sand historie. Nu går både islamisterne, det diktaturlignende styre i hjemlandet samt den franske venstrefløj efter ham. Da Berlingske mødte ham i Paris i denne uge, pegede han på afgørende ting, europæerne bør gøre for at bekæmpe »euro-islamisterne«.

Han burde være glad grænsende til lykkelig.

Hans nyeste roman sælger som en drøm. 

Den har også netop vundet Frankrigs fineste litteraturpris: Le prix Goncourt.

Alligevel hænger der tydeligvis mørke skyer over os, da Berlingske møder den verdensberømte forfatter Kamel Daoud i Frankrigs svar på de hellige haller – det prestigefulde forlag Gallimard i Paris’ fornemme 7. arrondissement.

Midt i det store og højloftede, men ellers tomme lokale er der stillet to lænestole og et lille bord frem til interviewet.

»Jeg er bange, og jeg er træt,« lyder forklaringen.

Sagen er, at romanen, som hele den fransktalende verden har kastet sig frådende over, er bandlyst i Daouds hjemland, Algeriet.

Så snart islamisterne og regimet i Algier fandt ud af, at bogen var undervejs, blev der sat gang i en hetzkampagne imod bogen, forlaget, forfatteren og hans familie.

Kamel Daoud 4. november – dagen, hvor han fik overrakt Goncourt-prisen for den bedste roman i 2024. 

Foto: Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix.

De har kastet sig over ham. Forbudt hans bog og hans tilbagevenden til Algeriet. Og de gør på daglig basis hans liv vanskeligt – præcist hvordan vil han af sikkerhedsårsager ikke afsløre.

Hvorfor denne kampagne mod ham?

Fordi bogen fortæller en gribende historie om en ung gravid kvinde, som tæller blandt de utallige ofre fra det, algerierne kalder »Det sorte årti« – borgerkrigen fra 1991 til 2002, hvor militæret og islamisterne angreb både hinanden og de civile, og som kostede op mod 250.000 mennesker livet.

I dag er hverken islamisterne eller militæret ved magten. Men regimet er så svagt, at begge alligevel har stor indflydelse.

Ifølge Daouds analyse går udviklingen den helt forkerte vej, når det kommer til islamismen. I Algeriet, men også her i Europa.

»Det er ikke afgjort endnu, men det bliver værre hele tiden,« lyder det.

Det sker dog ikke på samme måde.

Her i Europa har »euroislamisterne« forstået at »drage fordel af skyldfølelsen hos hvide mennesker for at opnå, hvad de vil her. Det er derfor, de og venstrefløjens intellektuelle hader mig og andre, der kritiserer dem, fordi vi ved, hvad de gør, og vi kan sige det højt.«

Jomfruer i paradis

Kamel Daouds bog nye roman hedder »Houris« – de jomfruer, der venter i det muslimske paradis.

Men denne huri er hovedpersonens ufødte barn.

Hovedpersonen selv hedder Aube – det betyder »daggry« – og hun er en ung kvinde, der som femårig overlevede, da en gruppe terrorister kom og ville skære hendes hals over. 

Så heldig var resten af hendes familie ikke. 

Aube har så godt som mistet stemmen. Da hun som voksen bliver gravid, »fortæller« hun det hele til sit ufødte barn.

Monologen udgør hovedhistorien. Mange gange undervejs udtrykker Aube sin stærke moderkærlighed så smukt, at det nærmer sig poesi.

Monologens indhold, til gengæld, er brutalt.

Her er Aubes nøgterne beskrivelse af, hvordan det er at få skåret halsen over:

»Når man får halsen skåret over, så tror man ikke på det, for det gør ikke ondt, men man har på fornemmelsen, at man har slået døren op til vinteren, og at maven bliver kold.«

Pårørende samles på en kirkegård i februar 1997 for at ære medlemmer af deres familie, som er blevet dræbt under den algeriske borgerkrig.

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.

Selvom der er tale om en roman, bygger handlingen på de journalistiske reportager, Kamel Daoud lavede under borgerkrigen. De oplevelser, der følger med at få halsen skåret over, har han fra overlevende, han har interviewet.

Det samme gælder Aubes følelse af skyld over, at hun lod, som om hun var død, så terroristerne kastede sig over søsteren i stedet.

Aube fortæller, hvordan hun med sit store »smil« – såret fra forsøget på at skære halsen over – for evigt er et problem for det algeriske samfund, fordi hun er en omvandrende påmindelse om den krig, det algeriske regime vil fortrænge.

Den unge kvinde forklarer også sin ufødte datter, hvordan imamerne opfordrer mændene til at holde kvinderne nede og blandt andet forbyde dem behandlinger i skønhedssaloner à la den, Aube selv driver.

Så slemt er det at leve som kvinde i Algeriet, at Aube vil abortere.

Men før da vil hun fortælle sin lille »huri« det hele, så hun forstår, at hun i virkeligheden skåner hende for et liv med pinsler og plager – ved at slå hende ihjel.

Frie bødler

De har fortalt, at de har haft denne bog i Dem i mange år. Hvorfor har De skrevet den nu?

»Måske handler det om, at jeg har slået mig ned i Frankrig. Det har givet en vis distance over for den algeriske tragedie.«

Sikkert er det, at Daoud kun en uge efter at være flyttet til Frankrig, satte sig til at skrive. Og han holdt nærmest ikke op, før han var færdig.

Samtidig, fastslår han, er der i resten af verden en større forståelse af og interesse for historien om islamisterne nu.

