Oprør. Det reaktionære er blevet det rebelske. Mange steder i Europa er venstrefløjen ikke længere det naturlige tilflugtssted for unge, der ønsker radikal forandring. De stemmer hellere på det yderste højre.

Europas unge er ikke woke

Et gammelt mundheld siger: »Hvis du ikke er venstreorienteret som ung, har du intet hjerte, og hvis du stadig er det som ældre, har du ingen hjerne.«

Ordene indkapsler en fast forankret forestilling om det politiske liv i den vestlige verden. Den progressive venstrefløj har stærk appel til ungdommens idealisme, mens højrefløjen er det naturlige hjem for den ældre og mere pragmatisk sindede vælger.

Måske er tiden kommet til at tage denne forestilling op til revision. De seneste års valg i Europa tegner således et noget anderledes billede af de politiske fløjes appel til de forskellige aldersgrupper, og særligt de unges kursskifte springer i øjnene.

Tag eksempelvis Italien, hvor Giorgia Meloni i oktober blev indsat som ny premierminister. Mere end halvdelen af de unge vælgere støttede den sejrende højrefløjskoalition bestående af Melonis parti Fratelli d’Italia, Matteo Salvinis Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia.

Nej, Melonis tilhængere er ikke gamle, hvide mænd i lavtlønnede jobs. Det er såmænd de unge, der har fremtiden for sig. Mere end halvdelen af de unge vælgere støttede den sejrende højrefløjskoalition bestående af Melonis parti Fratelli d’Italia, Matteo Salvinis Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia. Foto: Oliver Weiken, dpa, Scanpix.

I Frankrig opnåede Marine Le Pen fra højrepartiet Rassemblement National ved forårets præsidentvalg en markant støtte fra de yngre vælgere. Knap halvdelen af de 25-34-årige stemte i anden valgrunde på Le Pen, mens hun blot fik støtte af 29 procent af vælgerne over 70 år.

I Spanien oplever højrenationale Vox på tilsvarende vis en markant fremgang blandt unge vælgere og er i dag det største parti blandt 18-24-årige uden for de større byer. Også i Sverige har den yderste højrefløj fået godt tag i de unge. Ved efterårets valg stemte 22 procent af førstegangsvælgerne på Jimmie Åkessons parti, som fik 20,6 procent af stemmerne målt på alle aldersgrupper.

”Det yderste højre fremstår for mange unge som et provokerende og uforfærdet alternativ til den eksisterende magtelite. Det tiltaler mange unge, som er utilfredse med det bestående og ønsker at få rusket op i tingene.”

PIOTR ZAGÓRSKI, FORSKER I HØJREFLØJSPOPULISME OG VÆLGERADFÆRD VED AUTÓNOMA-UNIVERSITETET

De unges begejstring for det yderste højre er lidt mere afdæmpet i Tyskland, men ser man isoleret på det tidligere Østtyskland, er billedet dog markant anderledes. Her er Alternative für Deutschland (AfD) i flere delstater det største parti blandt unge vælgere under 30 år med stemmeandele et stykke over 20 procent.

Bredt favnende bevægelse

Ifølge politologen Daphne Halikiopoulou fra Reading University skal de unges stigende tilslutning til højrefløjspartierne ses i lyset af et bredere fænomen.

»Disse partier var i mange år marginaliserede og havde en meget snæver kernevælgergruppe, som primært bestod af »vrede hvide mænd«. I de senere år har de formået at udvide deres appel til en langt mere sammensat gruppe, der har utilfredsheden med det bestående som fællesnævner. Det er en del af forklaringen på, at vi i dag ser højrefløjen tiltrække mange unge protestvælgere, som tidligere måske havde stemt på venstrefløjen,« fortæller Daphne Halikiopoulou, der forsker i vælgeradfærd på tværs af Europa med særligt fokus på højrefløjspartier.

Udlægningen bakkes op af politologen Piotr Zagórski, som forsker i højrefløjspopulisme og vælgeradfærd ved Autónoma-universitetet i Madrid. Partierne på den yderste højrefløj, siger han, formår bedre end venstrefløjen at adressere den vrede og frustration, som mange unge føler. Samtidig er de unge ikke i samme grad som ældre bundet af et politisk tilhørsforhold, og de er derfor mere villige til at eksperimentere med deres stemme.

»Det yderste højre fremstår for mange unge som et provokerende og uforfærdet alternativ til den eksisterende magtelite. Det tiltaler mange unge, som er utilfredse med det bestående og ønsker at få rusket op i tingene,« siger Zagórski til Weekendavisen.

Tendensen, siger han, er mest udtalt i den vestlige del af Europa, hvor partierne på den yderste højrefløj endnu ikke er blevet en del af magtapparatet – eller først lige er blevet det, som det er tilfældet i Italien. Billedet er anderledes i lande som Polen og Ungarn, hvor den yderste højrefløj har siddet solidt på magten i en årrække. Her er det i højere grad de ældre, der udgør vælgerbasen, og her spiller religionen og forsvaret for traditionelle værdier en langt større rolle.

Utilfredshed med tingenes tilstand

Utilfredsheden, påpeger han, dækker over en lang række forhold, der varierer fra land til land. En gennemgående faktor er den tiltagende prekarisering på arbejdsmarkedet og den økonomiske usikkerhed, der rammer de unge særligt hårdt.

»Vi ved fra tidligere forskning, at jobusikkerhed kan være en udløsende faktor for en stemme på det yderste højre. Mange unge føler sig svigtet af det etablerede system og frygter, at de ikke vil komme til at nyde den samme velstand som deres forældre,« fortæller Zagórski.

Det yderste højres fremmarch, siger han, har også en kulturel og social dimension, der handler om tab af identitet og status i globaliseringens kølvand. Indvandringen har medført hastige demografiske forandringer, og udflytning af arbejdspladser bidrager til oplevelsen af usikkerhed, som også de unge bliver ramt af – særligt uden for de større byer. Modstanden mod EU er en fællesnævner for partierne på den yderste højrefløj, der typisk har grænselukninger og stop for indvandring som en del af deres politiske program. Hertil kommer modstanden mod feminisme og wokeideologi, som særligt vinder genklang hos unge mænd.

Under hele bevægelsen løber en understrøm af frustration og utilfredshed med samfundets bærende institutioner og de traditionelle politiske partier, som har siddet på magten i årtier.

»Mange unge føler ikke, at staten lever op til sin del af den sociale kontrakt. Det skaber en dyb mistillid til det etablerede system, og for mange unge er en stemme på den yderste højrefløj en måde at kommunikere denne vrede på,« siger Daphne Halikiopoulou.

Længsel efter stærke ledere

Det yderste højres fremmarch går mange steder hånd i hånd med en dalende tillid til det demokratiske system. I lande som Italien og Spanien taler tallene deres eget tydelige sprog. Syv ud af ti unge spaniere er utilfredse med den måde, demokratiet fungerer på, og halvdelen af de italienske unge støtter ideen om en stærk leder og så gerne et demokrati uden politiske partier.

»Mange unge tiltrækkes af ideen om en stærk leder, der kan få tingene gjort uden så meget snak. Der er en forestilling om, at man som en anden virksomhedsleder kan bringe samfundet på ret kurs ved at træffe raske beslutninger og få noget til at ske,« fortæller den italienske samfundsforsker Steven Forti, som er professor i samtidshistorie ved Barcelonas Autónoma-universitet og forfatter til bogen Extrema derecha 2.0 (Det yderste højre 2.0).

Knap halvdelen af de 25-34-årige stemte i anden valgrunde på Le Pen, mens hun blot fik støtte af 29 procent af vælgerne over 70 år.

I Spanien spiller Vox’ leder Santiago Abascal rollen som håndfast macholeder til perfektion. Han er pistolbevæbnet og går uforfærdet til angreb på feminister, separatister, kommunister og alle andre »samfundsfjender«, der udfordrer Spaniens sande essenser.

Under en parlamentsdebat lod Abascal forstå, at der i 80 år – det vil sige siden 1940 – ikke har været så dårlig en regering som den nuværende. Underforstået at Francos diktatur ville være at foretrække for det socialistiske morads i Pedro Sánchez’ ledede regering.

Budskaberne fra Vox har fundet en frugtbar jord hos de spanske unge, der i stort tal slutter op om højrepartiet. Der har også været en lang række eksempler på unge, der tager deres politiske vækkelse med sig ind på skoler og uddannelsesinstitutioner.

Spanierne blev for alvor opmærksomme på fænomenet i 2019, hvor et fotografi fra Aixa-Llaüt-skolen i Palma gik viralt. På billedet poserer en gruppe mellemskoleelever omgivet af spanske flag med armene strakt frem i fascisthilsen. Listen over beslægtede episoder er lang, og ofte bærer eleverne Vox’ signatur på de medbragte spanske flag.

En af dem, der har oplevet problemet på egen krop, er mellemskolelæreren Eugenia Moroy, som underviser på en skole i Getafe syd for Madrid. Tidligere på året havde hun eksempelvis arrangeret en oplæsning af feministisk poesi, som blev afbrudt af en gruppe elever, som overdøvede opløsningen med den fascistiske sang »Cara al sol« – en af Franco-regimets officielle hymner.

»Tidligere var det flovt at give udtryk for reaktionære eller antidemokratiske holdninger. Sådan er det ikke længere. Nu er der prestige i det. At være reaktionær er i dag blevet det rebelske,« udtalte Eugenia Moroy til avisen El Confidencial.

Unge på barrikaderne

Det, der for få år siden ville have uløst et ramaskrig i befolkningen, er med andre ord blevet en stadig mere normal udtryksform for unge mennesker. Ifølge Steven Forti har Vox flyttet grænsen for, hvad man kan sige i den offentlige samtale i Spanien, og den berøringsangst over for Francos diktatur, som kendetegnede tidligere generationer, er ikke længere til stede i samme grad.

Det samme fænomen kan observeres i Italien, hvor den historiske fascisme også med årene er blevet aftabuiseret. I dag sidder den yderste højrefløj med absolut flertal i det nationale parlament, og landets premierminister Giorgia Meloni har en fortid som ungdomspolitiker i det neofascistiske MSI.

Også her er de unge en vigtig del af fundamentet. Gioventù Nazionale – ungdomsorganisationen til Melonis regerende parti Fratelli d’Italia – er på fem år vokset fra 10.000 til 50.000 medlemmer. Vel at mærke i en tid, hvor medlemskab af politiske organisationer er på hastig retræte. Gioventù Nazionale leverede adskillige kandidater til parlamentsvalget i oktober, hvor partiet blev det største i begge parlamentets kamre. Melonis fokus på økonomi og familieværdier er gået rent hjem hos de unge vælgere, som ifølge opinionsundersøgelser prioriterer arbejde over uddannelse og borgerrettigheder. Som den 20-årige jurastuderende Mattia Rocco udtrykte det i et interview med britiske inews i forbindelse med valget i oktober: »Jeg tror på regler, på staten, på kærlighed og broderskab. Jeg er parat til at ofre mig selv, give alt hvad jeg har og arbejde for det fælles bedste.«

I Frankrig udgjorde de unge i mange år det stærkeste bolværk mod det yderste højre. Da Jean-Marie Le Pen fra Front National i 2002 for første gang nåede anden runde af præsidentvalget, udløste det en historisk mobilisering fra de unge. Over hele Frankrig var der store protester, og de unge vælgere mødte op ved stemmeurnerne i overvældende antal for at holde Le Pen fra magten.

Tingene begyndte at ændre sig, da Marine Le Pen overtog partiet fra sin far i 2011. Hun satte gang i en rebranding af partiet for at gøre det mere attraktivt for unge vælgere og har lagt afstand til sin fars mest yderliggående standpunkter inden for områder som klima, dyrevelfærd og feminisme. Indsatsen har båret frugt. De unge støttede i stort tal Le Pen ved forårets præsidentvalg, og det var i høj grad de ældre vælgere, der sikrede Emmanuel Macron endnu en tur i Élysée-palæet.

På tværs af Europa udtrykker de unge deres frustration mod det bestående. Parallelt med klimaaktivisme og andre venstrefløjsagendaer har en ny protestbevægelse fået vind i sejlene med afsæt på den yderste højrefløj.

Bevæggrundene varierer fra land til land, og mens det for nogle er en ideologisk stemme for et konkret politisk program, er det for andre mest af alt en protest mod det system, der ikke har vist sig i stand til at indfri sine løfter.

Den venstrefløj, der engang var knudepunktet for ungdommens glødende aktivisme, er ikke længere helt så hot. Ifølge Steven Forti er den ganske enkelt ikke længere i stand til at levere den dimension af oprør mod det bestående, som de unge hungrer efter.

»Det yderste højre har været i stand til at iscenesætte sig selv som antitesen til det forstenede establishment, der ikke får noget gjort. De fremstår som rebelske, provokerende og i opposition til systemet – alt det, der tidligere gjorde venstrefløjen attraktiv for de unge. Det yderste højre har været gode til at se, at der var ledig plads på denne bane,« siger Steven Forti.

Kasper Kloch

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-51/samfund/europas-unge-er-ikke-woke

 

Kommentar. Jakob Ellemann-Jensen har givet afkald på mere end en advokatundersøgelse.

Værdighed eller skattelettelser

Jakob Ellemann kunne ikke engang tage ansvar for sit eget løftebrud, da han søndag aften droppede kravet om en advokatvurdering af minksagen. Sproget var pinligt passivt:

»Det er klart, det er noget, hvor vi ikke har set helt ens på tingene for nu at sige det, som det er. Meldingen er selvfølgelig, at man kan ikke starte et regeringssamarbejde, hvis et sådant måtte komme, med en advokatvurdering af landets statsminister. Det har Lars Løkke også været ude og sige tidligere i dag.«

Hvis »melding« taler han om – Mette Frederiksens? Hvorfor begrunder han sin beslutning ved at henvise til Lars Løkke Rasmussen? Lars Løkke har tidligere ydmyget ham ved at kritisere hans linje som ny Venstre-formand, og nu ophæver Ellemann ham pludselig til en form for alibi, en politisk tryghedsgaranti. At lade Lars Løkke Rasmussen gå på tv først er tegn på en politisk leder, der gerne vil være stor mand, så længe han kan gemme sig bag andre.

Jakob Ellemanns sproglige distance til sine egne handlinger harmonerer ikke med det personlige ansvar, Venstre ellers fremhæver som en borgerlig værdi. Så længe det var gratis at kræve en advokatvurdering, rejste Jakob Ellemann land og rige rundt og gjorde det til et kampråb, der gjaldede hele vejen ned igennem de borgerlige rækker. Da kravet pludselig kostede ham noget, kastede han det over bord sammen med de Venstre-folk, der troede på, at han mente det.

 

Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix.

Lige efter Jakob Ellemann gik Mette Frederiksen på tv i en tydeligt koordineret aktion. Med et upåvirket ansigtsudtryk sagde hun:

»Jeg er ked af det forløb, der har været, og jeg vil gerne undskylde igen over for landets minkavlere og deres familier og andre, der er berørte af det her.«

Hvis det er sådan, en borgerlig sejr ser ud, havde nederlaget nok været mere ærværdigt. Værdighed kan ikke købes for skattelettelser.

