Minksagen. Sagens håndtering fra sommeren 2020 til marts 2023 er dybt foruroligende.
Punktum
MINKSAGEN TOG FOR en uge siden en ny drejning, da advarsler og irettesættelser til to departementschefer og en afdelingschef blev annulleret. Fakta forbliver dog, at regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 besluttede at aflive alle danske minkbesætninger uden at have lovhjemmel til det, at den besluttede at give avlerne en tempobonus, som savnede bevillingsretlig hjemmel, og at disse to problemer ikke blev så meget som berørt i den forhandling, som ledte til beslutningen. En forhandling, som såvel ministre som embedsmænd deltog i.

Faktum er også, at Folketinget senere nedsatte Minkkommissionen med den dobbelte opgave at kortlægge forløbet og at vurdere, om nogen af de involverede embedsmænd kunne gøres retligt ansvarlige for begåede fejl. Dens konklusion var klar og bekræftende. Det førte, på dette punkt ganske efter bogen, til, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen indstillede til Statsministeriet, Justitsministeriet og Fødevareministeriet, at en række embedsmænd skulle have advarsler eller irettesættelser, og at der skulle indledes tjenstlige forhør af to topembedsmænd.

Den ene forlod statens tjeneste, og så var der kun en tilbage, nemlig rigspolitichefen. Men her konkluderede en forhørsledelse, som havde forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam som formand, i februar, at der ikke var noget at komme efter, for rigspolitichefen havde ikke overtrådt sine pligter.

En væsentlig præmis for denne konklusion var »efter forhørsledelsens opfattelse«, at »udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 kl. 16.00 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retligt kan karakteriseres som en instruks (...) Der er derimod tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser«.

Arkivfoto: Johan Gadegaard, Scanpix

Præcis hvordan forhørsledelsen er nået frem til den opfattelse, står hen i det uvisse. Men faktum er altså, at beslutningerne savnede hjemmel, og at der ikke er rokket så meget som et komma i den kortlægning af et hasarderet forløb, som Minkkommissionen har gennemført. Det er værd at huske, nu hvor mange, også en del jurister, skyder med skarpt på kommissionen og dens formand.

SAGEN SLUTTEDE IKKE der, men nok i sidste uge. Da blev det offentliggjort, at den Medarbejder- og Kompetencestyrelse, som sidste sommer indstillede advarsler til og irettesættelser af en række embedsfolk, nu var kommet på bedre tanker. Det sker under henvisning til forhørsledelsens vurdering af Thorkild Fogdes sag, hvorefter Statsministeriet, henholdsvis Justitsministeriet »efter en samlet vurdering« konkluderer, »at der efter forhørsledelsens beretning og indstilling i anledning af den tjenstlige undersøgelse mod rigspolitichef Thorkild Fogde ikke er grundlag for at konkludere, at du (altså de respektive departements- og afdelingschefer, red.) har begået nogen tjenesteforseelse«.

Der er, som De kan se, hverken nogen overvejelse af, hvorvidt rigspolitichefens og de departementale embedsmænds roller i forløbet var forskellige, eller nogen overvejelse af, om beskrivelsen af udmeldingens karakter udgør en holdbar tolkning. Det, der fremstår som skudsikker jura, fortaber sig i sproglig tåge.

”De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.”

Tilbage står – det må man i skrivende stund antage – at det retlige ansvar for skandalen, for det var minksagen, hermed endegyldigt er tørret af på embedsmænd i Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen.

Budskabet er her ikke, at disse tre embedsmænd også skal fritages for ansvar. Ej heller, at de tre, som nu er blevet det, skal have anmærkninger i deres personalesager. Det er et andet og nok så alvorligt.

FOR FORLØBET FRA sommeren 2020, hvor minksagen ret beset startede, til marts 2023, hvor der retligt blev sat punktum i den, afslører det juridisk anlagte undersøgelses- og granskningssystems begrænsninger. Det kan for det første ikke håndtere ministeransvaret. Det udelukker ministeransvarlighedsloven.

Det kan for det andet ikke håndtere svagheder og uhensigtsmæssigheder i ministerielle beslutningsgange, som ligger uden for en retlig ramme, der ikke afspejler den politiske og organisatoriske virkelighed. Forhørsledelsens konklusioner giver kun mening, hvis man læser dem ind i et ministerstyre, hvor regeringen, regeringsudvalg og tværgående ministerier som Justitsministeriet figurerer som deltagere i en uforpligtende rundkreds. Virkeligheden er og har længe været en anden og Gudskelov for det.

Det kræver for det tredje en undersøgelsesform, hvis opgave ikke er snævre retlige vurderinger, men som er sat i verden for at kulegrave faktiske hændelsesforløb, en opgave, som Minkkommissionen løste på forbilledlig vis trods stramme tidsfrister. Opgaven er på et sådant bundsolidt grundlag at bidrage til at forebygge nye, men undgåelige skandaler.

