Kommentar. Når verden går under, bliver det ikke med et suk, men til lyden af en moralsk opsang.

IT`S HARD TO BE A HELLIG FRANS

Vores samtid mangler ikke moral, men er oversvømmet af moral. En moral, der har den fordel, at den ikke forpligter os selv, men de andre. Det lærer tre af tidens mest betændte debatter os. Lad os se nærmere på nisseracisme, VM i Qatar og Theresa Scavenius’ flyrejser.

Da det kom frem, at Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius havde fløjet frem og tilbage mellem København og Aalborg, blev hun på lederplads i Politiken bedt om at skamme sig. Avisen kunne dog samtidig sende journalister afsted på flyrejser, så læserne kunne blive inspireret til at tage på tangrejse til Irland, til Paradisdalen i Grønland eller besøge Michelin-restauranter i Istanbul. Scavenius afviste kritikken og skrev på Facebook: »Som individer er vi magtesløse. Men igennem politiske fællesskaber kan vi skabe nogle strukturer«.

Og det lød jo flot, men det var også lidt spøjst at se en klimaordfører afskrive det personlige ansvar, ligesom det var komisk at se Politiken skose en politiker for at gøre det, som avisens egne journalister selv gjorde. Begge parter fortæller os, at moral er en forpligtelse for andre, mens ens eget job mest af alt består i at påpege det.

Parallelt med debatten om Scavenius blev der afviklet VM i Qatar. De danske fodboldspillere drog afsted som moralriddere anført af filosofkongen Kasper Hjulmand, som forinden havde modtaget priser for at gå ind for diversitet og sige, at succes er at gøre det rigtige. Spillerne var blevet hyldet for at kæmpe for lgbt+-rettigheder i lande, hvor de allerede havde rettigheder, og for at kæmpe mod racisme i nationer, hvor man i forvejen tog afstand fra racisme. Men truslen om et sølle gult kort satte en stopper for værdikampen, da det indebar en pris for holdets anfører. Moralridderne viste sig at være gratister, og da holdet røg ud af VM, lød Hjulmand mere som den enfoldige Mr. Chance i Being There end som Årets Leder, Laks og Orakel.

»Skal vi lade fortid være fortid, eller skal vi rette og ligefrem slette de dele af den, der ikke harmonerer med nutidens normer, hvilket kommer til at indebære et omfattende revisionsarbejde,« spørger Anne Sophia Hermansen i denne kommentar. Foto: TV2

 

På det tidspunkt var dommen for længst blevet afsagt fra sofarækken på de sociale og etablerede medier: Qatar er en menneskerettighedsløs slyngelstat, som aldrig skulle have haft VM. Kritikerne ønsker dog næppe selv at undvære naturgas og olie fra Qatar, ligesom europæiske virksomheder og regeringer dagligt samhandler med den undertrykkende ørkenstat uden at det dog bliver genstand for nævneværdig debat. Årsagen? 

Fordi mange gerne vil være moralske, men kun når det er omkostningsfrit for dem selv.

Og endelig har vi i ugens løb haft debatten om Pyrus og nisseracisme, hvor den af mange elskede julekalender ikke længere må vises, fordi der indgår blackfacing. Eller gør der? Danser børnene en uskyldig flødebolledans, eller opfører de en syndig aflægger af Minstrel-traditionen? 

Må man kun spille sort, hvis man selv er sort? Betyder intentionen noget, eller er det alene reaktionen? Og skal vi lade fortid være fortid, eller skal vi rette og ligefrem slette de dele af den, der ikke harmonerer med nutidens normer, hvilket kommer til at indebære et omfattende revisionsarbejde med et par tusinde års kulturhistorie?

Identitetsdebatten, som foreløbig har kørt i mindst tre årtier i USA, er kendetegnet af, at moral spiller en afgørende rolle, og især spiller det en rolle, hvad man mener, andre er forpligtet til. Og det er kort sagt at vide og føle bedre – også med tilbagevirkende kraft.

Kendetegnende er også udtrykket privilegieblindhed, der er en form for retorisk holdkæftbolche, som vederlagsfrit kan smides i hovedet på alle dem, der mener noget andet end en selv. Mener man ikke, at Pyrus er en kæmpe racist, skyldes det, at man er blind for sine egne privilegier, ligesom det er privilegieblindt at kalde en is for Kæmpe Eskimo.

Læg hertil, at gårsdagens helte med ét kan blive morgendagens skurke. Det gælder ikke kun Politiken, Theresa Scavenius, Pyrus og landsholdets førtidspensionerede moralriddere, men også instruktøren Flemming Jensen, der indtil for nylig troede, at han kærligt og loyalt udbredte kendskabet til Grønland.

Men så kom han en tur i Go’Aften Danmark og blev belært om, at han var privilegieblind og endda bærer af raciale strukturer. Hvad der skete? Jo, han troede, han var inviteret i studiet for at fortælle om sin seneste juleforestilling, men i stedet blev han moralsk vurderet af et panel, der ikke selv havde noget på spil.

Når verden går under bliver det ikke med et suk, men til lyden af en moralsk opsang.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-48/samfund/its-hard-to-be-a-hellig-frans

ANNE SOPHIA HERMANSEN (f. 1972) er kulturkommentator og magister i litteraturhistorie med supplerende fag i filosofi og idéhistorie. Hun skriver om litteratur, tidsånd, dannelse, eksistens og kulturhistorie. Har desuden bidraget til en række antologier og er bestyrelsesmedlem samt foredragsholder.

 

ASMH@WEEKENDAVISEN.DK