Tiden vil vise, hvordan hans vælgere tager imod det. Vælgernes hukommelse er kort – det kan Lars Løkke bevidne – men det endte ikke godt for Anders Samuelsen, dengang han forsøgte at tale sig ud af sit eget løftebrud.

Lederen af Liberal Alliance truede konstant med at vælte Lars Løkkes regering, hvis han ikke lettede topskatten med fem procentpoint, men endte i stedet med at vælte sig selv. Han gik i regering i 2016 og forsøgte at bilde sine vælgere ind, at det var del af en snedig masterplan. VLAK-regeringen, som var udtænkt af den såkaldte store politiske håndværker, Lars Løkke Rasmussen, viste sig at være holdt sammen med tape og hæfteklammer, og partilederen blev stemt ud ved førstkommende valg. Hans eftermæle blev en politisk kamikazemission.

Selv hævdede Anders Samuelsen, at Liberal Alliance fik ganske mange skattelettelser igennem, men det var vist kun partitoppen, der helt var i stand til at gøre rede for dem.

Jakob Ellemann vil nu på samme måde forsøge at overbevise vælgerne om de store indrømmelser, han nu vil få, som ellers ikke havde været mulige. Det kan godt være, at danskerne får flere penge tilbage i skat, men Jakob Ellemann får ikke af den grund sin værdighed tilbage.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/vaerdighed-eller-skattelettelser

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Det er for sent at bakke ud af det morads, FE-sagen har efterladt. Det er resultatet af regeringens handlinger og kan ikke bortskaffes med en syltning.

Gusten studehandel

DE tålmodige forhandlere fra Socialdemokratiet og Venstre er ved at stykke et regeringsgrundlag sammen. De er tilsyneladende enige om, at de er i samme situation som alle andre: Der er ikke penge nok til det hele, hvorfor der må skaffes nogle flere eller bruges færre. Og når det gælder arbejdsudbud og fordelingen af goderne i en krisetid, er der ikke langt mellem de to partier, der skiftes til at danne regering her i landet. Særligt, når regnestykket inkluderer det politisk opportune for de to partiledere.

STORE interesser er der i at få dannet en midterregering med S og V som bropiller, men konstruktionen besværliggøres af det sumpede område, FE-sagen har efterladt. Skal fundamentet holde, må hullerne fyldes op. Det fik i sidste uge Enhedslisten til at foreslå, at der udarbejdes et kommissorium for den FE-undersøgelse, der var flertal for i valgkampen. Partiet frygter det indlysende: S og V havde indtil for nylig helt modstridende interesser i sagen. Nu skal de fusioneres i en samlingsregering, og det lægger op til en historisk lokumsaftale.

SYLTEKRUKKER af usete dimensioner er nødvendige, hvis denne skandale skal kunne hengemmes. Lad os minde om, at landets spionchef er blevet overvåget og tiltalt efter en paragraf, der handler om at videregive hemmelige oplysninger til fremmede magter. Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet for samme forbrydelse. Hele året har Venstre krævet indsigt i regeringstoppens indblanding i hjemsendelsen af FE-ledelsen og talt om en politisk motiveret sag mod Findsen og Hjort. Venstre kan vel umuligt gå i regering med Hjort-sagen som et fortsat åbent spørgsmål. Vil Ellemann gå med til at sylte FE-undersøgelsen, hvis sagen mod Hjort til gengæld flyttes fra retsbogen til glemmebogen? Og hvad med Findsen-sagen? De to sager hænger uløseligt sammen. Uanset hvad får de ambitiøse partiledere et gigantisk forklaringsproblem.

GØRES regnebrættet op, ser en løsning vanskelig ud. Anders Fogh Rasmussen mener, at en ny justitsminister – i egenskab af rigets øverste anklager – bør trække tiltalen mod Lars Findsen tilbage. Hvad vil rigsadvokaten, instrueret af justitsministeren, i så fald sige? For eksempel at en lang retssag ikke kan forventes gennemført fuldkommen lukket for offentligheden. At dommens præmisser, uanset hvad den bliver, vil blive meget vanskelige at hemmeligholde. Og at sagen derfor risikerer at skade efterretningstjenesten yderligere.

Det kunne i så fald være studehandlen mellem Socialdemokratiet og de partier, der indgår i regeringen: Tiltalen mod Lars Findsen og derfor også sagen mod Claus Hjort Frederiksen droppes med en forklaring om deres komplicerede natur og nationens sikkerhed. Og samtidig aborteres den bebudede undersøgelse af forløbet.

Anders Fogh Rasmussen mener, at en ny justitsminister – i egenskab af rigets øverste anklager – bør trække tiltalen mod Lars Findsen tilbage. Foto: Emil Helms, Scanpix.

KLAR til en sådan aftale er parterne muligvis. Her i avisen har vi flere gange påpeget, at sagen aldrig skulle have været rejst og er udtryk for panik, stædighed og politisk topstyring af efterretningstjenesten. Vi har også peget på de talrige muligheder, der har været for at stoppe lavinen, før den gjorde mere skade. Men at lade sagen falde nu vil være absurd.

Anklageskriftet er udfærdiget; at spole filmen baglæns med det argument, at en retssag vil skade efterretningstjenesten, vil være et figenblad, der i bedste fald er helt gennemsigtigt. Det er jo præcis det, kritikerne, herunder Claus Hjort Frederiksen, har sagt siden hjemsendelsen af FE-ledelsen i eftersommeren 2020: at regeringens håndtering har kastet et skadeligt og unødvendigt lys på tjenesten. Fremføres dette argument nu – af Socialdemokratiet – vil det få hele Mette Frederiksens og hendes ministres skøre konstruktion i FE-sagen til at styrte sammen.

Værst vil det være, at princippet om anklagemyndighedens uafhængighed af det politiske system må lægges i graven. Det har allerede lidt stor skade; nu vil det være stendødt. Derfor er det for sent at bakke ud af det morads, FE-sagen har efterladt. Det er resultatet af regeringens handlinger og kan ikke bortskaffes med en syltning.

Derfor bør de partier, der indgår i eller lægger mandater til en ny regering, også insistere på en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, præcis som de krævede i valgkampen.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-49/samfund/gusten-studehandel

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Når verden går under, bliver det ikke med et suk, men til lyden af en moralsk opsang.

IT`S HARD TO BE A HELLIG FRANS

Vores samtid mangler ikke moral, men er oversvømmet af moral. En moral, der har den fordel, at den ikke forpligter os selv, men de andre. Det lærer tre af tidens mest betændte debatter os. Lad os se nærmere på nisseracisme, VM i Qatar og Theresa Scavenius’ flyrejser.

Da det kom frem, at Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius havde fløjet frem og tilbage mellem København og Aalborg, blev hun på lederplads i Politiken bedt om at skamme sig. Avisen kunne dog samtidig sende journalister afsted på flyrejser, så læserne kunne blive inspireret til at tage på tangrejse til Irland, til Paradisdalen i Grønland eller besøge Michelin-restauranter i Istanbul. Scavenius afviste kritikken og skrev på Facebook: »Som individer er vi magtesløse. Men igennem politiske fællesskaber kan vi skabe nogle strukturer«.

Og det lød jo flot, men det var også lidt spøjst at se en klimaordfører afskrive det personlige ansvar, ligesom det var komisk at se Politiken skose en politiker for at gøre det, som avisens egne journalister selv gjorde. Begge parter fortæller os, at moral er en forpligtelse for andre, mens ens eget job mest af alt består i at påpege det.

Parallelt med debatten om Scavenius blev der afviklet VM i Qatar. De danske fodboldspillere drog afsted som moralriddere anført af filosofkongen Kasper Hjulmand, som forinden havde modtaget priser for at gå ind for diversitet og sige, at succes er at gøre det rigtige. Spillerne var blevet hyldet for at kæmpe for lgbt+-rettigheder i lande, hvor de allerede havde rettigheder, og for at kæmpe mod racisme i nationer, hvor man i forvejen tog afstand fra racisme. Men truslen om et sølle gult kort satte en stopper for værdikampen, da det indebar en pris for holdets anfører. Moralridderne viste sig at være gratister, og da holdet røg ud af VM, lød Hjulmand mere som den enfoldige Mr. Chance i Being There end som Årets Leder, Laks og Orakel.

»Skal vi lade fortid være fortid, eller skal vi rette og ligefrem slette de dele af den, der ikke harmonerer med nutidens normer, hvilket kommer til at indebære et omfattende revisionsarbejde,« spørger Anne Sophia Hermansen i denne kommentar. Foto: TV2

 

På det tidspunkt var dommen for længst blevet afsagt fra sofarækken på de sociale og etablerede medier: Qatar er en menneskerettighedsløs slyngelstat, som aldrig skulle have haft VM. Kritikerne ønsker dog næppe selv at undvære naturgas og olie fra Qatar, ligesom europæiske virksomheder og regeringer dagligt samhandler med den undertrykkende ørkenstat uden at det dog bliver genstand for nævneværdig debat. Årsagen? 

Fordi mange gerne vil være moralske, men kun når det er omkostningsfrit for dem selv.

Og endelig har vi i ugens løb haft debatten om Pyrus og nisseracisme, hvor den af mange elskede julekalender ikke længere må vises, fordi der indgår blackfacing. Eller gør der? Danser børnene en uskyldig flødebolledans, eller opfører de en syndig aflægger af Minstrel-traditionen? 

Må man kun spille sort, hvis man selv er sort? Betyder intentionen noget, eller er det alene reaktionen? Og skal vi lade fortid være fortid, eller skal vi rette og ligefrem slette de dele af den, der ikke harmonerer med nutidens normer, hvilket kommer til at indebære et omfattende revisionsarbejde med et par tusinde års kulturhistorie?

Identitetsdebatten, som foreløbig har kørt i mindst tre årtier i USA, er kendetegnet af, at moral spiller en afgørende rolle, og især spiller det en rolle, hvad man mener, andre er forpligtet til. Og det er kort sagt at vide og føle bedre – også med tilbagevirkende kraft.

Kendetegnende er også udtrykket privilegieblindhed, der er en form for retorisk holdkæftbolche, som vederlagsfrit kan smides i hovedet på alle dem, der mener noget andet end en selv. Mener man ikke, at Pyrus er en kæmpe racist, skyldes det, at man er blind for sine egne privilegier, ligesom det er privilegieblindt at kalde en is for Kæmpe Eskimo.

Læg hertil, at gårsdagens helte med ét kan blive morgendagens skurke. Det gælder ikke kun Politiken, Theresa Scavenius, Pyrus og landsholdets førtidspensionerede moralriddere, men også instruktøren Flemming Jensen, der indtil for nylig troede, at han kærligt og loyalt udbredte kendskabet til Grønland.

Men så kom han en tur i Go’Aften Danmark og blev belært om, at han var privilegieblind og endda bærer af raciale strukturer. Hvad der skete? Jo, han troede, han var inviteret i studiet for at fortælle om sin seneste juleforestilling, men i stedet blev han moralsk vurderet af et panel, der ikke selv havde noget på spil.

Når verden går under bliver det ikke med et suk, men til lyden af en moralsk opsang.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/its-hard-to-be-a-hellig-frans

ANNE SOPHIA HERMANSEN (f. 1972) er kulturkommentator og magister i litteraturhistorie med supplerende fag i filosofi og idéhistorie. Hun skriver om litteratur, tidsånd, dannelse, eksistens og kulturhistorie. Har desuden bidraget til en række antologier og er bestyrelsesmedlem samt foredragsholder.

 

ASMH@WEEKENDAVISEN.DK