Sms'er afslører Løkkes profil: Taget i løgn

Jon Stephensen pressede en ung skuespillerinde, efter hun var faldet om på scenen. Det sejler for en af Løkkes få kendte ansigter

Problemerne tårner sig op for den tidligere teaterdirektør. Foto: Emil Agerskov

Den tidligere teaterdirektør Jon Stephensen er i den grad på dybt vand.

Adskillige alvorlige anklager hagler ned over manden, der nu sidder i Folketinget og bestrider posterne som udenrigs- og kulturordfører for Lars Løkkes parti, Moderaterne.

Han har blandt andet i sin tid som boss på teatret Aveny-T tilbudt skuespillere 5000 kroner for at stille op til forestilling under sygemeldinger. Det dokumenterer sms'er, som mediet Zetland afslørede allerede i sommer. Og som du nu kan læse her i Ekstra Bladet.

Jon Stephensen indrømmede sågar i august 2022 sin fejl.

- Jeg lægger mig fladt ned og siger, at det skulle jeg ikke have gjort, sagde han til Zetland.

Sms'erne med det mærkværdige tilbud om 5000 kroner for pludselig raskmelding kom efter et alvorlig forløb, hvor skuespiller Coco Hjardemaal, der på daværende tidspunkt i 2018 var 24 år gammel, var faldet om midt på scenen under forestillingen 'Skam' baseret på tv-serien fra Norge af samme navn.

Sms'en viser, hvordan Stephensen lagde pres på skuespillerinden Coco Hjardemaal. Foto: Zetland

Senere i deres dialog gentog han tilbuddet om de 5000 kroner, hvis hun kom hurtigt tilbage på scenen. Foto: Zetland

To yderligere skuespillere skal have modtaget lignende tilbud om betaling for at afbryde sygemeldinger. Zetland har også bragt en mail fra Dansk Skuespillerforbund, hvor Jon Stephensens opførsel betegnes som 'grænsende til at være chikanøs'.

Kovending
Men selv om Jon Stephensen i sommer indrømmende sin brøler, afviser han nu sagen over for Børsen.

'Jeg kan fuldstændig afvise påstandene om, at jeg har forfalsket underskrift, har tilbudt sygemeldte skuespillere penge eller brugt teatrets midler privat,' skriver Jon Stephensen nu pludselig til erhvervsavisen.

Jon Stephensen blev fyret som direktør for Aveny-T i maj 2022 efter omkring 11 år på posten.

Årsagerne til fyringen var ifølge bestyrelsesformand Henning Dyremose mange.

Ud over de chikanerende tilbud skal Jon Stephensen ifølge den tidligere finans- og arbejdsminister have forfalsket en underskrift.

'Vi er fortsat af den opfattelse, at Jon har skrevet under i en andens navn,' fastholder Dyremose i en besked til Børsen.

Tavs over for Ekstra Bladet
Anklagen har fået Jon Stephensen til at gå til hårdt juridisk modangreb. Han vil hive Henning Dyremose for en domstol i en injuriesag.

Jon Stephensen har ifølge Børsen ud over en falsk underskrift og tilbud om ekstra penge til sygemeldte skuespillere også brugt teatrets penge til at betale for beboelse, mens hans egen lejlighed var under ombygning.

Det var en fejl
Jon Stephensen forklarer over for Ekstra Bladet, at ingen af de tre skuespillere nogensinde gik syge på scenen eller modtog de 5000 kroner.

Men han vedstår sig nu beklagelsen fra i sommer, og at han gav tilbuddet om betaling til syge skuespillere. Det var en fejl.

'Hvilket jeg også har beklaget', skriver han i en sms til Ekstra Bladet.

Han forklarer, at der i den skriftlige udtalelse til Børsen har sneget sig en fejl ind. I det skriftlige citat, skulle der have stået 'eller betalt syge skuespillere'.

'For det skete aldrig. Ingen kom nogensinde syge på scenen og ingen fik dermed betaling herfor,' skriver Jon Stephensen.

I en kort opfølgende telefonsamtale oplyser Jon Stephensen, at han fortsat agter at anlægge injuriesag mod Henning Dyremose.

Moderaternes Jakob Engel-Schmidt og Jon Stephensen på Christiansborg. Foto: Emil Agerskov

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/smser-afsloerer-loekkes-profil-taget-i-loegn/9646700

 

Vikaren. Troels Lund Poulsen er nu den reelle leder af Venstre, men ikke den oplagte partiformand.

Magten sover aldrig
Vil man forstå, hvilken type politiker Venstres Troels Lund Poulsen er, kan det være nyttigt at gense partiets pressemøde fra august, hvor han griber ordet fra partiformand Jakob Ellemann-Jensen, der ikke kan få svaret klart på, om rigsretsdømte Inger Støjberg kan blive minister i en fremtidig blå regering.

»Jeg tror, det er vigtigt at understrege, som Venstres formand også har sagt ved andre givne lejligheder, at hvis man har udstået sin straf, så er man så at sige renset. (...) Det, du spørger om, er: Hvis Inger Støjberg ønsker at komme i regering, vil Venstre så forhindre det? Nu går jeg langt ud på planken. Vi kommer ikke til at modsætte os, at Inger Støjberg potentielt kan blive en del af en regering, hvis mandaterne falder ud på den måde,« sagde Lund Poulsen.

Egentlig skulle pressemødet handle om en reform af beskæftigelsesindsatsen. Men få timer forinden havde den konservative leder Søren Pape Poulsen meldt sig som statsministerkandidat og dermed udfordret Jakob Ellemann-Jensens eneret på at være det borgerlige alternativ til Mette Frederiksen ved det forestående valg.

Det var ikke kun vælgernes, men også de øvrige blå lederes gunst, de to nu skulle kæmpe om. At afskrive Inger Støjberg var reelt det samme som at afskrive sig statsministerposten

Troels Lund Poulsens åbenlyse problemer er, at han ikke er nogen stor billetsælger. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Troels Lund Poulsens udtalelse er med vis rette blevet sammenlignet med Ritt Bjerregaards berømte fra Svend Aukens socialdemokratiske formandstid: »Det, Svend mener, er.« Og det fortæller om en politiker, der i det afgørende øjeblik kan se magtens mulighed. Ellemann tøvede, fordi han reelt ikke mener, at en rigsretsdømt skal være minister. Lund Poulsen korrigerede prompte, fordi magten var på spil.

Hvem så?

Den evne hos Lund Poulsen er en af grundene til, at der aktuelt ikke er panik i Venstre, selvom partiformanden har sygemeldt sig med stress i en situation, hvor meningsmålingerne er elendige, og man stadig skal finde sig til rette i en regering med den gamle ærkefjende Mette Frederiksen og Venstres fravalgte formand Lars Løkke Rasmussen.

Selvfølgelig gløder de interne kommunikationslinjer. For nok skal formanden have fred, og det må tage den tid, det tager. Men magten sover aldrig, og ledig magt findes ikke.

Hvor længe mon Ellemann er væk, og hvad nu hvis det ender med, at han slet ikke kommer tilbage. Hvad så? Og hvem så?

Især det sidste er der ikke noget oplagt svar på. Sophie Løhde? Naarh. Måske næstformand og regionsrådsformand Stephanie Lohse? Tjooh, men besværligt, når hun ikke sidder i Folketinget. Er der nogle unge folketingsmedlemmer? Morten Dahlin for eksempel? Nok for tidligt. Kunne den folkeligt populære Søren Gade overtales til at forlade Folketingets formandsstol? Han vil vist ikke.

Midt i overvejelsernes rådvildhed er der dog en beroligende konstant, der går igen. »Troels har styr på det.«

Den klare fornemmelse af, at Troels Lund Poulsen magter både rollen som partiets mest centrale minister i den økonomiske politik, som fungerende forsvarsminister og de facto partileder siger noget om arbejdskapacitet. Men også, at han med et par årtiers erfaring som folketingsmedlem og minister har det, der skal til for at sikre partiets interesser, når de interne balancer i regeringen skal stemmes af med dansk politiks to mest drevne magtspillere, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Dertil kan lægges en rolig mavefornemmelse, når det gælder evnen til om nødvendigt at håndtere det forsvarsforlig, der er regeringens helt store prioritet i foråret. Både den almindelige parlamentariske erfaring og en fortid som forsvarsordfører taler for det. Imod taler kun ydre omstændigheder, men dem er der til gengæld også en del af.

Sløje valg

Men hvorfor er det så ikke oplagt, at Troels Lund Poulsen bare tager over, hvis Jakob Ellemann-Jensen måtte beslutte at gøre sit fravær permanent?

Da Anders Fogh Rasmussen i sin tid begyndte at kigge videre ud i verden, havde han inde i hovedet en arvefølge i Venstre, der hed: først Lars Løkke Rasmussen, siden Kristian Jensen og siden igen Troels Lund Poulsen. Den kæde knækkede som bekendt allerede i andet led, da Løkke og Kristian Jensen gerådede sig ud i en magtkamp, der trak dem begge ud af Venstres top.

For Lund Poulsen er det åbenlyse problem, at han ikke er nogen billetsælger. Faktisk har han trods sin centrale placering i partiet ofte haft svært ved at opnå valg til Folketinget. I flere omgange har han siddet på et af partiets alleryderste mandater. Som politikertype er han mere i familie med partifællen Claus Hjort Frederiksen eller socialdemokraten Henrik Sass-Larsen. Den stærke toer med styr på både strategi, taktik og magtbalancer, men uden stor folkelig appel.

Det sidste har Venstre ikke råd til at se bort fra. Valget i november var en katastrofe med en tilslutning på 13,3 procent, og meningsmålingerne melder unisont om endnu værre tider. 10,0 i den seneste fra Voxmeter.

Det er meget langt fra det, der internt opfattes som naturlig størrelse. Problemet er bare, at løsningen ikke ligger ligefor. Partiet har ikke nogen, ud over muligvis en uvillig Søren Gade, der her og nu kan vende folkestemningen. Dertil skal lægges, at de øvrige blå partier tilsyneladende har udset Venstre til at være mere hovedfjende end Mette Frederiksen. Angrebene rettes på næsten daglig basis. Det giver Venstre problemer. Til gengæld er der intet, der tyder på, at det bringer muligheden for en fremtidig borgerlig regering ét eneste skridt nærmere.

Internt i Venstre er analysen entydigt, at den nuværende situation kun efterlader én mulighed. Nemlig at stå fast på regeringssamarbejdet og håbe på bedre tider, efterhånden som resultaterne viser sig. At gå tilbage til blå blok er en fuser uden andre fremtidsudsigter end at sidde på oppositionsbænkene og skælde ud i kor med en håndfuld andre.

Helt central i den plan er Troels Lund Poulsen. Ganske vist så han i august sidste år magtens mulighed i, at man ikke afskrev Inger Støjberg. Men da valgresultatet forelå med rødt flertal, var han øjeblikkelig fortaler for at skifte kurs og søge samarbejde med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.

Hos de sidstnævnte var man ikke uden skepsis. Troels Lund Poulsen har om nogen personificeret det Venstre, der altid var klar til at angribe Socialdemokratiet og møde det med veludførte taktiske benspænd. Nu var han med på holdet, og de socialdemokratiske ministre har på rekordtid lært sig en særlig familiær-kammeratlig måde at sige »Troels« på.

Sådan går det op og ned i politik, som Poul Schlüter sagde. Og Troels Lund Poulsen bærer på en vis personlig erfaring for, at nedture ikke nødvendigvis varer evigt.

Både i og uden for Venstre var hans politiske fremtid reelt afskrevet, da han i 2011 måtte tage orlov fra Folketinget på grund af sagen om lækage af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattepapirer. Lund Poulsen var som tidligere skatteminister helt central og under mistanke. Sagen endte dog med, at en kommission frikendte ham, og han slap med kritik for det overordnede politiske ansvar.

Efterfølgende var det netop den tidligere omtalte evne til at se magtens mulighed, der bragte ham tilbage fra det politiske dødsrige. Da Kristian Jensen i 2014 udfordrede Lars Løkke Rasmussen i Venstre, meldte Troels Lund Poulsen sig under formandens faner. Det var blandt andet ham, der i de afgørende dage op til det berømte kældermøde i Odense sad ved telefonen for at skaffe støtter til Løkke. Det var et træk, der gjorde ham central nok til at blive minister, da Løkke igen overtog magten.

Ikke desto mindre valgte Lund Poulsen siden at indgå en pagt med Kristian Jensen om fremtidens magtdeling i Venstre. Han havde, som det hed internt, »kysset ringen«.

Pagten blev som bekendt af yderst midlertidig karakter, for sådan er det også, når man manøvrerer ud fra magtens mulighed.

Det sidste hører helt afgørende med til billedet, men den logik må man gå ud fra, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen ad anden vej er gjort bekendte med i forvejen.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-7/samfund/magten-sover-aldrig

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Krig i 2025. En amerikansk flyvergeneral forudsiger krig mod Kina.

Kæmp, som I træner

»Jeg håber, at jeg tager fejl. Men min mavefornemmelse siger mig, at vi vil kæmpe i 2025,« skrev general Mike Minihan i et notat til cheferne i det amerikanske luftvåbens Air Mobility Command, som han står i spidsen for. Air Mobility Command står for lufttransport, optankning af fly i luften og den infrastruktur, som skal til, for at de amerikanske bombe- og kampfly kan operere globalt.