»Dengang i 1990erne var der ingen, der forstod, hvad der skete i Algeriet. Med det, der sker i verden, og nu hvor verden har forstået, hvad jihadisme og islamisme er, var jeg nødt til at fortælle historien.«

Og så handler det også om, understreger Daoud igen og igen, at der døde op mod 250.000 mennesker under borgerkrigen.

Dem bruger algerierne dog ikke tid på at mindes. Al opmærksomhed går til den anden store krig, der har været i Algeriet i løbet af et trekvart århundrede: Uafhængighedskrigen, som endte med, at kolonimagten Frankrig trak sig tilbage i 1962.

Hvorfor er borgerkrigen et tabu, som det er forbudt at beskrive, mens uafhængighedskrigen bliver trukket frem igen og igen?

»Til en start så læner regimet sig meget op ad uafhængighedskrigen. Det er herfra, det finder sin legitimitet. Det er en nobel krig, hvor vi kæmpede imod kolonisatoren, mens borgerkrigen er skammelig, fordi vi kæmpede imod os selv.«

Og så er der den mere kyniske politiske del:

»Politikerne laver hele tiden aftaler med islamisterne.«

Og alene af den grund har regeringen ingen grund til at minde borgerne om, hvordan islamisterne var med til at slagte hundredtusindvis af civile.

For selvom islamisterne ikke er ved magten helt konkret, har bevægelsen stor magt i Algeriet. Det foregår sådan, at regeringen står for de internationale strategiske spørgsmål og ikke mindst for den dyrebare olie. På den anden side overlader man det offentlige rum til islamisterne.

Den algeriske borgerkrig kostede op mod 250.000 mennesker livet. Her begraver indbyggere i landsbyen Benachour ofre for islamiske fundamentalister.

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.

»Lige nu sidder islamisterne på skolen, retssystemet, medierne og fagforeningerne. Jeg tror, de ender med at løbe af med sejren på længere sigt,« mener Daoud.

Derfor fik han øjeblikkeligt aktiveret tre hovedfjender, da han udgav sin bog: regeringen, islamisterne og de intellektuelle på den algeriske venstrefløj.

Det er da også nærmest første gang siden uafhængigheden fra Frankrig, at en bog har skabt så stort postyr i Algeriet. Folk skaffer sig adgang til den i pdf-form, og ifølge Kamel Daoud læses den sågar i landets fængsler.

»Så folk begynder at stille spørgsmål, og noget er ved at ske. Men jeg betaler en høj pris.«

Anklaget for plagiat

Det har Daoud gjort i lang tid. Så snart regimet i Algier fandt ud af, at bogen var undervejs, blev der sat gang i en kampagne af den anden verden. I aviser og fjernsyn blev Daoud kritiseret for bogen.

Senest er en kvinde stået frem, som har overlevet, at nogen forsøgte at skåre hendes hals over. Hun siger, at hovedpersonens historie er hendes, og at hun har fortalt den til Kamel Daouds hustru, som er psykiater. 

Så Daoud har tyvstjålet hendes historie – plagieret den, lyder det.

Saada Arbane overlevede borgerkrigen, men har fået alvorlige men. Hun kan næsten ikke tale. Nu hævder hun, at det er hendes historie, som er baggrunden for Kamel Daouds nye roman, »Houris«.

Foto: Louiza Nanouche/AFP/Ritzau Scanpix.

Det er – naturligvis – ikke officielt bekræftet, at kvinden skulle indgå i hetzen imod Daoud. Men det er i hvert fald ikke første gang, den slags historier er dukket op i kølvandet på kritik af regimet, forklarer Daoud.

Og på sin mobiltelefon viser han videoer af ofre, babyer, børn, voksne og gamle, som alle har overlevet forsøg på at skære halsen over.

Han ved, de findes, for han har selv skrevet artikler om dem, dengang massakren lige fandt sted. 

Derfor kan man i hvert fald argumentere for, at der groft sagt er triste skæbner nok – der er ikke brug for at stjæle nogens historie.

Hvordan er det at blive udsat for så massivt et pres?

»Selv hverdagslivet bliver besværligt. Jeg er nødt til at være forsigtig. De graver i mit privatliv. Det er som et stalinistisk system. Det berører en, og det er destabiliserende.«

Overvejer De at stoppe med at skrive?

»Jeg ved det ikke længere. Jeg kommer til at skrive flere bøger, men hele mit liv er ved at blive vendt op og ned. Jeg kan ikke længere komme tilbage til Algeriet, det er trist. Og jeg tror, angrebene vil vare ved. Nogle gange, når man ser, hvor meget det koster for de mennesker, man elsker, siger man til sig selv, at man ikke længere skal røre emnet. Men det kommer jeg til igen.«

Samtidig ved han, at der groft sagt findes værre alternativer. Lige nu sidder hans kollega, den fransk-algeriske Boualem Sansal i fængsel. Angiveligt fordi han har udtalt sig om grænsen mellem Marokko og Algeriet.

Daoud frygter, at hans 75-årige ven kommer til at ende sine dage i fængslet.

Også det tynger ham.

Råd til Vesten

Med alle sine erfaringer i bagagen ligger Kamel Daoud på linje med den socialdemokratiske udlændingeordfører, Frederik Vad, der har fremsat det, vi i dag kender som »den tredje erkendelse«. 

Det vil sige, at der i Europa findes veluddannede kræfter i indvandrermiljøet, der undergraver samfundets normer og værdier.

Skal man bekæmpe det, kræver det en enorm indsats, mener Kamel Daoud.

»En af de vigtigste ting er at studere det arabiske sprog. I dag har islamisterne overhånden, fordi ingen forstår dem, når de udtrykker sig på arabisk.«

Dernæst skal Vesten være modig og stå ved sin kolonialistiske fortid. Det gælder om at få alle tabuer frem, så islamisterne ikke længere kan pege fingre.

Og så gælder det om at forstå, at islam er en politisk bevægelse.

»Tørklædet er en uniform. Jeg bliver altid overrasket, når jeg ser her i Vesten, at folk tror, at tørklædet er en kulturel markør, som man skal acceptere. Jeg har tidligere skrevet, at hvide mennesker forveksler et ankelsmykke med en almindelig kæde. Tørklædet er en kæde, ikke et smykke.«

Samtidig gælder det om at stå fast.

»Man skal turde sige, at der findes love, og dem skal alle overholde. Vi dropper skyldfølelsen.«

Katedral-moskeer

Og så skal Vesten turde tage hånd om islam. Religionen er kommet for at blive. Derfor gælder det om at kontrollere moskeerne og uddanne imamer.

»Hvis I ikke gør det, så gør islamisterne det.«

Endelig er der kulturen, som ikke kan overvurderes, mener Daoud

»Fascisterne er altid et skridt foran, når det kommer til propaganda. Det så vi med nazisterne etc. Man er nødt til at organisere sig kulturelt, så der er adgang til kulturen for alle. Og moskeerne skal laves om til en art katedraler. Alle de små moskeer, der ligger over det hele, skal jævnes med jorden,« lyder det fra forfatteren, som gerne minder om, at »de europæiske konger fik også bygget katedraler for at kontrollere kirken – ikke for at have noget kønt at se på«.

Kamel Daoud er klar i mælet. Og ofte bliver han kritiseret af venstrefløjen for at gå nationalkonservatives ærinde.

Det finder han sig ikke i.

»Jeg har levet, mens der var borgerkrig. Ingen giver mig de ti år tilbage, som krigen kostede. Jeg siger det, jeg vil. Jeg har betalt med krigen.«

https://www.berlingske.dk/kultur/han-har-ramt-islamisternes-oemme-punkt-nu-gaar-de-efter-ham-de-graver-i-mit

Hyperpolitik. Politik er over det hele, hele tiden. Lige nu er det Gaza, før det var det noget andet. Ingen af os kan holde til det her i længden.

Gaza overalt

Illustration: Gitte Skov

Sidste weekend cyklede jeg i modvind forbi Nørrebro Station i København og opdagede, at nogen havde hængt et stort, hvidt banner op på togbroen: »Feminisme er antizionisme,« stod der.

Det var dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag, dagen efter det Kvinfo-arrangement på Vega, som vi diskuterede hele sidste uge, fordi det blev overtaget af Gaza-demonstranter med bannere og flyveblade – »Folkemord er ikke feminisme«, »Ingen er frie før alle er frie« – og fordi det fik stats-, kultur- og ligestillingsministeren til at forlade bygningen.

Gaza overtog 8. marts.

Noget lignende skete for Pride-paraden: Forperson Lars Henriksen holdt åbningstale til det årlige Winter Pride, men blev afbrudt og overdøvet af aktivister, der råbte »no pride in genocide« og »Frit Palæstina«.

Lige nu flyder krigen i Gaza ind over alt andet:

Når den svenske klimaaktivist Greta Thunberg inviterer palæstinensiske aktivister på scenen til en klimamarch og råber: »No climate justice on occupied land.«

Når organisationen Almen Modstand, der kæmper imod ghettoloven, ændrer en planlagt demonstration, så den ikke længere handler om boligpolitik, men om Gaza – »for ikke at tage fokus fra den kritiske situation i Palæstina«, som det hed i et Facebook-opslag.

MEN HVORFOR ER det sådan? Hvorfor skal Gaza stå over lgbt-, klima-, køns- og boligpolitik?

For mange er svaret simpelt: Fordi 31.000 palæstinensere er dræbt, fordi sult ifølge EU bliver brugt som et våben, fordi det er vores allierede, Israel, som bomber, og fordi Danmark indirekte er involveret i våbenleverancerne.

Men det synes også klart, at det ikke er hele forklaringen. Der er så meget død og lidelse i verden, som ikke får samme opmærksomhed – Yemen, Sudan, Nagorno-Karabakh, Ukraine … En halv million afrikanske børn under fem år dør hvert år af malaria. En million uighurer sidder i kinesiske arbejdslejre.

Så en del af svaret er nok også, at Palæstina-spørgsmålet passer ind i en tidsånd, som ikke bare er hyperpolitisk, men politisk på en særlig måde:

For en aktivistisk, kunstnerisk og akademisk venstrefløj i de større byer er krigen i Gaza blevet centrum i et kompleks af politiske emner, som angiveligt hænger tæt sammen: racisme, kolonialisme, kapitalismekritik, klimakamp, kritik af Vesten og et særligt blik på repræsentation og minoriteter.

Det sker ikke kun i Danmark, men over hele Vesten. Som den amerikanske forfatter og Harvard-professor Louis Menand sagde til mig, da vi talte i telefon sammen: »Vi ser lige nu et sæt af politiske ideer, som kommer i bundter, der bæres af nogle særlige grupper, som man kunne kalde den kulturelle elite.«

Det er slående, at den klareste fordømmelse af Israels krig er kommet fra universiteterne og fra de kunstneriske uddannelser: Filmskolen, kunstakademierne, Forfatterskolen, Det Kongelige Akademi.

»Besættelsen af Palæstina har sine rødder i racial kapitalisme og imperialisme,« som nuværende og tidligere studerende og ansatte på Forfatterskolen skrev i en erklæring i november.