Jeg tror nemlig lige så lidt som mange andre, at nogen havde forsæt til at starte en minksag på et svagt fagligt grundlag, som involverede lovbrud, som kostede milliarder, som lukkede et erhverv med sideerhverv, og hvis forvaltningsmæssige implementering gik i kage. De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/punktum

 

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

 

HVORNÅR ER MAN DANSK, OG HVORNÅR ER MAN IKKE..?

Det burde egentlig være et helt overflødigt spørgsmål, for når man bor i Danmark og ovenikøbet er i besiddelse af et dansk statsborgerskab, så er man naturligvis dansk. Eller er man?

Men den diskussion kommer med jævne mellemrum op at vende, og især fra de ikke etniske danskere lyder der ramaskrig, for det er dybt fornærmende og racistisk ikke at kalde dem danske, når de nu i en generation eller to har levet i Danmark. Men er det levestedet eller levemåden, der afgør, hvad man er?

Jeg vil gerne komme med min egen helt personlige mening og er udmærket klar over, at jeg i så fald risikerer at rende ind i en shitstorm. For jeg taler ikke om alle indvandrere under ét, men om alle dem, der har koranen med i bagagen, for det er islam, der er problemet og alt for ofte spænder ben for integrationen. Så hvornår er man dansk, og hvornår er man det absolut ikke?

Når man kommer fra et muslimsk område så langt borte som f.eks. Mellemøsten eller Afrika for at slå sig ned i Danmark, må der vel være en grund til at vælge netop vores lille smørhul, der er et kristent demokrati med en kultur milevidt fra den muslimske. Men måske er det netop smørhullet, der lokker dem til Danmark, for der er jo så mange lande med samme kultur, som de selv tilhører, hvor de unægtelig ville falde bedre til, men hvor hensyn og økonomiske tilskud måske ikke ville være så rundhåndede.

For de er dårligt nok landet i Danmark, før deres krav om ændringer og særbehandling begynder, for den danske kultur og levemåde bryder de sig absolut ikke om, den rimer ikke med deres egen, som hverken kan eller må ændres. I stedet gør de alt for at ændre Danmark til det, som de forlod for at slå sig ned her. Er det så, fordi man ønsker Danmark og at være dansk, eller gør man ikke?

Det modsatte er nemlig alt for ofte tilfældet. Utallige er kommet til Danmark og har boet her i både en og to generationer og endda fået foræret et dansk statsborgerskab – også selv om de ikke engang har gjort sig den ulejlighed at lære det danske sprog og forsørge sig selv – og de har fået børn, der går i danske skoler.

Alligevel bliver deres børn opdraget til ikke at blive for danske, for det forbyder deres såkaldte religion. Og sker det alligevel, bliver de sendt på genopdragelse i det land, deres forældre stammer fra. Kan man så kalde dem danske, eller kan man ikke?

Men så dem, der er født i Danmark og har levet hele deres liv her, de bliver vel danske? Men også alt for mange af de unge muslimer i Danmark ønsker Danmark ændret og den danske grundlov erstattet med islams love, sharia. Er man så dansk, eller er man ikke?

Gør man alt for at ændre Danmark, og vil man påtvinge os etniske danskere at leve som dem, vil man aldrig kunne kalde sig dansk – altså efter min ringe mening.

Kilde: https://24nyt.dk/hvornaar-er-man-dansk-og-hvornaar-er-man-ikke/

PERNILLE BIRKLER

Pernille Birkler er sønderjysk præstedatter. I 29 år var hun sekretær for skiftende forstandere på Diakonhøjskolen i Århus, indtil hun gik på efterløn. Pernille Birkler er dybt engageret i samfundsdebatten og har skrevet flere debatindlæg, bl.a. til Den Korte Avis. Hun er meget obs på den stigende islamisering af Danmark og siger som en klog mand har sagt, ”jeg foretrækker at dø stående fremfor at leve på knæ”.

 

Nye Borgerlige. Tumulten om Lars Boje Mathiesen er det bedste, der længe er sket for det blå Danmark.

Revolutionen er afblæst – igen

Det, man kunne kalde restborgerligheden i Folketinget, har ikke haft nogen let tid. Først tabte blå blok valget i november. Og da magten siden koagulerede omkring midten, blev man efterladt alene hjemme, splittet og med Enhedslistens Pelle Dragsted som bedste ven. I hvert fald sådan bededagsmæssigt.

Selvfølgelig er andres ulykke ikke at foragte i mangel af egen medvind. Men alligevel er det en ringe trøst, at regeringen styrtbløder i meningsmålingerne. Alternativet er nemlig efter alt at dømme ikke en blå magtovertagelse, men nærmere en omgruppering af midten eller en genkomst af rød blok.

Man kunne i den situation fristes til at skrive basserallen i Nye Borgerlige på listen over blå ulykker, men faktisk kan det sagtens forholde sig modsat.

I den udgave, Lars Boje Mathiesen havde skitseret for partiet, var det nemlig snarere et problem for de øvrige borgerlige partier end en løsning. Ganske vist blev hans medfølgende næstformands toneart hurtigt en anelse for krydret for partiets hovedbestyrelse. Men den skarpe antiautoritære, antistatslige anarkoliberalisme var stadig den nye linje efter Pernille Vermunds mere midt- og magtsøgende kurs.

Selvfølgelig er andres ulykke ikke at foragte i mangel af egen medvind. Men alligevel er det en ringe trøst, at regeringen styrtbløder i meningsmålingerne. Alternativet er nemlig efter alt at dømme ikke en blå magtovertagelse, men nærmere en omgruppering af midten eller en genkomst af rød blok.

Man kunne i den situation fristes til at skrive basserallen i Nye Borgerlige på listen over blå ulykker, men faktisk kan det sagtens forholde sig modsat.

I den udgave, Lars Boje Mathiesen havde skitseret for partiet, var det nemlig snarere et problem for de øvrige borgerlige partier end en løsning. Ganske vist blev hans medfølgende næstformands toneart hurtigt en anelse for krydret for partiets hovedbestyrelse. Men den skarpe antiautoritære, antistatslige anarkoliberalisme var stadig den nye linje efter Pernille Vermunds mere midt- og magtsøgende kurs.

Lars Boje Mathiesens revolution var liberalistisk og antistatslig, og den endte så tragisk, som revolution af den karakter overhovedet kan. Foto: Mathias Svold, Scanpix.

Det er ingenlunde usandsynligt, at Boje Mathiesens linje kunne have haft mindst lige så stor vælgertække som Vermunds. Problemet var bare, at hvis et parti med den profil skulle regnes med til et blåt flertal, ville det være Venstres og Moderaternes bedste undskyldning for at blive, hvor de er. Det er lige præcis den type parti, Lars Løkke Rasmussen afskrev i valgkampen i 2019.

Nu er Boje Mathiesen fortid og partiets minimerede folketingsgruppe formentlig igen under Pernille Vermunds ledelse. Hvordan det vil gå, er umuligt at sige. Man skal huske, at det faktisk var hendes linje, der efter flotte målinger undervejs endte med et pauvert valgresultat. Man ved heller ikke, hvordan vælgerne vil tage imod en partileder, der allerede en gang har signaleret, at hun ønsker at forlade politik, og som samtidig med sin linje er i mere direkte konkurrence med Morten Messerschmidt og Inger Støjberg.

Man kan lede efter mange forklaringer på, at Nye Borgerlige er gået fra at være den politiske højrekants friske pust til at være dens sløjeste patient.

Den lette er, at partiet kun kunne klare sig, mens karismatiske Vermund stod i spidsen. Altså det klassiske personbårne parti som Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Ny Alliance og Alternativet. Analysen holder bare ikke helt. For det første var Vermund ikke noget stort navn, da partiet blev dannet. Hun voksede så at sige sammen med det. For det andet begyndte nedturen allerede, mens hun var leder.

Det handler om noget andet. Nemlig at det revolutionære har trange kår i Danmark. Venstrefløjen, der i næsten et århundrede var revolutionens svagt ulmende arnested, har for længst erkendt det. Enhedslisten har de facto udskiftet socialismen med moralismen og er mere optaget af befolkningens kødindtag og kønssammensætningen i aktieselskabsbestyrelser end af egentlig samfundsomvæltning.

Ændringen af ejendomsforholdene kan klares gennem en slags brugsforeningsbevægelse, må man forstå. Den pure revolution er henvist til mindre sekter, der stadig dyrker Fidel Castro, Enver Hoxha eller Josef Stalin i prunkløse bogcafeer og kun bevæger sig ud i frisk luft ved større demonstrationer.

Til gengæld trives det revolutionære på den blå side, og Nye Borgerlige var indtil nærdødsoplevelsen i sidste uge et revolutionært parti. Pernille Vermund ville løse udlændingepolitikken fra bunden og i hvert fald engang blæse på konventioner og den slags. Siden modererede hun det i et forsøg på at få andel i den magt, som blå blok ikke fik. Prisen var et sløjt valgresultat.

Lars Boje Mathiesens revolution var liberalistisk og antistatslig, og den endte så tragisk, som en revolution af den karakter overhovedet kan. I et slagsmål om en pengekasse, der for hovedpartens vedkommende er fyldt op med statslig, skattefinansieret partistøtte.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/samfund/revolutionen-er-afblaest-igen'''

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Pressen er mere kritisk over for en tilfældig kommunalpolitiker end over for tidens største sangere eller forfattere. Det er absurd.

