Krig
i 2025. En amerikansk flyvergeneral forudsiger krig mod
Kina.
Kæmp,
som I træner
»Jeg håber, at jeg tager fejl. Men min mavefornemmelse siger mig, at vi vil kæmpe i 2025,« skrev general Mike Minihan i et notat til cheferne i det amerikanske luftvåbens Air Mobility Command, som han står i spidsen for. Air Mobility Command står for lufttransport, optankning af fly i luften og den infrastruktur, som skal til, for at de amerikanske bombe- og kampfly kan operere globalt.
Og general Minihan mener altså at vide, at krigen med Kina venter rundt om historiens næste hjørne, fordi Kina invaderer Taiwan i 2025. Derfor gælder det om at komme i sving, lod generalen sine officerer forstå og lovede dem løbende at udstede ny ordrer om at øge træningsniveauet.
Hvis officererne i Air Mobility Command sukkede ved udsigten til løbende at få nye direktiver om flere øvelser fra chefens egen hånd, så er det intet imod det suk, som kom fra det amerikanske forsvarsministerium, da general Minihans forudsigelser nåede de sociale medier 27. januar og NBC News dagen efter. Viceforsvarsminister Colin Kahl prøvede at mane historien i jorden med den offentlige leders udsøgte tålmodighed: »Jeg ser intet, der antyder, at dette er forestående inden for de næste par år.«
Ministeren tog selvfølgelig ikke ordene krig mod Kina i sin mund – det ville bare skabe nye overskrifter. Men Colin Kahl afviste ikke muligheden for krig mellem USA og Kina. Han afviste, at krigen var nært forestående. Han nøjedes med at forvisse om, at krigen ikke bryder ud inden for de næste par år, sådan som general Minihan frygter. Men det er i virkeligheden ikke særligt beroligende – for betyder det, at krigen kommer i 2027 i stedet for 2025?
Arkivfoto: Mandel Ngan, AFP / Scanpix
GENERALENS BRØDE var sådan set ikke at skrive, at krig mod Kina er en reel mulighed. Det står i de fleste amerikanske strategidokumenter. I The Wall Street Journal blev han således rost for at sige sandheden. Minihan bliver heller ikke bebrejdet, at han prøver at forberede sin kommando bedst muligt på en forestående krig. Det er hans job. Problemet er snarere, at han satte et årstal på krigen – og at det årstal var om to år.
Når højtstående militærfolk offentligt begynder at tælle ned til krigen, så mister de politiske ledere handlerum. Præsident Biden interesserer sig i virkeligheden ikke voldsomt for general Minihans mavefornemmelse, for diplomati føres med hovedet ikke med maven. Og general Minihan lukker potentielt en række diplomatiske muligheder ved at sige, at krigen er uafvendelig.
General Minihan beordrer officererne til at sørge for, at deres folk træner med håndvåben, som soldaterne i Air Mobility Command får hårdt brug for, hvis de bliver skudt ned over fjendtligt område. Samtidig beordrer generalen, at hans folk skal overveje at få skrevet deres testamente. Det er foranstaltninger, der nok er fornuftige umiddelbart inden afrejsen til en krigszone, men som fremstår som teatralske, når selv general Minihan vurderer, at krigen er to år ude i fremtiden.
DET ER PÅ det tidspunkt, at det går op for læseren af generalens notat, at Minihan forsøger at være en inspirerende leder snarere end at forudsige en fremtidig krig. Air Mobility Command er luftvåbnets vognmandsforretning. Hvor vigtigt et arbejde Minihans folk end udfører, er det ikke så heroisk og adrenalinpumpende som at flyve kampfly. Der skal mere til for at gøre en ekstra indsats, og dette »mere« er præcis, hvad general Minihan forsøger at bibringe sine folk ved at stille dem krigen i udsigt.
Generalen er tydeligvis irriteret over, at kommandoen ikke træner med den nødvendige kraft. »Hvis du føler dig godt tilpas med din tilgang til enhedens træning, så løber du ikke nok risici,« skriver han. Udsigten til krigen mod Kina skal signalere, at generalens kommando fremover skal tage den gamle romerske maksime til sig om, at soldater skal træne, som om de kæmper, og kæmpe, som de har trænet.
I årevis har det været god latin for ledere at sætte fut i organisationen ved at påpege eksistensen af en brændende platform, og hvilken platform brænder bedre end en snarlig krig? Det kræver imidlertid en vision for, hvad der skal til for at slukke branden, hvis den retorik skal virke.
General Minihan gør sig opgaven mere enkel, end den i virkeligheden er.
Hans folk skal være rede til at gå i krig. Men det kan lige så godt være krig mod Rusland som mod Kina, og det kan i princippet blive relevant om to måneder, om to år eller aldrig nogensinde.
Ved at fokusere på organisatorisk fitness i stedet for beredskab udmatter generalen snarere sine folk, end han forbereder dem.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-6/samfund/kaemp-som-i-traener
MIKKEL VEDBY RASMUSSEN

Ingen kommentarer:
Send en kommentar