Ghettoloven »genindsætter den koloniale logik fra Nakbaen i en dansk kontekst«, som det rent faktisk hed i en erklæring fra studerende og ansatte ved Roskilde Universitet – altså; et bredt flertal i Folketinget fører en boligpolitik, der minder om den etniske udrensning af palæstinensere i 1948.

Det hele hænger sammen, ingen er frie, før alle er frie, Gaza overalt.

DET MINDER OM noget ... om slutningen af 1960erne, hvor Vietnamkrigen overskyggede alt som politisk og kulturelt fænomen. Man gik til demonstrationer og samlede ind. John Lennon og Jimi Hendrix trak i militærjakker for at vise modstand, Jane Fonda talte mod krigen, da hun vandt en Oscar, og der udkom et utal af antikrigssange: »Gimme Shelter«, »The Unknown Soldier«, »Fortunate Son«.

»I 1965, da USA indledte krigen, blev alt politisk,« siger Louis Menand. »Det er slående, hvor apolitisk og formalistisk de 20 foregående år var. Folk interesserede sig for stil og æstetik, ikke for politik. Det ændrede sig totalt i slutningen af 60erne, Vietnam ændrede alt.«

Krigen ødelagde Vestens selvforståelse. USA var ikke kun helten i verdenshistorien, som havde reddet Europa fra nazismen, nej, USA og Vesten var voldelig, hyklerisk og imperialistisk. Pludselig så man al den uretfærdighed, som hele tiden havde luret i baggrunden: racismen, kolonikrigene, kvindeundertrykkelsen, ødelæggelsen af naturen.

Politik er blevet utålmodig og rastløs. På èn gang ensomt og rasende. Livsvigtigt og ligegyldigt.

Vores egen tid har gennemlevet et lignende skifte. Tiden efter Murens fald mindede om starten af 1960erne: tryg og apolitisk. Præget af ironisk humor og tv-serier om kærlighed og forbrug, og af film. Nu er alt politisk.

Det seneste årti er antallet af politiske demonstrationer i verden eksploderet. Hvert år ser vi demonstrationer, der kan måle sig med 1968. 

Vestens selvfortælling er også forandret:

I 1990erne så man film, hvor USA redder verden: Independence Day (1996), Air Force One (1997), Armageddon (1998), Saving Private Ryan (1998). Vesten var helten i verdens den store historie. Nu er det modsat. Nu ser man film om Vestens undertrykkelse:

Forleden så jeg Disneys store science fiction-film The Creator, som udkom sidste år – det er reelt en ny Vietnam-film. USAs militær bomber kynisk de stakkels risbønder i »Nyasien«, mens filmens (sorte) hovedperson langsomt fatter sympati for de asiatiske oprørsgrupper. Filmen er gennemsyret af Vietnam-æstetik. Soldater lister sig gennem højt græs, palmetræer eksploderer, mens man hører Deep Purples antikrigssang fra 1970, »Child in Time«.

Noget lignende er på spil i storfilmen Dune: Part Two, som lige nu går i biografen. Her følger man en kvasiarabisk guerillagruppe, Fremen-folket, som gør oprør mod en brutal kolonial overmagt, der udnytter planetens naturressourcer. Det er den moderne helt, det undertrykte naturfolk.

GAZA ER IKKE et nyt Vietnam – i 1968 var en halv million amerikanske tropper udstationeret i Vietnam. Sådan er det netop ikke nu, hvor Joe Biden gør alt for at holde sine soldater ude – men der er en række ligheder mellem dengang og nu:

Ligesom i 60erne kommer den aktivistiske tænkning i dag fra universiteterne. Mange af de teorier, aktivisterne bruger, har endda deres oprindelse i 60erne: franske ideer om kolonialisme, magt- og kapitalismekritik; Frantz Fanon, Michel Foucault, Jacques Derrida; ideer om de undertryktes fysiske og psykologiske frigørelse fra overmagten. Teorierne blev langsomt oversat til engelsk, de rejste over Atlanten, påvirkede intellektuelle som palæstinensisk-amerikanske Edward Said og amerikanske Judith Butler og rejste tilbage til Europa i nye amerikanske klæder: postkolonialisme, intersektionalitet, race- og hvidhedsforskning.

Ligesom hippierne og universitetsmarxisterne var en social minoritet i 70erne, er aktivismen i dag båret af en lille gruppe på den kunstneriske og akademiske venstrefløj. Det betyder ikke, at deres ideer er ligegyldige. Det er netop dén gruppe, som former vores blik på os selv. Som skriver bøger, laver tv-serier, underviser på universiteterne. Ligesom 68erne.

Og ligesom 68erne skabte en modreaktion i den brede befolkning – Charles de Gaulle vandt stort ved valget i 1968, og Richard Nixon blev præsident samme år – ser vi nu en modstand mod tænkningen på den nye venstrefløj. En stor del af Trumps appel ligger netop i den kamp.

Vietnam skabte ikke kun et nyt blik på verdens uretfærdigheder, men også et nyt vanvid. Langhårede unge mænd og kvinder fra almindelige danske parcelhushjem opkaldte pludselig kollektiver efter Mao Zedong, skrev hyldestdigte til Ulrike Marie Meinhof og samlede penge ind til PFLP.

Det var i samme periode, at Palæstina opstod som global mærkesag. Som et nyt Vietnam, »en frontlinjesag i Den Tredje Verdens kamp mod kapitalisme, kolonialisme, imperialisme og amerikansk hegemoni«, som lektor på RUC Sune Haugbølle har skrevet. Og modsat de andre postkoloniale konflikter – Algeriet, Vietnam, Mozambique – er Palæstina-spørgsmålet aldrig forsvundet.

MEN VIETNAM-ÅRENE MINDER os også om noget andet: hvor hurtigt tiden kan skifte. At man på få år kunne springe fra Swinging London-hedonisme i start-60erne til San Francisco-hippiekultur i 1967 og til revolutionær nymarxisme og terrorsympati i starten af 70erne. Og derfra videre til punkernes nihilisme og blot et par år senere til yuppiernes materialisme.

Pointen er ikke, at vores tid nu vil følge samme forløb, historien gentager sig aldrig. Pointen er, at alle tider taber pusten. Økonomien skifter, der kommer en krig, en ny generation vokser op og definerer sig i modsætning til den foregående. Og måske er det ved at ske nu.

I sidste uge holdt jeg oplæg for en gruppe gymnasierektorer, og de sagde allesammen, at deres elever i dag er mindre interesserede i politik end for fem år siden. Det er ikke Greta-generationen, som går i gymnasiet nu, noget er skiftet, og det er en vedtaget sandhed blandt landets rektorer, sagde de.

»De fester på kanten af afgrunden‚« som én formulerede det.

Man kan tolke resultaterne fra den store ICCS-rapport om 8.- klasseselevers politiske engagement, der udkom i efteråret, i samme retning: De unge har fået »markant« mindre viden om politik og er mindre optaget af samfundsforhold, end sidste gang rapporten udkom, i 2016 (dog er danske unge stadig meget vidende sammenlignet med unge i andre lande). Det forstår man måske godt.

Det seneste årti har politik og moral invaderet alle dele af vores liv: hvad vi spiser, hvordan vi taler, vores forhold til sex, til arbejde, ferie, parforhold ... Det private er politisk. Men på en ny måde.

Vores tid er præget af »hyperpolitik«, som den belgiske filosof Anton Jäger har skrevet: Alt er politisk, alle råber og protesterer, engagementet er passioneret, men også flygtigt og ensomt. En voldsom energi opstår, ét emne fylder alt – den ene dag er alt Black Lives Matter, sorte firkanter som profilbilleder, gadedemonstrationer, T-shirts, bannere – og så er det væk igen. Indtil noget nyt ankommer. Occupy, MeToo, Women's March, Fridays for Future.

Det sker ikke kun på venstrefløjen. Vi har også set Gule Veste, Brexit-demonstrationer, bondeprotester og angrebet på Kongressen i USA.

Den politiske infrastruktur af partier, fagforeninger og organisationer, som opbyggede de vestlige samfund i efterkrigstiden, er forsvundet fra vores sociale liv. Politik er blevet individualiseret. Man sidder ved køkkenbordet med telefonen i hånden og føler et tyngende ansvar for verden, men hvor skal man gå hen med sit engagement? Det er derfor, diskussioner så tit ender med at handle om, hvor meget man selv flyver, og hvor meget kød man selv spiser – det personlige ansvar.

Det kan føles tomt og klaustrofobisk. Hvis alt er politisk, så er intet politisk. Afstanden mellem det totale engagement og den totale ligegyldighed er kort.

Det er så let at ytre sig. Man skal ikke tage bussen ind til byen, stå i kø på et kontor, udfylde en indmeldelsesblanket, gå til møde hver onsdag året ud. Man kan bare skrive en kommentar og dele en video.

DET BETYDER IKKE, at protesterne er ligegyldige. Klimasagen er faktisk blevet dybt forankret i befolkningen, synet på magtmisbrug og sexchikane er forandret, og vi ser helt anderledes på racisme og diskrimination. Vi interesserer os faktisk for samfundet og naturen igen.

Men det betyder, at politik føles anderledes. Politik er ikke længere små skridt og tusind kopper kaffe, »en langsom boren i hårde brædder«, som Max Weber skrev. Politik er blevet utålmodig og rastløs. Det er på én gang ensomt og rasende. Livsvigtigt og ligegyldigt. Som en viral video, en ny trend, en opkørt kamp om ord og symboler.

Hvordan skal man ellers forklare, at nogen rent faktisk kan skrive »feminisme er antizionisme« på en togbro på Nørrebro Station? Betyder det, at kampen for kvinders ligestilling er at være imod en jødisk stat? Nej, det ville være meningsløst. Det er politik som retorik og symbolik. Det samme med slogans som »No pride in genocide« og »No climate justice on occupied land«, det betyder reelt ingenting.

Vietnamkrigen var begyndelsen på en periode, hvor alt blev politisk – det er Gazakrigen ikke. Vores tid har været politiseret siden finanskrisen i 2008, og i den forstand føles Gaza som den seneste »sag« i en lang række af sager.

Det er underligt at sige lige nu, hvor Gaza fylder alt, men måske er det ved at vende. Måske er vi langsomt ved at blive lidt mere … ligeglade? Ikke 90er-ligeglade, det er vores verden trods alt for kaotisk og farlig til, men måske har den hyperpolitiske tid toppet. Peak clicktivisme, peak krænkelse, peak demo. 

Vietnam indledte en hyperpolitisk epoke i Vesten, måske markerer Gaza nu et punkt, hvor en lignende epoke toner ud. Det ville både være trist og en stor lettelse. Ingen af os kan holde til det her i længden.

 

https://www.weekendavisen.dk/2024-12/samfund/gaza-overalt

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Avunculart. Når man læser de satiriske opsamlingsbøger for 2023, er det tydeligt, hvorfor satiretegningen er en truet art.

Humorens langsomme dødsrallen

Mens julefreden sænker sig over vinterlandet, sænker opsamlingstiden sig over medielandskabet. Det er årslistesæson, en mærkeligt beroligende genre, hvor alt skal rangeres og ordnes, så man kan gå rank og ryddelig ind i et nyt år. Det gælder selvfølgelig også for satirikerne, der endnu en gang kommer med deres mandelgavebud i At Tænke Sigs Året der gak 2023 og satireklenodiet Svikmøllen.

Det er en utaknemmelig genre: Bøger om et år, vi alle lige har været igennem, bidrager jo ikke med nogen nyheder, og i årets løb har man hørt næsten alle vittighederne i bøgerne før. Samtidig er Onkel Morfar-segmentets kulturelle storhedstid for længst ovre, uden at hverken At Tænke Sig-holdet eller Svikmøllen ser ud til at kunne håndtere dette helt forudsigelige generationsskifte. Det er godt og vel ti år siden, at meme-formatet overtog pladsen som den vigtigste satireform, og måske kunne man forvente, at de erfarne humorister på den tid kunne nå at indhente tidsånden?

Jeg var derfor ret forundret over det lave niveau i både Året der gak og Svikmøllen. Satiretegninger er i høj grad stadig en holdbar kunst- og kritikform, og de bedste af dem er sjove, svirpende og modige. De dårlige af slagsen er mest bare pinlige og tåkrummende træge.

SÆRLIGT ÅRET DER GAK er tung at komme igennem, fyldt med slidte karikaturer over gymnasieelever og bodegastamgæster, oneliners på niveau med et Anders And-blads vittighedssektion og tekst, tekst og mere tekst. »Færre ord!« får jeg lyst til at råbe halvvejs inde i Året der gak efter endnu en række kunstige tweets fra uopfindsomt stereotype paroditwitterprofiler.

Israekske missiler, Ukrainekrig, Troeld Lund Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen flettes sammen i årets Svikmøllen. Illustration: Lars Andersen

ATS-holdet ville nok på selvtilfreds vis kalde Året der gak en årpsummering, for det sjoveste i hele verden er åbenbart ordspil på navne: Kornprins Joachim, Tortour de France, Jacob Enten-Ellermann-Jensen, Hick Hækkerup og Sundhedsforstyrrelsen er blot få eksempler. Fødefarestyrelsen fik mig næsten til at græde på satirikerfagets vegne, for det må da være den absolut lavest hængende frugt i At Tænke Sigs efterhånden snart 100-årige vittighedsarsenal. Ordspillene ville nok have været moderat sjovere, hvis de optrådte sjældnere end på nærmest hver side. Andre er helt ude af kontekst og bliver mere forstyrrende end underholdende. Præmieeksemplet er det flittigt brugte Dolketinget. Hvad er det helt præcist, der er joken her? Jeg kan ikke understrege, hvor usjovt det er, men jeg kan prøve: Det føles som at sidde til en julefrokost ved siden af en grandonkel, der insisterer på, at han altså identificerer sig som en kamphelikopter, når nu man selv må bestemme, hvad man er, og som i øvrigt mener, at alle københavnere pr. definition er hipstere.

Claus Hjort Frederiksen som levende skjold foran Lars Findsen i 'At Tænke Sigs Året der gak 2023'. Illustration: Roald Als

ÅRETS UDGAVE AF SVIKMØLLEN er sluppet bedre fra arbejdet, til dels på grund af de store helsidestegninger på hver anden side: Novo Nordisk-logoet som en blå og hvid guldkalv er oprigtigt et fint billede på den nordiske medicinmastodonts betydning for dansk økonomi, og her viser Svikmøllen lige præcis, hvorfor satiretegninger stadig har en eksistensberettigelse i 2023: evnen til at sætte en aktuel situation humoristisk på spidsen med en enkelt tegning og få, tilhørende linjer tekst er intelligent og præcist håndværk. 

Det behøver ikke engang være politisk: Det fungerer også, når Den Kongelige Livgardes højdekrav i en tegning bliver ophævet og udlignet af bjørneskindshuernes forskellige højder, og når Kim Bildsøe-Lassen står over for en endeløs invasion af analytikere i Krigens døgn.

Gavmildt optalt er måske hver tiende joke i Svikmøllen rent faktisk sjov, men udbyttet bliver ok alligevel, for der er godt nok presset mange vittigheder ind i bogen. Ligesom i Året der gak virker det, som om man har tænkt, at en overflod af vittigheder kan veje op for genrens tiltagende forældelse.

En håndfuld af de tekstbaserede vittigheder er dog faktisk vellykkede. Tanken om, at dronning Margrethe oprigtigt ville forære Volodymyr Zelenskyj et Ibi-Pippi-maleri i statsbesøg-gave, er fjollet nok til at fremkalde et fnis, og Svikmøllen skal også have ros for kunststykket at snedkerere en kønspolitisk vittighed om Enhedslistens tendens til at vælge yngre kvindelige partiledere, som faktisk ikke træder nogen over tæerne. 

Havets minister Magnus Heunicke gør ubehagelige i ‘Svikmøllen 2023’. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Desværre er der også vittigheder, der simpelthen ikke giver mening, blandt andet en om, at Nye Borgerlige skulle være bekymret for, om strøm fra vindmøller kan holde til, at The Minds of 99 kan spille en fuld koncert i Parken uden afbrydelse (Hva'?). Især de gentagne christiansborgske variationer over temaet »jeg har gjort i nælderne« er både deprimerende og decideret politikerlede-fremkaldende.

I stedet for at bruge al deres energi på at trampe rundt i et humoristisk dødvande ville det måske klæde både Svikmøllen og Året der gak-holdet at forholde sig metahumoristisk til deres eget fag. Hvorfor ikke en vittighed om genrens kår under et generationsskifte?

Uanset hvad, så kører memetoget hastigt videre på internettet, mens vi venter på Svikmøllen og Året der gak 2024. Seniorhumoristerne skal passe på, at de ikke bliver efterladt på perronen.

Kilde; https://www.weekendavisen.dk/2023-49/boeger/humorens-langsomme-doedsrallen

PAULINE NYSTAD (f. 1995) er journalist og bachelor i forhistorisk arkæologi

 

PNMO@WEEKENDAVISEN.DK

 

Støtte. Hvordan forholder toneangivende palæstinensere i Danmark sig til Hamas? Det viser sig at være uhyre vanskeligt at få svar på.

Spørgsmål uden svar

At der findes støtter af den islamistiske palæstinensiske bevægelse Hamas blandt Danmarks titusinder af borgere med palæstinensiske rødder, er der intet nyt i. I 1990erne forsynede tilhængere her i landet bevægelsen med penge og falske papirer, som Jyllands-Posten i sin tid skrev: Politiets Efterretningstjeneste skal sågar have overvåget en militant træningslejr i Aarhus-bydelen Gellerup organiseret af Hamas, og efter Israel i marts 2004 dræbte bevægelsens åndelige leder, Ahmed Yassin, samledes hundreder af danskpalæstinensere til demonstrationer for at sørge.

Siden bevægelsens terrorangreb i Israel for tre uger siden har der – under demonstrationer og på sociale medier – også været eksempler på ytringer, det er vanskeligt at tolke som andet end støttetilkendegivelser. Den tendens har flere advaret kraftigt imod, også fra allerhøjeste sted. Statsminister Mette Frederiksen udtalte eksempelvis, umiddelbart efter den hidtil største propalæstinensiske demonstration havde fundet sted i København søndag, at intet kan »forklares eller forsvares« i forhold til gruppen, hvis værdier går imod alt, hvad Danmark står for, samt at det »ingen rimelighed har«, at den hjemlige sikkerhedssituation forværres på grund af dem:

»De er en af verdens værste terrororganisationer. Og jeg græmmes over opbakningen til dem. Både i Gaza, men også herhjemme og i andre europæiske lande. Det er uacceptabelt.«

Men kan det virkelig passe, at opbakningen til Hamas herhjemme er så udbredt, at en statsminister ser sig nødsaget til fordømme den? Findes der stemmer, som er klar til at forsvare eller forklare brutale drab på unge til en musikfestival eller børn i en kibbutz?

Demonstration til støtte for Palæstina i København søndag den 22. oktober 2023. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix.

Jeg beslutter mig for at opsøge ti danskpalæstinensere, som har engageret sig i debatten gennem de seneste uger. Jeg vil stille dem alle de samme tre spørgsmål for at finde ud af, hvordan de ser på Hamas. Mit første spørgsmål lyder: Kan Hamas' terrorangreb mod civile israelere 7. oktober forsvares? Det andet: Bør Hamas frigive de israelske gidsler? Og endelig: Bør staten Israel bestå?

Her er ingenlunde tale om nogen videnskabelig undersøgelse, hvorfra der med statistisk sikkerhed kan ekstrapoleres til en bredere population, men en voxpop udført blandt danskpalæstinensiske stemmer, der er med til at forme debatten. 

Vi begynder med en mand, som mange, der har fulgt den israelsk-palæstinensiske konflikt gennem årene, vil genkende: Fathi El-Abed er mangeårig formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, som historisk set har knyttet nære bånd til venstrefløjen. Han har optrådt flittigt i medierne siden terrorangrebet 7. oktober og går ind for en tostatsløsning. Men efter at have set mine tre spørgsmål afviser han at medvirke i artiklen. Han afviser også at forklare hvorfor. I stedet går jeg i arkiverne for at blive klogere på, hvordan han ser på Hamas, og finder et portræt bragt i Weekendavisen i 2017. Her bliver han spurgt om, hvorvidt han anser bevægelsen for at være en terrorgruppe.

»Selvfølgelig er der meget, der kunne være foregået bedre,« svarede han og fortsatte: »Du får ikke et ja eller nej, et sort eller hvidt. Tingene sættes sort-hvidt op, når det gælder palæstinenserne, men ikke, når det gælder Israel. Der er en berøringsangst over for Israel.«

Meningen med angrebet

Det viser sig i det hele taget bemærkelsesværdigt svært at få danskpalæstinenserne i tale. Ud af de ti, jeg forsøger at få fat i, vender syv tilbage inden min deadline. En enkelt afviser at deltage, allerede før jeg har præsenteret mit ærinde: Vedkommende beskriver den nuværende debat som et minefelt, det har konsekvenser at betræde, fordi man modtager hadbeskeder for at ytre sig.

En anden har ikke tid. Fire danskpalæstinensere afviser at svare på mine spørgsmål efter at have set dem. Jeg får et klart indtryk af, at det vækker harme og bestyrtelse, at jeg overhovedet tillader mig at stille dem spørgsmål om deres holdning til Hamas. Jeg bliver mødt med udtalt mistillid. Der er et tydeligt behov for at kontrollere fortællingen.

Jeg forsøger at få fat på Nadeen Aiche, en ung debattør, der var talsperson for den store demonstration, som blev afholdt i søndags. Her spurgte B.T.s udsendte reporter talspersonen om det foto, arrangørerne af demonstrationen havde brugt til indbydelsen til begivenheden: Det viste et væltet israelsk grænsehegn, som er fotograferet 7. oktober, hvor Hamas' terrorangreb fandt sted. Nadeen Aiche forsvarede brugen af billedet ved at fremhæve, at det, »der skete den 7. oktober, er et resultat af 75 års undertrykkelse, og palæstinenserne har ifølge FNs resolutioner også ret til at forsvare sig, når de møder angreb«.

Da B.T. spørger, om det er forsvar at dræbe civile til en musikfestival eller i en kibbutz, svarer hun:

»Jeg mener, at vi går ind i nogle meget små detaljer, som jeg ikke har forstand på.« Senere har Aiche meldt ud, at journalisten fangede hende i et »stresset øjeblik mellem mange interviews og mange spørgsmål om potentiel terrorsympati«. Hun fortsætter: »Selvfølgelig fordømmer jeg alle drab på civile. Uden tøven.« Jeg ville gerne have stillet Nadeen Aiche mine tre spørgsmål alligevel. Men hun er ikke vendt tilbage på min henvendelse.

En anden danskpalæstinenser, jeg gerne ville have stillet de tre spørgsmål, er Dalia Kababo, der læser statskundskab, og som den 11. oktober – fire dage efter Hamas' terrorangreb – fik bragt et debatindlæg i Information under overskriften: »Lyt til palæstinenserne, når de kræver deres frihed.« Her kritiserede hun mediernes dækning for at være ensidig i Israels favør.

»Fra et palæstinensisk perspektiv er det her det vigtigste, der er sket længe,« skriver hun om angrebet 7. oktober og understreger, at »det ikke er et spørgsmål om at støtte Hamas eller ej«:

»For der er mange palæstinensere, inklusive mig selv, der ikke støtter Hamas, men som alligevel kan se meningen med sådan et angreb.« Dalia Kababo skriver videre, at den »handlekraft«, som danner grundlag for angrebet, udgør »en kilde til håb for en lysere fremtid« til palæstinenserne:

»Det, der foregår lige nu, er større end Hamas. Det er en reaktion på vedvarende og brutal undertrykkelse. Og hvor der findes undertrykkelse, findes der modstand.«

Dalia Kababo ønsker heller ikke at medvirke i denne artikel.

Bedre held har jeg ikke med Bilal Al-issa, der er en af de fire danskpalæstinensere, som talte for de mange tusinde fremmødte til den store demonstration i søndags. Han er næstformand i Det Danske Hus i Palæstina og debattør. Heller ikke han ønsker ikke at svare på mine spørgsmål. Komikeren Mazen Ismail, som også stod på talerlisten og flittigt kommenterer debatten på de sociale medier, svarer ikke på min forespørgsel inden min deadline.

Fatme Abou Chlieh var også blandt talerne til den hidtil største propalæstinensiske demonstration i Danmark, siden konflikten brød ud igen. Hun er en af lederne bag kulturarvsgruppen Olivengren. Hun vil gerne medvirke i artiklen. Hun har boet i Danmark i 27 år og fortæller mig, at hun er født i en flygtningelejr i Libanon. Da jeg spørger, om Hamas' angreb kan forsvares, svarer hun »nej«. Under interviewet står det klart, at hun ønsker at fremhæve et bestemt budskab:

»Jeg ved intet som helst om Hamas. Jeg støtter dem ikke. Jeg kigger på fjernsynet og ser nyhederne. Jeg er mor og bedstemor. Jeg er frustreret over, at de små børn bliver dræbt i krigen,« siger hun.

Men kort inden min deadline torsdag bliver jeg opmærksom på, at Fatme Abou Chlieh på sin facebookprofil har delt flere videoer, som hylder Hamas' terrorangreb mod Israel 7. oktober. På dagen for angrebet delte hun klokken 10.44 en video, der viser en gruppe personer, hvoraf flere er bevæbnede, der råber på arabisk, mens de river det, der formentlig er en livløs israelsk soldat, ud af en kampvogn og skænder hans lig med spark. Fatme Abou Chlieh har indsat en grinesmiley i videoens ledsagende tekst. En anden video delt senere samme dag viser optagelser, der ser ud til at stamme fra terrorangrebet, som prises utvetydigt i videoens undertekster. I den ledsagende tekst fremgår det også, at videoens indhold morer Fatme Abou Chlieh.

Jeg ringer til Fatme Abou Chlieh for at spørge, hvordan det hænger sammen med hendes påstand om, at hun ikke støtter Hamas.

»Jeg støtter ikke Hamas. Men jeg støtter de små børn, som jeg har sagt til dig,« svarer hun.

Hun spørger mig, hvor hun har støttet Hamas. Da jeg gentager, at jeg taler om videoer delt fra hendes egen facebookprofil, siger hun, at hun tror, at det er »almindelige videoer«:

»Det er ikke kun mig.«

– Det er ikke kun dig?

»Nej. Der er mange, der deler videoer, og de støtter ikke Hamas.«

Jeg gentager, at hun deler billeder fra terrorangrebet, hvor Hamas begår grov vold, og spørger, om det ikke er at hylde dem?

»Tror du kun, det er mig, der deler det? Der er mange mennesker, der deler mange forfærdelige videoer eller billeder.«

I interviewet fastholder Fatme Abou Chlieh, at hun ikke har støttet Hamas eller har hyldet dem:

»Jeg er bare palæstinenser og muslim. Kun det,« siger hun. 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-43/samfund/spoergsmaal-uden-svar

MADS STAGHØJ (f.1988) skriver om alt fra globalisering til ekstremisme og en bred vifte af kulturstof. Han fokuserer på fortællende journalistisk, reportage og essays og har rapporteret fra en række lande i Europa, Mellemøsten og Kaukasus. Han er uddannet fra Journalisthøjskolen og San Francisco State University og har tidligere været fast skribent for Zetland.

 

MSTA@WEEKENDAVISEN.DK