fredag den 21. juli 2023

 

Arbejdspligt. Regeringen vil kræve 37 timers arbejde i bytte for kontanthjælp. Det er »kernesocialdemokratisk« ifølge beskæftigelsesministeren.

Til arbejdet, liv eller død

Selvom den politiske støj fra blandt andet store bededag og universitetsreform næppe har lagt sig, når den politiske sommerferie rinder ud, er det givet, at regeringen kommer til at kaste sig ud i nye projekter, som vil bryde stilheden.

Et af dem er allerede bebudet i regeringsgrundlaget, nemlig en 37 timers arbejdspligt, der skal erstatte passiv forsørgelse. Målgruppen er først og fremmest mennesker med integrationsbehov, som det hedder i grundlaget.

Det bliver beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, der får fornøjelsen af at stå i spidsen for det projekt, som allerede på baggrund af norske erfaringer stod på den tidligere socialdemokratiske mindretalsregerings dosmerseddel. Dengang kunne der ikke skaffes flertal. Ideen var ikke rigtig noget for de daværende støttepartier på venstre flanke. SFs Karsten Hønge omtalte således de job, der ville komme ud af det, som »chikanejob«, og han sagde ifølge Altinget:

»Den eneste type job, som ikke er overenskomstdækket, er jo at skifte vand i vandpytter. Vi ser faktisk store perspektiver i at lave en uddannelses- og arbejdsforpligtelse med indhold, men ikke i meningsløse job.«

Beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, er ikke bekymret for, at regeringens forslag vil skabe et B-arbejdsmarked. Arkivfoto: Carsten Snejbjerg, Scanpix.

Også Venstre endte med at afvise ideen, selvom partiet i princippet var tilhænger af arbejdspligten, fordi regeringens samlede pakke kunne ende med, at enkelte grupper ville få højere ydelser. Men nu er flertallet der, takket være kompromiserne i SVM-regeringen. Modviljen uden for regeringen er givet intakt, og protesterne skal nok komme, men dem er beskæftigelsesministeren klar til, bedyrer hun.

»For mig er det kernesocialdemokratisk politik, at mennesker skal arbejde, og det er ikke bare den sædvanlige med ret og pligt. Det handler om, at vi skal have forventninger til andre mennesker. Jeg synes, at noget af det værste, man kan gøre mod folk, er at møde dem uden forventninger. Det er simpelthen mangel på respekt,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

»Og så er der selvfølgelig også det helt enkle, at vi lige nu har brug for alle. Vi kan ikke bare løse velfærdssamfundets problemer ved at bruge flere penge, hvis der ikke er medarbejdere nok. Det er et problem, men det er også en chance for at få de sidste med. Det handler selvfølgelig også om, at man skal bidrage til fællesskabet, hvis man kan.«

Halve chancer

Ane Halsboe-Jørgensen er bevæbnet med en spritny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viser, at manglende tilknytning til arbejdsmarkedet ikke blot er et problem for den enkelte.

Det er noget, der nedarves i generationer:

Børn, der er opvokset med forældre, der har fuld beskæftigelse, har otte procent chance for at ende uden for arbejdsmarkedet. Børn, der er opvokset med forældre, der ikke selv er på arbejdsmarkedet, har mere end dobbelt så stor risiko for selv at ende der – 17 procent i præcise tal. Faktisk ser der ud til at være en nøje sammenhæng mellem antallet af forældrenes arbejdstimer og børns fremtid på arbejdsmarkedet.

Analysen viser også, at selvom eksempelvis forældrenes uddannelsesniveau og økonomiske situation har betydning, og det også spiller ind, om der er tale om kernefamilier eller brudte familier, er det stadig tilknytningen til arbejdsmarkedet, der er den vigtigste faktor for, hvordan det går børnene.

»Analysen peger samlet set på en sammenhæng mellem børns tilknytning til arbejdsmarkedet som voksne og deres forældres tilknytning under opvæksten,« lyder et uddrag af analysens konklusion, som fortsætter:

»Jo mere forældrene arbejder i barnets mest formative år, desto mindre er risikoen for, at barnet ender uden tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen. Og opvokser børn med forældre, der ikke arbejder, og ikke med forældre med fuld tilknytning til arbejdsmarkedet, så er risikoen for, at de ender uden arbejde som voksen, dobbelt så stor. Lignende positiv sammenhæng findes, når der ses på chancen for at have fuld tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen.«

Ane Halsboe-Jørgensen uddyber:

»Det bekræfter sådan set noget, vi godt ved i forvejen. Og det bekræfter også det billede, jeg selv fik, da jeg voksede op i Fjerritslev. Jeg tror, vi alle kan huske de familier, hvor vi på forhånd vidste, at børnene bare havde dårligere odds end alle os andre. Det var i hvert fald noget, der gjorde stort indtryk på mig, og det var en væsentlig grund til, at jeg begyndte at engagere mig i politik,« siger hun.

»Det er en skyggeside af det socialdemokratiske velfærdssamfund, at nogen kommer til at sidde fast i det net, vi har spændt ud under dem. Vi skal indse, at social arv handler om andet end penge. Det handler også om kultur og dannelse. Uddannelse er selvfølgelig lettere, hvis man kommer fra et hjem med tradition for uddannelse. Men dannelse er også noget så simpelt som at stå op og gå på arbejde.«

Ministeren fortsætter:

»Vi skal ikke acceptere den form for udenforskab i vores samfund. Det er mangel på respekt, når vi parkerer folk på den måde uden at have nogen form for forventninger til dem. Vi taler meget om de 42.000 unge, som ikke er i job eller i gang med en uddannelse. Vi risikerer at give dem et livsvarigt udenforskab, og det er simpelthen ikke i orden.«

Udenforskab

Det er ikke nogen stor hemmelighed, at forslaget først og fremmest retter sig mod ikkevestlige kvinder. Ifølge tal fra Beskæftigelsesministeriet er fire ud af ti fra den gruppe ikke i arbejde, og tilmed har de særlig risiko for at blive hængende i kontanthjælpssystemet i mange år, men spørgsmålet er, om netop den gruppe overhovedet føler noget udenforskab. Om det ikke netop er parallelsamfundets natur, at man faktisk er en del af et fællesskab. Bare et andet fællesskab med andre værdier og traditioner, som eksempelvis ikke indebærer, at kvinder går på arbejde.

»Der er givet en særlig udfordring her. Men grundlæggende tror jeg på, at mennesker har en interesse i at tage magten over deres eget liv, og en af vejene til det er at tjene sine egne penge. Og så kan man lægge til, at der er et hensyn til børnene. Når vi ved, at problemet har det med at nedarves, er det vigtigt, at børnene ser far og mor stå op og gå på arbejde. Det er på den måde, man lærer selv at gøre det,« siger beskæftigelsesministeren.

Men hvad tænker hun om, at problemet måske også har en kulturel side. At den store gruppe af ikkevestlige kvinder uden arbejde måske er uden arbejde på grund af kulturelt og religiøst betinget modstand mod, at kvinder er på arbejdsmarkedet?

»Selvfølgelig er det et problem, men det er ikke en tilstand, vi skal acceptere. Det er også en af grundene til, at vi kombinerer det her med en reform af beskæftigelsessystemet,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

»Det duer ikke, at vi har det samme system til folk, der har været mange år på arbejdsmarkedet og lige har mistet jobbet for en stund, fordi slagteriet er lukket, og så mennesker, der skal lære overhovedet at stå op og gå på arbejde. De første er jeg sikker på, at a-kasserne kan hjælpe mindst lige så godt som et offentligt system. De andre har brug for målrettet hjælp, som vi ikke er gode nok til i dag. For os andre kan det lyde som en simpel ting at tage på arbejde, men hvis man overhovedet ikke har troen på, at man kan, er det pludselig svært. Måske uoverstigeligt.«

Jeg synes, at noget af det værste, man kan gøre med folk, er at møde dem uden forventninger. Det er simpelthen mangel på respekt. ANE HALSBOE-JØRGENSEN, BESKÆFTIGELSESMINISTER

Ud over 37-timerspligten bebuder hun en reform af beskæftigelsessystemet, hvor de kommunale jobcentre nedlægges, hvilket også er bebudet i regeringsgrundlaget, og endelig er det målet at forenkle kontanthjælpssystemet med færre ordninger og satser.

»Jeg tror på en mere målrettet indsats. Tanken om, at folk giver sig til at arbejde, hvis bare man gør dem fattige nok, er forsøgt, og det har ikke virket. Men det er også nødvendigt, at vi ligesom andre steder i den offentlige sektor er villige til at slippe lidt af kontrollen fra Christiansborg, når vi ændrer systemet,« siger hun.

»Det vil kræve noget politisk mod, for der vil opstå problemer og fejl, og så skal vi have modet til ikke bare et reagere med mere kontrol.«

Indtil videre har regeringen ikke givet noget konkret bud på, hvad indholdet i arbejdspligten bliver. At skifte vand i vandpytterne, som Karsten Hønge udtrykte det, er næppe målet.

»Det kan være, at man kan være med til at smøre håndmadder på et plejehjem. Det kan være, at man kan vaske tøj for vores gamle. Det kan være, at man kan lave forefaldende arbejde. Det er der flere steder i samfundet, der er brug for. Så det er et arbejde, der gør nytte,« sagde statsminister Mette Frederiksen, da hun tidligere på året luftede konturerne af regeringens forslag.

Det kunne jo umiddelbart lyde som skabelsen af en slags B-arbejdsmarked på det offentlige område. At lade folk arbejde fuldtid og så afregne dem med det, de i forvejen fik i kontanthjælp. Måske endda med mindelser om det B-arbejdsmarked, som Socialdemokratiets venner i fagbevægelsen indædt bekæmper på det private område i gartnerier, i byggeriet, blandt lastbilchauffører, og andre steder, hvor den traditionelle overenskomstdækkede arbejdsmarkedsmodel er under pres. Men Ane Halsboe-Jørgensen er ikke bekymret.

»Jeg er meget bevidst om, at vi ikke skal have et B-arbejdsmarked. Heller ikke i det offentlige. Det er jo tanken, at det her skal være en vej ind i et regulært job, og jeg tror også, at vi kan finde ud af det med fagbevægelsen. De har tidligere vist stor fleksibilitet omkring eksempelvis Integrationsgrunduddannelsen, IGU,« siger hun.

»Vi må erkende, at det kan være svært at gå direkte ind i et almindeligt job, hvis man aldrig har været på arbejdsmarkedet. Det her skal ses som en trædesten ind på det almindelige arbejdsmarked. Det er ikke et sted, folk skal blive hængende,« siger hun.

 

Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/samfund/til-arbejdet-liv-eller-doed

 

 


 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

  Venstres formand undsiger sin socialdemokratiske ministerkollega efter choktal: INDVANDRERES FØRTIDSPENSION SKAL REVURDERES. Foto: Søren B...