Støtte. Hvordan
forholder toneangivende palæstinensere i Danmark sig til Hamas? Det viser sig
at være uhyre vanskeligt at få svar på.
Spørgsmål uden svar
At der findes støtter af den islamistiske palæstinensiske bevægelse Hamas
blandt Danmarks titusinder af borgere med palæstinensiske rødder, er der intet
nyt i. I 1990erne forsynede tilhængere her i landet bevægelsen med penge og
falske papirer, som Jyllands-Posten i sin tid skrev: Politiets
Efterretningstjeneste skal sågar have overvåget en militant træningslejr i
Aarhus-bydelen Gellerup organiseret af Hamas, og efter Israel i marts 2004
dræbte bevægelsens åndelige leder, Ahmed Yassin, samledes hundreder af
danskpalæstinensere til demonstrationer for at sørge.
Siden bevægelsens terrorangreb i Israel for
tre uger siden har der – under demonstrationer og på sociale medier – også
været eksempler på ytringer, det er vanskeligt at tolke som andet end
støttetilkendegivelser. Den tendens har flere advaret kraftigt imod, også fra
allerhøjeste sted. Statsminister Mette Frederiksen udtalte eksempelvis,
umiddelbart efter den hidtil største propalæstinensiske demonstration havde
fundet sted i København søndag, at intet kan »forklares eller forsvares« i
forhold til gruppen, hvis værdier går imod alt, hvad Danmark står for, samt at
det »ingen rimelighed har«, at den hjemlige sikkerhedssituation forværres på
grund af dem:
»De er en af verdens værste
terrororganisationer. Og jeg græmmes over opbakningen til dem. Både i Gaza, men
også herhjemme og i andre europæiske lande. Det er uacceptabelt.«
Men kan det virkelig passe, at opbakningen til
Hamas herhjemme er så udbredt, at en statsminister ser sig nødsaget til
fordømme den? Findes der stemmer, som er klar til at forsvare eller forklare
brutale drab på unge til en musikfestival eller børn i en kibbutz?
Demonstration
til støtte for Palæstina i København søndag den 22. oktober 2023. Foto: Emil
Nicolai Helms, Scanpix.
Jeg beslutter mig for at opsøge ti
danskpalæstinensere, som har engageret sig i debatten gennem de seneste uger.
Jeg vil stille dem alle de samme tre spørgsmål for at finde ud af, hvordan de
ser på Hamas. Mit første spørgsmål lyder: Kan Hamas' terrorangreb mod civile
israelere 7. oktober forsvares? Det andet: Bør Hamas frigive de israelske
gidsler? Og endelig: Bør staten Israel bestå?
Her er ingenlunde tale om nogen videnskabelig
undersøgelse, hvorfra der med statistisk sikkerhed kan ekstrapoleres til en
bredere population, men en voxpop udført blandt danskpalæstinensiske stemmer,
der er med til at forme debatten.
Vi begynder med en mand, som mange, der har
fulgt den israelsk-palæstinensiske konflikt gennem årene, vil genkende: Fathi
El-Abed er mangeårig formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, som
historisk set har knyttet nære bånd til venstrefløjen. Han har optrådt flittigt
i medierne siden terrorangrebet 7. oktober og går ind for en tostatsløsning.
Men efter at have set mine tre spørgsmål afviser han at medvirke i artiklen.
Han afviser også at forklare hvorfor. I stedet går jeg i arkiverne for at blive
klogere på, hvordan han ser på Hamas, og finder et portræt bragt i
Weekendavisen i 2017. Her bliver han spurgt om, hvorvidt han anser bevægelsen
for at være en terrorgruppe.
»Selvfølgelig er der meget, der kunne være
foregået bedre,« svarede han og fortsatte: »Du får ikke et ja eller nej, et
sort eller hvidt. Tingene sættes sort-hvidt op, når det gælder palæstinenserne,
men ikke, når det gælder Israel. Der er en berøringsangst over for Israel.«
Meningen med angrebet
Det viser sig i det hele taget
bemærkelsesværdigt svært at få danskpalæstinenserne i tale. Ud af de ti, jeg
forsøger at få fat i, vender syv tilbage inden min deadline. En enkelt afviser
at deltage, allerede før jeg har præsenteret mit ærinde: Vedkommende beskriver
den nuværende debat som et minefelt, det har konsekvenser at betræde, fordi man
modtager hadbeskeder for at ytre sig.
En anden har ikke tid. Fire
danskpalæstinensere afviser at svare på mine spørgsmål efter at have set dem.
Jeg får et klart indtryk af, at det vækker harme og bestyrtelse, at jeg
overhovedet tillader mig at stille dem spørgsmål om deres holdning til Hamas.
Jeg bliver mødt med udtalt mistillid. Der er et tydeligt behov for at
kontrollere fortællingen.
Jeg forsøger at få fat på Nadeen Aiche, en ung
debattør, der var talsperson for den store demonstration, som blev afholdt i
søndags. Her spurgte B.T.s udsendte reporter talspersonen om det foto,
arrangørerne af demonstrationen havde brugt til indbydelsen til begivenheden:
Det viste et væltet israelsk grænsehegn, som er fotograferet 7. oktober, hvor
Hamas' terrorangreb fandt sted. Nadeen Aiche forsvarede brugen af billedet ved
at fremhæve, at det, »der skete den 7. oktober, er et resultat af 75 års undertrykkelse,
og palæstinenserne har ifølge FNs resolutioner også ret til at forsvare sig,
når de møder angreb«.