Og general Minihan mener altså at vide, at krigen med Kina venter rundt om historiens næste hjørne, fordi Kina invaderer Taiwan i 2025. Derfor gælder det om at komme i sving, lod generalen sine officerer forstå og lovede dem løbende at udstede ny ordrer om at øge træningsniveauet.

Hvis officererne i Air Mobility Command sukkede ved udsigten til løbende at få nye direktiver om flere øvelser fra chefens egen hånd, så er det intet imod det suk, som kom fra det amerikanske forsvarsministerium, da general Minihans forudsigelser nåede de sociale medier 27. januar og NBC News dagen efter. Viceforsvarsminister Colin Kahl prøvede at mane historien i jorden med den offentlige leders udsøgte tålmodighed: »Jeg ser intet, der antyder, at dette er forestående inden for de næste par år.«

Ministeren tog selvfølgelig ikke ordene krig mod Kina i sin mund – det ville bare skabe nye overskrifter. Men Colin Kahl afviste ikke muligheden for krig mellem USA og Kina. Han afviste, at krigen var nært forestående. Han nøjedes med at forvisse om, at krigen ikke bryder ud inden for de næste par år, sådan som general Minihan frygter. Men det er i virkeligheden ikke særligt beroligende – for betyder det, at krigen kommer i 2027 i stedet for 2025?

Arkivfoto: Mandel Ngan, AFP / Scanpix

GENERALENS BRØDE var sådan set ikke at skrive, at krig mod Kina er en reel mulighed. Det står i de fleste amerikanske strategidokumenter. I The Wall Street Journal blev han således rost for at sige sandheden. Minihan bliver heller ikke bebrejdet, at han prøver at forberede sin kommando bedst muligt på en forestående krig. Det er hans job. Problemet er snarere, at han satte et årstal på krigen – og at det årstal var om to år.

Når højtstående militærfolk offentligt begynder at tælle ned til krigen, så mister de politiske ledere handlerum. Præsident Biden interesserer sig i virkeligheden ikke voldsomt for general Minihans mavefornemmelse, for diplomati føres med hovedet ikke med maven. Og general Minihan lukker potentielt en række diplomatiske muligheder ved at sige, at krigen er uafvendelig.

General Minihan beordrer officererne til at sørge for, at deres folk træner med håndvåben, som soldaterne i Air Mobility Command får hårdt brug for, hvis de bliver skudt ned over fjendtligt område. Samtidig beordrer generalen, at hans folk skal overveje at få skrevet deres testamente. Det er foranstaltninger, der nok er fornuftige umiddelbart inden afrejsen til en krigszone, men som fremstår som teatralske, når selv general Minihan vurderer, at krigen er to år ude i fremtiden.

DET ER PÅ det tidspunkt, at det går op for læseren af generalens notat, at Minihan forsøger at være en inspirerende leder snarere end at forudsige en fremtidig krig. Air Mobility Command er luftvåbnets vognmandsforretning. Hvor vigtigt et arbejde Minihans folk end udfører, er det ikke så heroisk og adrenalinpumpende som at flyve kampfly. Der skal mere til for at gøre en ekstra indsats, og dette »mere« er præcis, hvad general Minihan forsøger at bibringe sine folk ved at stille dem krigen i udsigt.

Generalen er tydeligvis irriteret over, at kommandoen ikke træner med den nødvendige kraft. »Hvis du føler dig godt tilpas med din tilgang til enhedens træning, så løber du ikke nok risici,« skriver han. Udsigten til krigen mod Kina skal signalere, at generalens kommando fremover skal tage den gamle romerske maksime til sig om, at soldater skal træne, som om de kæmper, og kæmpe, som de har trænet.

I årevis har det været god latin for ledere at sætte fut i organisationen ved at påpege eksistensen af en brændende platform, og hvilken platform brænder bedre end en snarlig krig? Det kræver imidlertid en vision for, hvad der skal til for at slukke branden, hvis den retorik skal virke.

General Minihan gør sig opgaven mere enkel, end den i virkeligheden er.

Hans folk skal være rede til at gå i krig. Men det kan lige så godt være krig mod Rusland som mod Kina, og det kan i princippet blive relevant om to måneder, om to år eller aldrig nogensinde.

Ved at fokusere på organisatorisk fitness i stedet for beredskab udmatter generalen snarere sine folk, end han forbereder dem.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-6/samfund/kaemp-som-i-traener

MIKKEL VEDBY RASMUSSEN

 

Leder. Nej, der skal ikke indføres værnepligt for kvinder: Vi aftjener allerede værnepligt, da det er os, der føder fremtidens soldater. Og det kan ingen ligestillingsagenda ændre på.

Kvinder i barselstrøjen

KVINDER skal aftjene værnepligt, hvis det står til de fleste af Folketingets partier. Ikke fordi det overhovedet er nødvendigt: I dag er værnepligten for mænd i praksis sat ud af kraft, fordi der er frivillige nok at tage af. Nej, det skal ske i ligestillingens hellige navn, og derfor bakker organisationer som Kvinfo og Dansk Kvindesamfund også op: for hvis der absolut skal være værnepligt, hvilket de ikke nødvendigvis synes, at der skal, jamen så skal den bestemt gælde begge køn.

ER det så ikke bare alletiders, at kvinder nu bliver en del af forsvaret på lige fod med mænd? Nej, det er det naturligvis ikke, for allerede i dag har kvinder ret – værneret – til at melde sig til forsvaret: Og derfor udgør de da også ifølge den seneste undersøgelse fra 2021 17 procent af de ansatte, omend kun 8,9 procent er i uniform.

Pointen er, at kvinder i dag har muligheden for at lade være: Og man skal være ikke så lidt fræk for at gøre en ret til en pligt og sælge det som et fremskridt. Hvis flere kvinder havde interesse i at komme i forsvaret, mon dog så ikke flere havde meldt sig.

NOGET, der således er alt for lidt opmærksomhed på, er, at kvinder allerede aftjener værnepligt i samfundet. De føder – i modsætning til mænd – børn, og det kan ingen ligestillingsdagsorden ændre på. At føde børn er en fysisk og psykisk kraftpræstation, uanset hvor meget ens partner hjælper til, og også økonomisk har det store omkostninger: Ifølge Dansk Magisterforening koster det en ung akademiker et løntab på 24 procent i gennemsnit at blive førstegangsmor, mens det knap kan ses på den nybagte fars indkomst. Det skal fedt hjælpe, at hun nu også skal til at aftjene værnepligt oveni.

VÆRD at notere sig er, at dette argument overhovedet ikke har haft nogen central plads i debatten, hvilket skyldes, at moderskabet i dag ikke nyder nogen stor samfundsmæssig anerkendelse. Børn er blevet noget, folk får for deres egen skyld, og der er ingen erkendelse af, at børn er helt afgørende for det danske samfunds overlevelse. Tværtimod handler debatten om børn mest om, hvordan man kan slippe for at få dem ved at hæve abortgrænsen, eller om, hvor meget de børn, der så faktisk fødes, mistrives, eller om, hvor hårdt det er at forene arbejde og familieliv.

Den handler sjældent om, at det føles så meningsfuldt at få børn, at mange voksne – i særdeleshed mødrene – gladeligt sætter lovende karrierer i bero for at passe deres babyer. Det kan ikke forklares anderledes, end at de føler et større ansvar end fædrene. Om det skyldes natur eller kultur, kan man strides længe om: Faktum er, at det næppe nogensinde vil blive lige.

»Alle kvinder, der har været i forsvaret – som undertegnede selv – må medgive, at mænd alt andet lige er bedre soldater, fordi de fysisk er stærkere end kvinder,« skriver Anna Libak. Arkivfoto: Morten Stricker

SELV kvindeorganisationerne synes imidlertid at lide under den vildfarelse, at det fineste, en kvinde kan blive, er en kopi af en mand: Hun skal bevise sig selv ved at være ligesom ham. Anderledes kan man ikke forstå, at de nu partout vil have kvinder ind i forsvaret. Alle kvinder, der har været i forsvaret – som undertegnede selv – må medgive, at mænd alt andet lige er bedre soldater, fordi de fysisk er stærkere end kvinder.

Og krig handler om fysik.

Hvem slæber det tunge maskingevær? Hvem kaster håndgranaten langt nok væk? Hvem løber hurtigst i dækning? Ja, der er fremragende kvindelige kampsoldater i forsvaret i dag, menige såvel som officerer, men der findes også tamme løver, uden at man af den grund indretter de zoologiske haver på det. 

Bemærk, at selv i Israel, der er berømt for kvindelig værnepligt, kæmper kvinder ikke i elitekamptropperne. Og i modsætning til Israel, der permanent befinder sig i en krigslignende tilstand, har Danmark ikke behov for at mobilisere kvinder. Vi kan passende begynde med mændene. For der er mange måder at forsvare nationen på. For eksempel ved at føde fremtidens værnepligtige.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-6/samfund/kvinder-i-barselstroejen

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK