Leder. Det føles, som
om alle led nederlag ved valget. Også dem, der gik frem. Det skyldes først og
fremmest den ørkesløse besættelse af en midterregering.
TABERVALGET
DER breder sig en mærkelig og ikke nemt forklarlig
fornemmelse efter folketingsvalget. Fornemmelsen af, at alle har tabt. Og det
er mærkværdigt: På valgnatten blev der jublet behørigt hos nye partier med
imponerende stemmetal og festet hos gamle partier i fremgang. Men dagen derpå
breder sig alle vegne en sær nederlagsfornemmelse.
ER den største taber De Radikale, har
nedturen været så enorm, at det dog ikke kunne skjules. End ikke af den
særlige, meget sjældne radikale valuta, der veksler nederlag til indflydelse.
Sofie Carsten Nielsens afgang onsdag eftermiddag var konsekvensen af en
fuldkommen desavouering. Mere end en halvering fik ikke tiøren til at falde,
men med partilederens personligt dårlige resultat var der ikke nogen vej
udenom. Nedturen er ikke helt retfærdig. Sofie Carsten Nielsen tog som den
eneste konsekvensen af minkskandalen og insisterede på et valg. Statsministeren
gjorde det ikke. Resten af rød blok heller ikke. Men for vælgerne har
håndteringen af mink ikke været afgørende. Måske skyldes den radikale nedtur en
mangeårig dårlig fornemmelse for deres egne vælgere.
BARE resultatet i rød blok så kunne
kompensere for tilbagegangen. Det kan det ikke. Enhedslisten går også klart
tilbage, og hverken Alternativets eller SFs lille nøk opad eller Socialdemokratiets
klare fremgang er tilstrækkelig. Rød blok mister ni mandater og når kun med det
yderste af neglene op på det mindst mulige flertal. Trods en klar
socialdemokratisk fremgang går den regeringsbærende blok markant tilbage. Den
rød-grønne alliance led et stort knæk.
TABERE var socialdemokraterne sandt nok ikke
tirsdag aften. Socialdemokratiet er, som statsministeren siger, det eneste
sande folkeparti. Mere end hver fjerde vælger stemte på Frederiksen. Partiet
gjorde i lige så høj grad som den borgerlige opposition valget til en
folkeafstemning om Mette Frederiksen. Den vandt hun stort.
VED andet øjekast synes Frederiksens sejr dog at
smuldre. Man kan undre sig over, at det – med den historiske borgerlige
nedsmeltning – ikke lykkedes at styrke statsministerens position mere.
Opmærksomheden på Frederiksen og centraliseringen omkring regeringstoppen har
gennem tre år suget energien ud af resten af hendes blok. Og som det ser ud nu,
er tingene blevet mere besværlige for hende. Og for hendes vælgere: De har
stemt på en stærk leder, en rolig hånd på rattet, en tryg havn. Men hvor hun nu
vil styre landet hen, er mere uvist. Hun har ment alt om alting i valgkampen.
DET socialdemokratiske resultat synes nok større, end det faktisk er, fordi alle andre taber så stort – eller ikke kan bruge deres sejr til noget. At tale om et blåt jordskredsvalg er ikke helt retvisende, snarere er det et af disse jordfaldshuller, der med ét kan få en hel landsby til at forsvinde ned i dybet. Et blåt jordfaldshul. Venstres tilbagegang er nærmest uhyggelig. At Jakob Ellemann-Jensen ikke straks træder af, kan man forstå lidt bedre. Han er trods alt kravlet op af hullet med et resultat: det største blå parti.
Nu mangler han bare en rigtig politik og en egentlig
troværdighed. Konservative viste sig at være netop dén leasing-karrusel, man
mistænkte partiet for at være: Der var intet indhold af værdi, da man så
nærmere efter. Dansk Folkeparti undgik udslettelsen, og man kan i dag gratulere
Morten Messerschmidt med hans gigantiske nederlag. Liberal Alliance har gjort
det imponerende, ligesom Inger Støjberg, der har tiltrukket de vælgere, der
mener, at det kun styrker hendes troværdighed, at hun melder sig klar til at
bryde loven igen. Men både Vanopslagh og Støjberg er mellemstore partier, der
ikke kan bruge væksten til noget markant, i hvert fald ikke foreløbig.
MÆRKELIGE analyser, vil nogle måske mene, måske
ligefrem fejlagtige: Alle kan jo ikke tabe et valg. I midten sidder jo Lars
Løkke Rasmussen, der – selvom han ikke fik de afgørende mandater – stormede ind
i Folketinget. Men det er netop sagen. For det første får han ikke den
indflydelse, hans vælgere håbede på. For det andet får resultatet hans
forjættende fortælling til at virke noget mindre energisk.
UAFKLAREDE partiledere har en efter en slået følge med
det spøgelse, der går gennem dansk politik. Det rasler med kæderne, blafrer med
lagenet og tuder det samme budskab: Store forandringer kan kun lade sig gøre i
en bred midterregering. Både Mette Frederiksen og Lars Løkke siger, at valget
udtrykker tørsten efter dette frelsende samarbejde på midten. Også De Radikale,
onsdag i skikkelse af næstformand Martin Lidegaard, insisterer på en sådan
midterregering. Krigen i Ukraine kræver det, siger de. Klimakrisen.
Og nødvendigheden af økonomiske og
arbejdsmarkedsreformer. Men alle disse vigtige spørgsmål kan jo godt løses i et
normalt samarbejde hen over midten. Faktisk kan det bedst løses sådan, viser
vores erfaring. Borgerlige partier har i de sidste 10-11 år lagt stemmer til
klima-, sikkerheds- og økonomisk politik, fremført af forskellige
socialdemokratiske regeringer. Det har været holdbar og gennemtænkt politik, og
den har ikke været lammet af blokkene.
FOLKETINGSVALG handler om politiske forskelle. Da
Løkke i 2019 fremdrog fortællingen om den frelsende midte, handlede det mest
om, at det var vejen ind i en regering. Da Mette Frederiksen i år erklærede sig
enig i behovet for et opgør med blokkene, var det, fordi alting på det
tidspunkt tydede på, at vejen over midten ville sikre hende genvalg som
statsminister.
At De Radikale har insisteret på det, har så åbenlyst
handlet om selv at kunne indtræde i en regering igen. Der har aldrig været
rigtig substans i det. Og det vil hægte meget store dele af vælgerne helt af
den politiske proces. En midterregering med Socialdemokraterne, Moderaterne,
Radikale og, nu vi er i gang, muligvis også Venstre vil blive et ideologi- og
energiforladt fænomen. Et mærkeligt apolitisk monster, der vil trække saften og
kraften ud af det politiske rum. Efter en valgkamp, hvor det har handlet mere
om personlighed og mindre om politik, og hvor alle synes at have lidt en form
for nederlag, virker det måske logisk.
En midterregering er et taberprojekt, og det fremgår
også, når politikerne taler om det. Der er ingen energi i det. Det er en
blindgyde, de har forvildet sig ned ad. Det er ikke en god idé at lade dem
trække resten af landet med sig.
https://www.weekendavisen.dk/samfund/tabervalget
Ingen kommentarer:
Send en kommentar