Da B.T. spørger, om det er forsvar at dræbe
civile til en musikfestival eller i en kibbutz, svarer hun:
»Jeg mener, at vi går ind i nogle meget små
detaljer, som jeg ikke har forstand på.« Senere har Aiche meldt ud, at
journalisten fangede hende i et »stresset øjeblik mellem mange interviews og
mange spørgsmål om potentiel terrorsympati«. Hun fortsætter: »Selvfølgelig
fordømmer jeg alle drab på civile. Uden tøven.« Jeg ville gerne have stillet
Nadeen Aiche mine tre spørgsmål alligevel. Men hun er ikke vendt tilbage på min
henvendelse.
En anden danskpalæstinenser, jeg gerne ville
have stillet de tre spørgsmål, er Dalia Kababo, der læser statskundskab, og som
den 11. oktober – fire dage efter Hamas' terrorangreb – fik bragt et
debatindlæg i Information under overskriften: »Lyt til palæstinenserne, når de
kræver deres frihed.« Her kritiserede hun mediernes dækning for at være ensidig
i Israels favør.
»Fra et palæstinensisk perspektiv er det her
det vigtigste, der er sket længe,« skriver hun om angrebet 7. oktober og
understreger, at »det ikke er et spørgsmål om at støtte Hamas eller ej«:
»For der er mange palæstinensere, inklusive
mig selv, der ikke støtter Hamas, men som alligevel kan se meningen med sådan
et angreb.« Dalia Kababo skriver videre, at den »handlekraft«, som danner
grundlag for angrebet, udgør »en kilde til håb for en lysere fremtid« til
palæstinenserne:
»Det, der foregår lige nu, er større end
Hamas. Det er en reaktion på vedvarende og brutal undertrykkelse. Og hvor der
findes undertrykkelse, findes der modstand.«
Dalia Kababo ønsker heller ikke at medvirke i
denne artikel.
Bedre held har jeg ikke med Bilal Al-issa, der
er en af de fire danskpalæstinensere, som talte for de mange tusinde fremmødte
til den store demonstration i søndags. Han er næstformand i Det Danske Hus i
Palæstina og debattør. Heller ikke han ønsker ikke at svare på mine spørgsmål.
Komikeren Mazen Ismail, som også stod på talerlisten og flittigt kommenterer
debatten på de sociale medier, svarer ikke på min forespørgsel inden min
deadline.
Fatme Abou Chlieh var også blandt talerne
til den hidtil største propalæstinensiske demonstration i Danmark, siden
konflikten brød ud igen. Hun er en af lederne bag kulturarvsgruppen Olivengren.
Hun vil gerne medvirke i artiklen. Hun har boet i Danmark i 27 år og fortæller
mig, at hun er født i en flygtningelejr i Libanon. Da jeg spørger, om Hamas'
angreb kan forsvares, svarer hun »nej«. Under interviewet står det klart, at
hun ønsker at fremhæve et bestemt budskab:
»Jeg ved intet som helst om Hamas. Jeg støtter
dem ikke. Jeg kigger på fjernsynet og ser nyhederne. Jeg er mor og bedstemor.
Jeg er frustreret over, at de små børn bliver dræbt i krigen,« siger hun.
Men kort inden min deadline torsdag bliver jeg
opmærksom på, at Fatme Abou Chlieh på sin facebookprofil har delt flere
videoer, som hylder Hamas' terrorangreb mod Israel 7. oktober. På dagen for
angrebet delte hun klokken 10.44 en video, der viser en gruppe personer, hvoraf
flere er bevæbnede, der råber på arabisk, mens de river det, der formentlig er
en livløs israelsk soldat, ud af en kampvogn og skænder hans lig med spark.
Fatme Abou Chlieh har indsat en grinesmiley i videoens ledsagende tekst. En anden
video delt senere samme dag viser optagelser, der ser ud til at stamme fra
terrorangrebet, som prises utvetydigt i videoens undertekster. I den ledsagende
tekst fremgår det også, at videoens indhold morer Fatme Abou Chlieh.
Jeg ringer til Fatme Abou Chlieh for at
spørge, hvordan det hænger sammen med hendes påstand om, at hun ikke støtter
Hamas.
»Jeg støtter ikke Hamas. Men jeg støtter de
små børn, som jeg har sagt til dig,« svarer hun.
Hun spørger mig, hvor hun har støttet Hamas.
Da jeg gentager, at jeg taler om videoer delt fra hendes egen facebookprofil,
siger hun, at hun tror, at det er »almindelige videoer«:
»Det er ikke kun mig.«
– Det er
ikke kun dig?
»Nej. Der er mange, der deler videoer, og de
støtter ikke Hamas.«
Jeg gentager, at hun deler billeder fra
terrorangrebet, hvor Hamas begår grov vold, og spørger, om det ikke er at hylde
dem?
»Tror du kun, det er mig, der deler det? Der
er mange mennesker, der deler mange forfærdelige videoer eller billeder.«
I interviewet fastholder Fatme Abou Chlieh, at
hun ikke har støttet Hamas eller har hyldet dem:
»Jeg er bare palæstinenser og muslim. Kun
det,« siger hun.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-43/samfund/spoergsmaal-uden-svar