Magtkritik

Skandalen om en forfalsket underskrift og den fyrede teaterchef Jon Stephensen, som utroligt nok i skrivende stund stadig sidder trygt og godt i Moderaternes folketingsgruppe, er ikke kun historien om en mand, der angiveligt har løjet og bedraget (og selv nægter alle anklager). Det er også et eksempel på et evindeligt problem for dansk journalistik: Pressen er overopmærksom på politisk magt, men blind over for kulturel magt.

I årevis har der været småhistorier om Jon Stephensens karakter, men det var først, da manden trådte ind i politik, at sagerne for alvor blev dækket i pressen. For pludselig gik de hårde journalister i gang, de gravede og udspurgte og søgte aktindsigt, og nu er vi så her. Mediernes fokus ændrer sig nemlig radikalt, så snart nogen træder ind i politik.

Som en af værterne i radioprogrammet Slotsholmen på P1 bemærkede i en sigende bisætning i sidste uge: »Jon Stephensens opførsel bliver interessant efter 1. november 2022, for det er her, han bliver valgt til Folketinget.« Den tilgang er symptomatisk: Før Stephensen blev politiker, var hans sager ikke for alvor interessante.

I interview med politikere er journalister ofte så kritiske, at de knap lytter til svarene. Mens kulturpersoner – sangere, forfattere, radioværter, influencere, teaterchefer – dem kan man uden videre invitere ned i sofaen til en hyggelig snak om følelser og familie. Det store portræt, det ærlige interview.

Da Berlingske forleden talte med bestsellerforfatteren Morten Albæk om hans nye bog, sluttede artiklen ikke med udfordrende spørgsmål, men med næsegrus beundring. »Og så springer den smukkeste række af ord fra ham,« skriver journalisten benovet, inden Albæk bogstavelig talt forklarer meningen med livet for læserne.

Albæk har solgt hundredtusindvis af bøger, han har i unik grad præget danskernes etik og livssyn. Alligevel får han ingen kritiske spørgsmål. Men skulle han i morgen beslutte at stille op for De Radikale til byrådet i Aarhus, ville alt forandre sig. Så ville hans ideer blive »interessante«, så ville han blive testet og kritiseret. Danske medier er langt mere kritiske over for en tilfældig kommunalpolitiker end over for tidens største sangere eller forfattere.

Før Jon Stephensen blev politiker, var hans sager ikke for alvor interessante for pressen, skriver Christian Bennike. Arkivfoto: Linda Kastrup, Scanpix.

 

MAN SER FORSKELLEN tydeligt, når personer bevæger sig fra den ene til den anden arena: Hella Joof, som i 30 år har udbredt sig om alt mellem himmel og jord, skulle kun gå til ét politisk møde i Lars Løkkes Disruptionråd, før hun blev hejlet igennem mediemøllen og kritiseret for at sige det der med indianerne. I årevis kunne Lars Kolind turnere rundt som en slags erhvervsguru, men så snart han stillede op for Ny Alliance, blev han underkastet kritiske spørgsmål og faldt sammen. Engang var Jørgen Poulsen og Thyra Frank symboler på ordentlighed, så blev de politikere …

De seneste uger har der været en diskussion om, hvorvidt det er hårdt at være politiker eller ej. Er de folkevalgte udsat for et større pres end skolelærere eller bagere? Det virker helt absurd at hævde andet end, ja, det er de. Så snart en politiker siger noget, bliver de testet og kritiseret som ingen andre i dette samfund. Pointen er ikke, at kritikken af Stephensen eller Joof er unfair. Pointen er, at det viser, hvor servil kulturjournalistikken reelt er. Det er sigende, at MeToo-bevægelsen, som faktisk tager magtmisbrug i kulturlivet alvorligt, ikke udsprang hos den traditionelle presse, men voksede op nedefra på de sociale medier.

Afstanden mellem den journalistiske tilgang til politik og kultur er alt for stor. Forskellene bygger på en uudtalt præmis om, at politik er vigtigt, mens kultur er mindre vigtigt. Kultur er en slags underholdning eller en afspejling af samfundet, men ikke et sted med selvstændig magt. Men det er forkert. En finanslov forandrer selvfølgelig samfundet mere end et teaterstykke, men kunst og kultur skaber de fortællinger, vi lever på. Rockstjerner og forfattere former vores drømme og giver os et sprog, ligesom reklamer og virksomheder påvirker vores behov. Det er også magt.

Det er ikke åbenlyst, at Jon Stephensen skulle være meget mere magtfuld som kulturordfører end som fast debattør i landets aviser, tv og radio. Medierne er ikke lovgivende organer, men de former vores verden. Det er det, kultur handler om, og det burde danske medier tage langt mere alvorligt.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-10/kultur/magtkritik

 

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

 

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK