Kronik. At gå i regering
med S er ikke løsningen på Jakob Ellemanns problem. Det er selve problemet.
PÅ VILD FLUGT FRA SIG SELV
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Venstre
forhandler med Socialdemokratiet om et muligt regeringssamarbejde. Interessant
nok var der samtidig årsmøde for Venstre, hvor Jakob Ellemann gjorde det klart,
at han vil have Venstre til at være et bredt folkeparti igen.
Eller rettere han synes, at Venstre allerede er et
folkeparti, men skal være det i endnu højere grad. Som han konstaterede: »Nok
er vi gået tilbage, men Venstre er fortsat et bredt og folkeligt parti.«
At Venstre skulle være et bredt folkeparti,
tror jeg ikke, der er mange, der vil anerkende. Derfor skal udtalelsen snarere
forstås som et ønske. En bestræbelse på igen at blive det. Hvordan det skal
hænge sammen med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er imidlertid
svært at forstå.
Selv peger Ellemann på, at det skal være
økonomisk og reformmæssigt, at Venstre vil sætte sine aftryk i en sådan
regering. Som han sagde i sin tale om møderne på Marienborg med
Socialdemokratiet: »Det er snarere sonderinger eller samtaler, der skal afsøge,
om der er et reelt reformflertal i Danmark.«
Det efterlader, må man antage,
værdipolitikken i socialdemokratiske hænder, altså den konservative
og folkelige del af det politiske spillerum, som Socialdemokratiet i forvejen
har været gode til at inkorporere i forrige valgperiode, og som Ellemann så
desperat har brug for, hvis han vil gøre Venstre til et bredt folkeparti igen.
Hvordan det hele skal hænge sammen, må man håbe, han overvejer nærmere, før han
kaster sig i armene på Socialdemokratiet.
Illustration: Rasmus Meisler
Bestræbelsen på at blive et borgerligt folkeparti er
nemlig en rigtig bestræbelse i mine øjne. Men hans idé om, hvad det vil sige at
være et bredt folkeparti, er højst sandsynligt forfejlet. Det så man, da han
blev formand og udgrænsede både konservatismen og folkeligheden.
De to dele af borgerligheden irriterede ham, fordi han er
liberal dogmatiker. Han er en moderne liberalist, der kun har blik for økonomi
og individets frihed til at udfolde sig som det ønskede. Alt, hvad der står i
vejen for den form for liberalisme, er mudder, der tilsøler den rene
liberalismes fortræffeligheder som en højere moralsk ideologi.
Som han sagde i Deadline på DR om sin
liberale linje, kort efter at han trådte til som formand: »Det kan godt være,
at det ikke er det populære, men det er det, som er det rigtige.«
Den moderne liberalisme er med andre ord et
højere stadie end andre dele af borgerligheden. Konservatisme og folkelighed er
sådan noget, der måske er populært hos en stor del af
vælgerne, men det er moralsk anløbent. Sådan måtte man i hvert fald forstå
Ellemann dengang. Det sås også, da han smed både de konservative elementer og
Støjberg-fløjen i partiet under
bussen kort efter sin tiltræden som formand.
Hvor Støjberg syntes, at MeToo var gået for langt, var
Ellemann uenig. Da Støjberg syntes, at indvandrings- og
flygtningeudfordringerne var
særdeles vigtige, var Ellemann uenig. For Ellemann var og er frihed,
skattelettelser, økonomiske reformer og flere fritvalgsordninger i det
offentlige de afgørende politiske spørgsmål. Ellemann vil smøre
konkurrencestaten med olie.
Den tilgang ledte til en åreladning af mere
folkelige og konservative profiler for partiet, som for eksempler Britt Bager
og Marcus Knuth. Og selvfølgelig Støjberg. Og i sidste ende til et katastrofalt
ringe valg for Venstre, der blev splittet i tre, hvilket er den afgørende årsag
til den borgerlige krise, vi står i.
