Arbejdspligt. Regeringen vil
kræve 37 timers arbejde i bytte for kontanthjælp. Det er
»kernesocialdemokratisk« ifølge beskæftigelsesministeren.
Til arbejdet, liv eller
død
Selvom
den politiske støj fra blandt andet store bededag og universitetsreform næppe
har lagt sig, når den politiske sommerferie rinder ud, er det givet, at
regeringen kommer til at kaste sig ud i nye projekter, som vil bryde stilheden.
Et af dem er allerede bebudet i regeringsgrundlaget,
nemlig en 37 timers arbejdspligt, der skal erstatte passiv forsørgelse.
Målgruppen er først og fremmest mennesker med integrationsbehov, som det hedder
i grundlaget.
Det bliver beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen,
der får fornøjelsen af at stå i spidsen for det projekt, som allerede på
baggrund af norske erfaringer stod på den tidligere socialdemokratiske
mindretalsregerings dosmerseddel. Dengang kunne der ikke skaffes flertal. Ideen
var ikke rigtig noget for de daværende støttepartier på venstre flanke. SFs
Karsten Hønge omtalte således de job, der ville komme ud af det, som
»chikanejob«, og han sagde ifølge Altinget:
»Den eneste type job, som ikke er overenskomstdækket, er
jo at skifte vand i vandpytter. Vi ser faktisk store perspektiver i at lave en
uddannelses- og arbejdsforpligtelse med indhold, men ikke i meningsløse job.«
Beskæftigelsesminister,
Ane Halsboe-Jørgensen, er ikke bekymret for, at regeringens forslag vil skabe
et B-arbejdsmarked. Arkivfoto: Carsten Snejbjerg, Scanpix.
Også Venstre endte med at afvise ideen, selvom partiet i
princippet var tilhænger af arbejdspligten, fordi regeringens samlede pakke
kunne ende med, at enkelte grupper ville få højere ydelser. Men nu er
flertallet der, takket være kompromiserne i SVM-regeringen. Modviljen uden for
regeringen er givet intakt, og protesterne skal nok komme, men dem er
beskæftigelsesministeren klar til, bedyrer hun.
»For mig er det kernesocialdemokratisk politik, at
mennesker skal arbejde, og det er ikke bare den sædvanlige med ret og pligt.
Det handler om, at vi skal have forventninger til andre mennesker. Jeg synes, at
noget af det værste, man kan gøre mod folk, er at møde dem uden forventninger.
Det er simpelthen mangel på respekt,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.
»Og så er der selvfølgelig også det helt enkle, at vi lige
nu har brug for alle. Vi kan ikke bare løse velfærdssamfundets problemer ved at
bruge flere penge, hvis der ikke er medarbejdere nok. Det er et problem, men
det er også en chance for at få de sidste med. Det handler selvfølgelig også
om, at man skal bidrage til fællesskabet, hvis man kan.«
Halve chancer
Ane Halsboe-Jørgensen er bevæbnet med en spritny analyse
fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viser, at manglende
tilknytning til arbejdsmarkedet ikke blot er et problem for den enkelte.
Det er noget, der nedarves i generationer:
Børn, der er opvokset med forældre, der har fuld
beskæftigelse, har otte procent chance for at ende uden for arbejdsmarkedet.
Børn, der er opvokset med forældre, der ikke selv er på arbejdsmarkedet, har
mere end dobbelt så stor risiko for selv at ende der – 17 procent i præcise
tal. Faktisk ser der ud til at være en nøje sammenhæng mellem antallet af
forældrenes arbejdstimer og børns fremtid på arbejdsmarkedet.
Analysen viser også, at selvom eksempelvis forældrenes
uddannelsesniveau og økonomiske situation har betydning, og det også spiller
ind, om der er tale om kernefamilier eller brudte familier, er det stadig
tilknytningen til arbejdsmarkedet, der er den vigtigste faktor for, hvordan det
går børnene.
»Analysen peger samlet set på en sammenhæng mellem børns
tilknytning til arbejdsmarkedet som voksne og deres forældres tilknytning under
opvæksten,« lyder et uddrag af analysens konklusion, som fortsætter:
»Jo mere forældrene arbejder i barnets mest formative år,
desto mindre er risikoen for, at barnet ender uden tilknytning til
arbejdsmarkedet som voksen. Og opvokser børn med forældre, der ikke arbejder,
og ikke med forældre med fuld tilknytning til arbejdsmarkedet, så er risikoen
for, at de ender uden arbejde som voksen, dobbelt så stor. Lignende positiv
sammenhæng findes, når der ses på chancen for at have fuld tilknytning til
arbejdsmarkedet som voksen.«
Ane Halsboe-Jørgensen uddyber:
»Det bekræfter sådan set noget, vi godt ved i forvejen. Og
det bekræfter også det billede, jeg selv fik, da jeg voksede op i Fjerritslev.
Jeg tror, vi alle kan huske de familier, hvor vi på forhånd vidste, at børnene
bare havde dårligere odds end alle os andre. Det var i hvert fald noget, der
gjorde stort indtryk på mig, og det var en væsentlig grund til, at jeg begyndte
at engagere mig i politik,« siger hun.
»Det er en skyggeside af det socialdemokratiske
velfærdssamfund, at nogen kommer til at sidde fast i det net, vi har spændt ud
under dem. Vi skal indse, at social arv handler om andet end penge. Det handler
også om kultur og dannelse. Uddannelse er selvfølgelig lettere, hvis man kommer
fra et hjem med tradition for uddannelse. Men dannelse er også noget så simpelt
som at stå op og gå på arbejde.«
Ministeren fortsætter:
»Vi skal ikke acceptere den form for udenforskab i vores
samfund. Det er mangel på respekt, når vi parkerer folk på den måde uden at
have nogen form for forventninger til dem. Vi taler meget om de 42.000 unge,
som ikke er i job eller i gang med en uddannelse. Vi risikerer at give dem et
livsvarigt udenforskab, og det er simpelthen ikke i orden.«
Udenforskab
Det er ikke nogen stor hemmelighed, at forslaget først og
fremmest retter sig mod ikkevestlige kvinder. Ifølge tal fra
Beskæftigelsesministeriet er fire ud af ti fra den gruppe ikke i arbejde, og
tilmed har de særlig risiko for at blive hængende i kontanthjælpssystemet i
mange år, men spørgsmålet er, om netop den gruppe overhovedet føler noget
udenforskab. Om det ikke netop er parallelsamfundets natur, at man faktisk er
en del af et fællesskab. Bare et andet fællesskab med andre værdier og
traditioner, som eksempelvis ikke indebærer, at kvinder går på arbejde.
»Der er givet en særlig udfordring her. Men grundlæggende
tror jeg på, at mennesker har en interesse i at tage magten over deres eget
liv, og en af vejene til det er at tjene sine egne penge. Og så kan man lægge
til, at der er et hensyn til børnene. Når vi ved, at problemet har det med at
nedarves, er det vigtigt, at børnene ser far og mor stå op og gå på arbejde.
Det er på den måde, man lærer selv at gøre det,« siger
beskæftigelsesministeren.
Men hvad tænker hun om, at problemet måske også har en
kulturel side. At den store gruppe af ikkevestlige kvinder uden arbejde måske
er uden arbejde på grund af kulturelt og religiøst betinget modstand mod, at
kvinder er på arbejdsmarkedet?
»Selvfølgelig er det et problem, men det er ikke en
tilstand, vi skal acceptere. Det er også en af grundene til, at vi kombinerer
det her med en reform af beskæftigelsessystemet,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.
»Det duer ikke, at vi har det samme system til folk, der
har været mange år på arbejdsmarkedet og lige har mistet jobbet for en stund,
fordi slagteriet er lukket, og så mennesker, der skal lære overhovedet at stå
op og gå på arbejde. De første er jeg sikker på, at a-kasserne kan hjælpe
mindst lige så godt som et offentligt system. De andre har brug for målrettet
hjælp, som vi ikke er gode nok til i dag. For os andre kan det lyde som en
simpel ting at tage på arbejde, men hvis man overhovedet ikke har troen på, at
man kan, er det pludselig svært. Måske uoverstigeligt.«
Ud over 37-timerspligten bebuder hun en reform af
beskæftigelsessystemet, hvor de kommunale jobcentre nedlægges, hvilket også er
bebudet i regeringsgrundlaget, og endelig er det målet at forenkle
kontanthjælpssystemet med færre ordninger og satser.
»Jeg tror på en mere målrettet indsats. Tanken om, at folk
giver sig til at arbejde, hvis bare man gør dem fattige nok, er forsøgt, og det
har ikke virket. Men det er også nødvendigt, at vi ligesom andre steder i den
offentlige sektor er villige til at slippe lidt af kontrollen fra
Christiansborg, når vi ændrer systemet,« siger hun.
»Det vil kræve noget politisk mod, for der vil opstå
problemer og fejl, og så skal vi have modet til ikke bare et reagere med mere
kontrol.«
Indtil videre har regeringen ikke givet noget konkret bud
på, hvad indholdet i arbejdspligten bliver. At skifte vand i vandpytterne, som
Karsten Hønge udtrykte det, er næppe målet.
»Det kan være, at man kan være med til at smøre håndmadder
på et plejehjem. Det kan være, at man kan vaske tøj for vores gamle. Det kan
være, at man kan lave forefaldende arbejde. Det er der flere steder i
samfundet, der er brug for. Så det er et arbejde, der gør nytte,« sagde
statsminister Mette Frederiksen, da hun tidligere på året luftede konturerne af
regeringens forslag.
Det kunne jo umiddelbart lyde som skabelsen af en slags
B-arbejdsmarked på det offentlige område. At lade folk arbejde fuldtid og så
afregne dem med det, de i forvejen fik i kontanthjælp. Måske endda med
mindelser om det B-arbejdsmarked, som Socialdemokratiets venner i fagbevægelsen
indædt bekæmper på det private område i gartnerier, i byggeriet, blandt
lastbilchauffører, og andre steder, hvor den traditionelle overenskomstdækkede
arbejdsmarkedsmodel er under pres. Men Ane Halsboe-Jørgensen er ikke bekymret.
»Jeg er meget bevidst om, at vi ikke skal have et
B-arbejdsmarked. Heller ikke i det offentlige. Det er jo tanken, at det her
skal være en vej ind i et regulært job, og jeg tror også, at vi kan finde ud af
det med fagbevægelsen. De har tidligere vist stor fleksibilitet omkring
eksempelvis Integrationsgrunduddannelsen, IGU,« siger hun.
»Vi må erkende, at det kan være svært at gå direkte ind i
et almindeligt job, hvis man aldrig har været på arbejdsmarkedet. Det her skal
ses som en trædesten ind på det almindelige arbejdsmarked. Det er ikke et sted,
folk skal blive hængende,« siger hun.
Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/samfund/til-arbejdet-liv-eller-doed