Det er samme analyse, som Christian Egander
Skov har fremsat i bogen Borgerlig krise. Her
fremsætter han forklaringen på den borgerlige krise, og hvordan den i høj grad
udspringer af Venstres splittelse. Analysen er, at borgerligheden traditionelt
fungerer bedst, når den kan kombinere et forsvar for den liberale forståelse af
den enkeltes frihed med en konservativ forståelse for betydningen af stabile
institutioner, med en påskønnelse af det levede liv i civilsamfundets
fællesskaber. Liberalisme, konservatisme og folkelighed i ét. Det var blandt
andet dét, der var til stede under VKO-samarbejdet op gennem 00erne og 10erne.
Den treenighed besidder Ellemann ikke.
For Ellemann består det folkelige i stedet i
at være et ansvarligt økonomisk reformerende centrumparti. Det er der helt
sikkert noget rigtigt i at være. Det har bare ikke meget med folkelighed at
gøre. Det afslører, at han stadig ikke har forstået, hvad der er problemet med
borgerlighedens krise. Han er stadig af den overbevisning, at borgerligheden
først og fremmest mangler fokus på ansvarlighed og nødvendig økonomisk politik.
Folkelighed er derimod det modsatte.
Folkelighed er ikke at dyrke fornuft, teknokrati og konkurrencestatspolitik.
Folkelighed er følelser, anerkendelse og levende fællesskaber i civilsamfundet.
Alt det, som Jakob Ellemann i bedste fald ikke forstår særlig godt, eller i
værste fald er ligeglad med.
Der var dog håb at spore efter valget, da
Ellemann lidt kækt nævnte, at Venstre fik et rigtig godt valg, hvis man lagde
Danmarksdemokraterne og Moderaternes stemmetal sammen med Venstres. Det
afslører, at han faktisk er bevidst om, at Venstres traditionelle borgerlighed
faktisk er splintret i tre størrelser. Han er med andre ord klar over, at
Støjberg og Moderaterne egentlig hører til hos Venstre og ikke uden for
Venstre. Det er en vigtig erkendelse, for det er den grundlæggende årsag til
den borgerlige krise, at de tre dele af Venstre står i modsætningsforhold til
hinanden fremfor at udgøre en borgerlig treenighed.
Hvis den treenighed skal genopbygges nu, er
det kloge at tage en tænkepause. At gå i opposition slet og ret. Bygge Venstre
op som et sammenhængende alternativ til Socialdemokratiet. Ellemann nævnte selv
i talen på årsmødet, at der er for mange små partier,
som konkurrerer internt, til at blå blok kan hænge sammen. Så meget desto
vigtigere er det, at Venstre tager førertrøjen på sig og står i spidsen for at blive
det store borgerlige parti, der på ny
inkorporerer de splittelser, der har ledt til flere partier.
Hvis Ellemann går i regering, kan det være,
han får indflydelse på kort sigt, men han umuliggør skabelsen af det brede
folkeparti, han selv ønsker.
Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/paa-vild-flugt-fra-sig-selv
RASMUS ULSTRUP LARSEN
Cand.merc.fil.,
journalist på Konstrast.dk
PÅ VILD FLUGT FRA SIG SELV
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Venstre
forhandler med Socialdemokratiet om et muligt regeringssamarbejde. Interessant
nok var der samtidig årsmøde for Venstre, hvor Jakob Ellemann gjorde det klart,
at han vil have Venstre til at være et bredt folkeparti igen.
Eller rettere han synes, at Venstre allerede er et
folkeparti, men skal være det i endnu højere grad. Som han konstaterede: »Nok
er vi gået tilbage, men Venstre er fortsat et bredt og folkeligt parti.«
At Venstre skulle være et bredt folkeparti,
tror jeg ikke, der er mange, der vil anerkende. Derfor skal udtalelsen snarere
forstås som et ønske. En bestræbelse på igen at blive det. Hvordan det skal
hænge sammen med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er imidlertid
svært at forstå.
Selv peger Ellemann på, at det skal være
økonomisk og reformmæssigt, at Venstre vil sætte sine aftryk i en sådan
regering. Som han sagde i sin tale om møderne på Marienborg med
Socialdemokratiet: »Det er snarere sonderinger eller samtaler, der skal afsøge,
om der er et reelt reformflertal i Danmark.«
Det efterlader, må man antage,
værdipolitikken i socialdemokratiske hænder, altså den konservative
og folkelige del af det politiske spillerum, som Socialdemokratiet i forvejen
har været gode til at inkorporere i forrige valgperiode, og som Ellemann så
desperat har brug for, hvis han vil gøre Venstre til et bredt folkeparti igen.
Hvordan det hele skal hænge sammen, må man håbe, han overvejer nærmere, før han
kaster sig i armene på Socialdemokratiet.
Illustration: Rasmus Meisler
Bestræbelsen på at blive et borgerligt folkeparti er
nemlig en rigtig bestræbelse i mine øjne. Men hans idé om, hvad det vil sige at
være et bredt folkeparti, er højst sandsynligt forfejlet. Det så man, da han
blev formand og udgrænsede både konservatismen og folkeligheden.
De to dele af borgerligheden irriterede ham, fordi han er
liberal dogmatiker. Han er en moderne liberalist, der kun har blik for økonomi
og individets frihed til at udfolde sig som det ønskede. Alt, hvad der står i
vejen for den form for liberalisme, er mudder, der tilsøler den rene
liberalismes fortræffeligheder som en højere moralsk ideologi.
Som han sagde i Deadline på DR om sin
liberale linje, kort efter at han trådte til som formand: »Det kan godt være,
at det ikke er det populære, men det er det, som er det rigtige.«
Den moderne liberalisme er med andre ord et
højere stadie end andre dele af borgerligheden. Konservatisme og folkelighed er
sådan noget, der måske er populært hos en stor del af
vælgerne, men det er moralsk anløbent. Sådan måtte man i hvert fald forstå
Ellemann dengang. Det sås også, da han smed både de konservative elementer og
Støjberg-fløjen i partiet under
bussen kort efter sin tiltræden som formand.
Hvor Støjberg syntes, at MeToo var gået for langt, var
Ellemann uenig. Da Støjberg syntes, at indvandrings- og
flygtningeudfordringerne var
særdeles vigtige, var Ellemann uenig. For Ellemann var og er frihed,
skattelettelser, økonomiske reformer og flere fritvalgsordninger i det
offentlige de afgørende politiske spørgsmål. Ellemann vil smøre
konkurrencestaten med olie.
Den tilgang ledte til en åreladning af mere
folkelige og konservative profiler for partiet, som for eksempler Britt Bager
og Marcus Knuth. Og selvfølgelig Støjberg. Og i sidste ende til et katastrofalt
ringe valg for Venstre, der blev splittet i tre, hvilket er den afgørende årsag
til den borgerlige krise, vi står i.
Det er samme analyse, som Christian Egander
Skov har fremsat i bogen Borgerlig krise. Her
fremsætter han forklaringen på den borgerlige krise, og hvordan den i høj grad
udspringer af Venstres splittelse. Analysen er, at borgerligheden traditionelt
fungerer bedst, når den kan kombinere et forsvar for den liberale forståelse af
den enkeltes frihed med en konservativ forståelse for betydningen af stabile
institutioner, med en påskønnelse af det levede liv i civilsamfundets
fællesskaber. Liberalisme, konservatisme og folkelighed i ét. Det var blandt
andet dét, der var til stede under VKO-samarbejdet op gennem 00erne og 10erne.
Den treenighed besidder Ellemann ikke.
For Ellemann består det folkelige i stedet i
at være et ansvarligt økonomisk reformerende centrumparti. Det er der helt
sikkert noget rigtigt i at være. Det har bare ikke meget med folkelighed at
gøre. Det afslører, at han stadig ikke har forstået, hvad der er problemet med
borgerlighedens krise. Han er stadig af den overbevisning, at borgerligheden
først og fremmest mangler fokus på ansvarlighed og nødvendig økonomisk politik.
Folkelighed er derimod det modsatte.
Folkelighed er ikke at dyrke fornuft, teknokrati og konkurrencestatspolitik.
Folkelighed er følelser, anerkendelse og levende fællesskaber i civilsamfundet.
Alt det, som Jakob Ellemann i bedste fald ikke forstår særlig godt, eller i
værste fald er ligeglad med.
Der var dog håb at spore efter valget, da
Ellemann lidt kækt nævnte, at Venstre fik et rigtig godt valg, hvis man lagde
Danmarksdemokraterne og Moderaternes stemmetal sammen med Venstres. Det
afslører, at han faktisk er bevidst om, at Venstres traditionelle borgerlighed
faktisk er splintret i tre størrelser. Han er med andre ord klar over, at
Støjberg og Moderaterne egentlig hører til hos Venstre og ikke uden for
Venstre. Det er en vigtig erkendelse, for det er den grundlæggende årsag til
den borgerlige krise, at de tre dele af Venstre står i modsætningsforhold til
hinanden fremfor at udgøre en borgerlig treenighed.
Hvis den treenighed skal genopbygges nu, er
det kloge at tage en tænkepause. At gå i opposition slet og ret. Bygge Venstre
op som et sammenhængende alternativ til Socialdemokratiet. Ellemann nævnte selv
i talen på årsmødet, at der er for mange små partier,
som konkurrerer internt, til at blå blok kan hænge sammen. Så meget desto
vigtigere er det, at Venstre tager førertrøjen på sig og står i spidsen for at blive
det store borgerlige parti, der på ny
inkorporerer de splittelser, der har ledt til flere partier.
Hvis Ellemann går i regering, kan det være,
han får indflydelse på kort sigt, men han umuliggør skabelsen af det brede
folkeparti, han selv ønsker.
Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/paa-vild-flugt-fra-sig-selv
RASMUS ULSTRUP LARSEN
Cand.merc.fil.,
journalist på Konstrast.dk
PÅ VILD FLUGT FRA SIG SELV
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Venstre
forhandler med Socialdemokratiet om et muligt regeringssamarbejde. Interessant
nok var der samtidig årsmøde for Venstre, hvor Jakob Ellemann gjorde det klart,
at han vil have Venstre til at være et bredt folkeparti igen.
Eller rettere han synes, at Venstre allerede er et
folkeparti, men skal være det i endnu højere grad. Som han konstaterede: »Nok
er vi gået tilbage, men Venstre er fortsat et bredt og folkeligt parti.«
At Venstre skulle være et bredt folkeparti,
tror jeg ikke, der er mange, der vil anerkende. Derfor skal udtalelsen snarere
forstås som et ønske. En bestræbelse på igen at blive det. Hvordan det skal
hænge sammen med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er imidlertid
svært at forstå.
Selv peger Ellemann på, at det skal være
økonomisk og reformmæssigt, at Venstre vil sætte sine aftryk i en sådan
regering. Som han sagde i sin tale om møderne på Marienborg med
Socialdemokratiet: »Det er snarere sonderinger eller samtaler, der skal afsøge,
om der er et reelt reformflertal i Danmark.«
Det efterlader, må man antage,
værdipolitikken i socialdemokratiske hænder, altså den konservative
og folkelige del af det politiske spillerum, som Socialdemokratiet i forvejen
har været gode til at inkorporere i forrige valgperiode, og som Ellemann så
desperat har brug for, hvis han vil gøre Venstre til et bredt folkeparti igen.
Hvordan det hele skal hænge sammen, må man håbe, han overvejer nærmere, før han
kaster sig i armene på Socialdemokratiet.
Illustration: Rasmus Meisler
Bestræbelsen på at blive et borgerligt folkeparti er
nemlig en rigtig bestræbelse i mine øjne. Men hans idé om, hvad det vil sige at
være et bredt folkeparti, er højst sandsynligt forfejlet. Det så man, da han
blev formand og udgrænsede både konservatismen og folkeligheden.
De to dele af borgerligheden irriterede ham, fordi han er
liberal dogmatiker. Han er en moderne liberalist, der kun har blik for økonomi
og individets frihed til at udfolde sig som det ønskede. Alt, hvad der står i
vejen for den form for liberalisme, er mudder, der tilsøler den rene
liberalismes fortræffeligheder som en højere moralsk ideologi.
Som han sagde i Deadline på DR om sin
liberale linje, kort efter at han trådte til som formand: »Det kan godt være,
at det ikke er det populære, men det er det, som er det rigtige.«
Den moderne liberalisme er med andre ord et
højere stadie end andre dele af borgerligheden. Konservatisme og folkelighed er
sådan noget, der måske er populært hos en stor del af
vælgerne, men det er moralsk anløbent. Sådan måtte man i hvert fald forstå
Ellemann dengang. Det sås også, da han smed både de konservative elementer og
Støjberg-fløjen i partiet under
bussen kort efter sin tiltræden som formand.
Hvor Støjberg syntes, at MeToo var gået for langt, var
Ellemann uenig. Da Støjberg syntes, at indvandrings- og
flygtningeudfordringerne var
særdeles vigtige, var Ellemann uenig. For Ellemann var og er frihed,
skattelettelser, økonomiske reformer og flere fritvalgsordninger i det
offentlige de afgørende politiske spørgsmål. Ellemann vil smøre
konkurrencestaten med olie.
Den tilgang ledte til en åreladning af mere
folkelige og konservative profiler for partiet, som for eksempler Britt Bager
og Marcus Knuth. Og selvfølgelig Støjberg. Og i sidste ende til et katastrofalt
ringe valg for Venstre, der blev splittet i tre, hvilket er den afgørende årsag
til den borgerlige krise, vi står i.
Det er samme analyse, som Christian Egander
Skov har fremsat i bogen Borgerlig krise. Her
fremsætter han forklaringen på den borgerlige krise, og hvordan den i høj grad
udspringer af Venstres splittelse. Analysen er, at borgerligheden traditionelt
fungerer bedst, når den kan kombinere et forsvar for den liberale forståelse af
den enkeltes frihed med en konservativ forståelse for betydningen af stabile
institutioner, med en påskønnelse af det levede liv i civilsamfundets
fællesskaber. Liberalisme, konservatisme og folkelighed i ét. Det var blandt
andet dét, der var til stede under VKO-samarbejdet op gennem 00erne og 10erne.
Den treenighed besidder Ellemann ikke.
For Ellemann består det folkelige i stedet i
at være et ansvarligt økonomisk reformerende centrumparti. Det er der helt
sikkert noget rigtigt i at være. Det har bare ikke meget med folkelighed at
gøre. Det afslører, at han stadig ikke har forstået, hvad der er problemet med
borgerlighedens krise. Han er stadig af den overbevisning, at borgerligheden
først og fremmest mangler fokus på ansvarlighed og nødvendig økonomisk politik.
Folkelighed er derimod det modsatte.
Folkelighed er ikke at dyrke fornuft, teknokrati og konkurrencestatspolitik.
Folkelighed er følelser, anerkendelse og levende fællesskaber i civilsamfundet.
Alt det, som Jakob Ellemann i bedste fald ikke forstår særlig godt, eller i
værste fald er ligeglad med.
Der var dog håb at spore efter valget, da
Ellemann lidt kækt nævnte, at Venstre fik et rigtig godt valg, hvis man lagde
Danmarksdemokraterne og Moderaternes stemmetal sammen med Venstres. Det
afslører, at han faktisk er bevidst om, at Venstres traditionelle borgerlighed
faktisk er splintret i tre størrelser. Han er med andre ord klar over, at
Støjberg og Moderaterne egentlig hører til hos Venstre og ikke uden for
Venstre. Det er en vigtig erkendelse, for det er den grundlæggende årsag til
den borgerlige krise, at de tre dele af Venstre står i modsætningsforhold til
hinanden fremfor at udgøre en borgerlig treenighed.
Hvis den treenighed skal genopbygges nu, er
det kloge at tage en tænkepause. At gå i opposition slet og ret. Bygge Venstre
op som et sammenhængende alternativ til Socialdemokratiet. Ellemann nævnte selv
i talen på årsmødet, at der er for mange små partier,
som konkurrerer internt, til at blå blok kan hænge sammen. Så meget desto
vigtigere er det, at Venstre tager førertrøjen på sig og står i spidsen for at blive
det store borgerlige parti, der på ny
inkorporerer de splittelser, der har ledt til flere partier.
Hvis Ellemann går i regering, kan det være,
han får indflydelse på kort sigt, men han umuliggør skabelsen af det brede
folkeparti, han selv ønsker.
Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/paa-vild-flugt-fra-sig-selv
RASMUS ULSTRUP LARSEN
Cand.merc.fil.,
journalist på Konstrast.dk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar