Kronik. At gå i regering med S er ikke løsningen på Jakob Ellemanns problem. Det er selve problemet.

PÅ VILD FLUGT FRA SIG SELV

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Venstre forhandler med Socialdemokratiet om et muligt regeringssamarbejde. Interessant nok var der samtidig årsmøde for Venstre, hvor Jakob Ellemann gjorde det klart, at han vil have Venstre til at være et bredt folkeparti igen.

Eller rettere han synes, at Venstre allerede er et folkeparti, men skal være det i endnu højere grad. Som han konstaterede: »Nok er vi gået tilbage, men Venstre er fortsat et bredt og folkeligt parti.«

At Venstre skulle være et bredt folkeparti, tror jeg ikke, der er mange, der vil anerkende. Derfor skal udtalelsen snarere forstås som et ønske. En bestræbelse på igen at blive det. Hvordan det skal hænge sammen med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er imidlertid svært at forstå.

Selv peger Ellemann på, at det skal være økonomisk og reformmæssigt, at Venstre vil sætte sine aftryk i en sådan regering. Som han sagde i sin tale om møderne på Marienborg med Socialdemokratiet: »Det er snarere sonderinger eller samtaler, der skal afsøge, om der er et reelt reformflertal i Danmark.«

Det efterlader, må man antage, værdipolitikken i socialdemokratiske hænder, altså den konservative
og folkelige del af det politiske spillerum, som Socialdemokratiet i forvejen har været gode til at inkorporere i forrige valgperiode, og som Ellemann så desperat har brug for, hvis han vil gøre Venstre til et bredt folkeparti igen. Hvordan det hele skal hænge sammen, må man håbe, han overvejer nærmere, før han kaster sig i armene på Socialdemokratiet.

Illustration: Rasmus Meisler

Bestræbelsen på at blive et borgerligt folkeparti er nemlig en rigtig bestræbelse i mine øjne. Men hans idé om, hvad det vil sige at være et bredt folkeparti, er højst sandsynligt forfejlet. Det så man, da han blev formand og udgrænsede både konservatismen og folkeligheden.

De to dele af borgerligheden irriterede ham, fordi han er liberal dogmatiker. Han er en moderne liberalist, der kun har blik for økonomi og individets frihed til at udfolde sig som det ønskede. Alt, hvad der står i vejen for den form for liberalisme, er mudder, der tilsøler den rene liberalismes fortræffeligheder som en højere moralsk ideologi.

Som han sagde i Deadline på DR om sin liberale linje, kort efter at han trådte til som formand: »Det kan godt være, at det ikke er det populære, men det er det, som er det rigtige.«

Den moderne liberalisme er med andre ord et højere stadie end andre dele af borgerligheden. Konservatisme og folkelighed er sådan noget, der måske er populært hos en stor del af
vælgerne, men det er moralsk anløbent. Sådan måtte man i hvert fald forstå Ellemann dengang. Det sås også, da han smed både de konservative elementer og Støjberg-fløjen i partiet under
bussen kort efter sin tiltræden som formand.

Hvor Støjberg syntes, at MeToo var gået for langt, var Ellemann uenig. Da Støjberg syntes, at indvandrings- og flygtningeudfordringerne var
særdeles vigtige, var Ellemann uenig. For Ellemann var og er frihed, skattelettelser, økonomiske reformer og flere fritvalgsordninger i det offentlige de afgørende politiske spørgsmål. Ellemann vil smøre konkurrencestaten med olie.

Den tilgang ledte til en åreladning af mere folkelige og konservative profiler for partiet, som for eksempler Britt Bager og Marcus Knuth. Og selvfølgelig Støjberg. Og i sidste ende til et katastrofalt ringe valg for Venstre, der blev splittet i tre, hvilket er den afgørende årsag til den borgerlige krise, vi står i.

Det er samme analyse, som Christian Egander Skov har fremsat i bogen Borgerlig krise. Her fremsætter han forklaringen på den borgerlige krise, og hvordan den i høj grad udspringer af Venstres splittelse. Analysen er, at borgerligheden traditionelt fungerer bedst, når den kan kombinere et forsvar for den liberale forståelse af den enkeltes frihed med en konservativ forståelse for betydningen af stabile institutioner, med en påskønnelse af det levede liv i civilsamfundets fællesskaber. Liberalisme, konservatisme og folkelighed i ét. Det var blandt andet dét, der var til stede under VKO-samarbejdet op gennem 00erne og 10erne.
Den treenighed besidder Ellemann ikke.

For Ellemann består det folkelige i stedet i at være et ansvarligt økonomisk reformerende centrumparti. Det er der helt sikkert noget rigtigt i at være. Det har bare ikke meget med folkelighed at gøre. Det afslører, at han stadig ikke har forstået, hvad der er problemet med borgerlighedens krise. Han er stadig af den overbevisning, at borgerligheden først og fremmest mangler fokus på ansvarlighed og nødvendig økonomisk politik.

Folkelighed er derimod det modsatte. Folkelighed er ikke at dyrke fornuft, teknokrati og konkurrencestatspolitik. Folkelighed er følelser, anerkendelse og levende fællesskaber i civilsamfundet. Alt det, som Jakob Ellemann i bedste fald ikke forstår særlig godt, eller i værste fald er ligeglad med.

Der var dog håb at spore efter valget, da Ellemann lidt kækt nævnte, at Venstre fik et rigtig godt valg, hvis man lagde Danmarksdemokraterne og Moderaternes stemmetal sammen med Venstres. Det afslører, at han faktisk er bevidst om, at Venstres traditionelle borgerlighed faktisk er splintret i tre størrelser. Han er med andre ord klar over, at Støjberg og Moderaterne egentlig hører til hos Venstre og ikke uden for Venstre. Det er en vigtig erkendelse, for det er den grundlæggende årsag til den borgerlige krise, at de tre dele af Venstre står i modsætningsforhold til hinanden fremfor at udgøre en borgerlig treenighed.

Hvis den treenighed skal genopbygges nu, er det kloge at tage en tænkepause. At gå i opposition slet og ret. Bygge Venstre op som et sammenhængende alternativ til Socialdemokratiet. Ellemann nævnte selv i talen på årsmødet, at der er for mange små partier,
som konkurrerer internt, til at blå blok kan hænge sammen. Så meget desto vigtigere er det, at Venstre tager førertrøjen på sig og står i spidsen for at blive det store borgerlige parti, der på ny
inkorporerer de splittelser, der har ledt til flere partier.

Hvis Ellemann går i regering, kan det være, han får indflydelse på kort sigt, men han umuliggør skabelsen af det brede folkeparti, han selv ønsker.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/paa-vild-flugt-fra-sig-selv

 

RASMUS ULSTRUP LARSEN

Cand.merc.fil., journalist på Konstrast.dkKronik. At gå i regering med S er ikke løsningen på Jakob Ellemanns problem. Det er selve problemet.

PÅ VILD FLUGT FRA SIG SELV

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Venstre forhandler med Socialdemokratiet om et muligt regeringssamarbejde. Interessant nok var der samtidig årsmøde for Venstre, hvor Jakob Ellemann gjorde det klart, at han vil have Venstre til at være et bredt folkeparti igen.

Eller rettere han synes, at Venstre allerede er et folkeparti, men skal være det i endnu højere grad. Som han konstaterede: »Nok er vi gået tilbage, men Venstre er fortsat et bredt og folkeligt parti.«

At Venstre skulle være et bredt folkeparti, tror jeg ikke, der er mange, der vil anerkende. Derfor skal udtalelsen snarere forstås som et ønske. En bestræbelse på igen at blive det. Hvordan det skal hænge sammen med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er imidlertid svært at forstå.

Selv peger Ellemann på, at det skal være økonomisk og reformmæssigt, at Venstre vil sætte sine aftryk i en sådan regering. Som han sagde i sin tale om møderne på Marienborg med Socialdemokratiet: »Det er snarere sonderinger eller samtaler, der skal afsøge, om der er et reelt reformflertal i Danmark.«

Det efterlader, må man antage, værdipolitikken i socialdemokratiske hænder, altså den konservative
og folkelige del af det politiske spillerum, som Socialdemokratiet i forvejen har været gode til at inkorporere i forrige valgperiode, og som Ellemann så desperat har brug for, hvis han vil gøre Venstre til et bredt folkeparti igen. Hvordan det hele skal hænge sammen, må man håbe, han overvejer nærmere, før han kaster sig i armene på Socialdemokratiet.

Illustration: Rasmus Meisler

Bestræbelsen på at blive et borgerligt folkeparti er nemlig en rigtig bestræbelse i mine øjne. Men hans idé om, hvad det vil sige at være et bredt folkeparti, er højst sandsynligt forfejlet. Det så man, da han blev formand og udgrænsede både konservatismen og folkeligheden.

De to dele af borgerligheden irriterede ham, fordi han er liberal dogmatiker. Han er en moderne liberalist, der kun har blik for økonomi og individets frihed til at udfolde sig som det ønskede. Alt, hvad der står i vejen for den form for liberalisme, er mudder, der tilsøler den rene liberalismes fortræffeligheder som en højere moralsk ideologi.

Som han sagde i Deadline på DR om sin liberale linje, kort efter at han trådte til som formand: »Det kan godt være, at det ikke er det populære, men det er det, som er det rigtige.«

Den moderne liberalisme er med andre ord et højere stadie end andre dele af borgerligheden. Konservatisme og folkelighed er sådan noget, der måske er populært hos en stor del af
vælgerne, men det er moralsk anløbent. Sådan måtte man i hvert fald forstå Ellemann dengang. Det sås også, da han smed både de konservative elementer og Støjberg-fløjen i partiet under
bussen kort efter sin tiltræden som formand.

Hvor Støjberg syntes, at MeToo var gået for langt, var Ellemann uenig. Da Støjberg syntes, at indvandrings- og flygtningeudfordringerne var
særdeles vigtige, var Ellemann uenig. For Ellemann var og er frihed, skattelettelser, økonomiske reformer og flere fritvalgsordninger i det offentlige de afgørende politiske spørgsmål. Ellemann vil smøre konkurrencestaten med olie.

Den tilgang ledte til en åreladning af mere folkelige og konservative profiler for partiet, som for eksempler Britt Bager og Marcus Knuth. Og selvfølgelig Støjberg. Og i sidste ende til et katastrofalt ringe valg for Venstre, der blev splittet i tre, hvilket er den afgørende årsag til den borgerlige krise, vi står i.

Det er samme analyse, som Christian Egander Skov har fremsat i bogen Borgerlig krise. Her fremsætter han forklaringen på den borgerlige krise, og hvordan den i høj grad udspringer af Venstres splittelse. Analysen er, at borgerligheden traditionelt fungerer bedst, når den kan kombinere et forsvar for den liberale forståelse af den enkeltes frihed med en konservativ forståelse for betydningen af stabile institutioner, med en påskønnelse af det levede liv i civilsamfundets fællesskaber. Liberalisme, konservatisme og folkelighed i ét. Det var blandt andet dét, der var til stede under VKO-samarbejdet op gennem 00erne og 10erne.
Den treenighed besidder Ellemann ikke.

For Ellemann består det folkelige i stedet i at være et ansvarligt økonomisk reformerende centrumparti. Det er der helt sikkert noget rigtigt i at være. Det har bare ikke meget med folkelighed at gøre. Det afslører, at han stadig ikke har forstået, hvad der er problemet med borgerlighedens krise. Han er stadig af den overbevisning, at borgerligheden først og fremmest mangler fokus på ansvarlighed og nødvendig økonomisk politik.

Folkelighed er derimod det modsatte. Folkelighed er ikke at dyrke fornuft, teknokrati og konkurrencestatspolitik. Folkelighed er følelser, anerkendelse og levende fællesskaber i civilsamfundet. Alt det, som Jakob Ellemann i bedste fald ikke forstår særlig godt, eller i værste fald er ligeglad med.

Der var dog håb at spore efter valget, da Ellemann lidt kækt nævnte, at Venstre fik et rigtig godt valg, hvis man lagde Danmarksdemokraterne og Moderaternes stemmetal sammen med Venstres. Det afslører, at han faktisk er bevidst om, at Venstres traditionelle borgerlighed faktisk er splintret i tre størrelser. Han er med andre ord klar over, at Støjberg og Moderaterne egentlig hører til hos Venstre og ikke uden for Venstre. Det er en vigtig erkendelse, for det er den grundlæggende årsag til den borgerlige krise, at de tre dele af Venstre står i modsætningsforhold til hinanden fremfor at udgøre en borgerlig treenighed.

Hvis den treenighed skal genopbygges nu, er det kloge at tage en tænkepause. At gå i opposition slet og ret. Bygge Venstre op som et sammenhængende alternativ til Socialdemokratiet. Ellemann nævnte selv i talen på årsmødet, at der er for mange små partier,
som konkurrerer internt, til at blå blok kan hænge sammen. Så meget desto vigtigere er det, at Venstre tager førertrøjen på sig og står i spidsen for at blive det store borgerlige parti, der på ny
inkorporerer de splittelser, der har ledt til flere partier.

Hvis Ellemann går i regering, kan det være, han får indflydelse på kort sigt, men han umuliggør skabelsen af det brede folkeparti, han selv ønsker.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/paa-vild-flugt-fra-sig-selv

 

RASMUS ULSTRUP LARSEN

Cand.merc.fil., journalist på Konstrast.dkKronik. At gå i regering med S er ikke løsningen på Jakob Ellemanns problem. Det er selve problemet.

PÅ VILD FLUGT FRA SIG SELV

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Venstre forhandler med Socialdemokratiet om et muligt regeringssamarbejde. Interessant nok var der samtidig årsmøde for Venstre, hvor Jakob Ellemann gjorde det klart, at han vil have Venstre til at være et bredt folkeparti igen.

Eller rettere han synes, at Venstre allerede er et folkeparti, men skal være det i endnu højere grad. Som han konstaterede: »Nok er vi gået tilbage, men Venstre er fortsat et bredt og folkeligt parti.«

At Venstre skulle være et bredt folkeparti, tror jeg ikke, der er mange, der vil anerkende. Derfor skal udtalelsen snarere forstås som et ønske. En bestræbelse på igen at blive det. Hvordan det skal hænge sammen med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er imidlertid svært at forstå.

Selv peger Ellemann på, at det skal være økonomisk og reformmæssigt, at Venstre vil sætte sine aftryk i en sådan regering. Som han sagde i sin tale om møderne på Marienborg med Socialdemokratiet: »Det er snarere sonderinger eller samtaler, der skal afsøge, om der er et reelt reformflertal i Danmark.«

Det efterlader, må man antage, værdipolitikken i socialdemokratiske hænder, altså den konservative
og folkelige del af det politiske spillerum, som Socialdemokratiet i forvejen har været gode til at inkorporere i forrige valgperiode, og som Ellemann så desperat har brug for, hvis han vil gøre Venstre til et bredt folkeparti igen. Hvordan det hele skal hænge sammen, må man håbe, han overvejer nærmere, før han kaster sig i armene på Socialdemokratiet.

Illustration: Rasmus Meisler

Bestræbelsen på at blive et borgerligt folkeparti er nemlig en rigtig bestræbelse i mine øjne. Men hans idé om, hvad det vil sige at være et bredt folkeparti, er højst sandsynligt forfejlet. Det så man, da han blev formand og udgrænsede både konservatismen og folkeligheden.

De to dele af borgerligheden irriterede ham, fordi han er liberal dogmatiker. Han er en moderne liberalist, der kun har blik for økonomi og individets frihed til at udfolde sig som det ønskede. Alt, hvad der står i vejen for den form for liberalisme, er mudder, der tilsøler den rene liberalismes fortræffeligheder som en højere moralsk ideologi.

Som han sagde i Deadline på DR om sin liberale linje, kort efter at han trådte til som formand: »Det kan godt være, at det ikke er det populære, men det er det, som er det rigtige.«

Den moderne liberalisme er med andre ord et højere stadie end andre dele af borgerligheden. Konservatisme og folkelighed er sådan noget, der måske er populært hos en stor del af
vælgerne, men det er moralsk anløbent. Sådan måtte man i hvert fald forstå Ellemann dengang. Det sås også, da han smed både de konservative elementer og Støjberg-fløjen i partiet under
bussen kort efter sin tiltræden som formand.

Hvor Støjberg syntes, at MeToo var gået for langt, var Ellemann uenig. Da Støjberg syntes, at indvandrings- og flygtningeudfordringerne var
særdeles vigtige, var Ellemann uenig. For Ellemann var og er frihed, skattelettelser, økonomiske reformer og flere fritvalgsordninger i det offentlige de afgørende politiske spørgsmål. Ellemann vil smøre konkurrencestaten med olie.

Den tilgang ledte til en åreladning af mere folkelige og konservative profiler for partiet, som for eksempler Britt Bager og Marcus Knuth. Og selvfølgelig Støjberg. Og i sidste ende til et katastrofalt ringe valg for Venstre, der blev splittet i tre, hvilket er den afgørende årsag til den borgerlige krise, vi står i.

Det er samme analyse, som Christian Egander Skov har fremsat i bogen Borgerlig krise. Her fremsætter han forklaringen på den borgerlige krise, og hvordan den i høj grad udspringer af Venstres splittelse. Analysen er, at borgerligheden traditionelt fungerer bedst, når den kan kombinere et forsvar for den liberale forståelse af den enkeltes frihed med en konservativ forståelse for betydningen af stabile institutioner, med en påskønnelse af det levede liv i civilsamfundets fællesskaber. Liberalisme, konservatisme og folkelighed i ét. Det var blandt andet dét, der var til stede under VKO-samarbejdet op gennem 00erne og 10erne.
Den treenighed besidder Ellemann ikke.

For Ellemann består det folkelige i stedet i at være et ansvarligt økonomisk reformerende centrumparti. Det er der helt sikkert noget rigtigt i at være. Det har bare ikke meget med folkelighed at gøre. Det afslører, at han stadig ikke har forstået, hvad der er problemet med borgerlighedens krise. Han er stadig af den overbevisning, at borgerligheden først og fremmest mangler fokus på ansvarlighed og nødvendig økonomisk politik.

Folkelighed er derimod det modsatte. Folkelighed er ikke at dyrke fornuft, teknokrati og konkurrencestatspolitik. Folkelighed er følelser, anerkendelse og levende fællesskaber i civilsamfundet. Alt det, som Jakob Ellemann i bedste fald ikke forstår særlig godt, eller i værste fald er ligeglad med.

Der var dog håb at spore efter valget, da Ellemann lidt kækt nævnte, at Venstre fik et rigtig godt valg, hvis man lagde Danmarksdemokraterne og Moderaternes stemmetal sammen med Venstres. Det afslører, at han faktisk er bevidst om, at Venstres traditionelle borgerlighed faktisk er splintret i tre størrelser. Han er med andre ord klar over, at Støjberg og Moderaterne egentlig hører til hos Venstre og ikke uden for Venstre. Det er en vigtig erkendelse, for det er den grundlæggende årsag til den borgerlige krise, at de tre dele af Venstre står i modsætningsforhold til hinanden fremfor at udgøre en borgerlig treenighed.

Hvis den treenighed skal genopbygges nu, er det kloge at tage en tænkepause. At gå i opposition slet og ret. Bygge Venstre op som et sammenhængende alternativ til Socialdemokratiet. Ellemann nævnte selv i talen på årsmødet, at der er for mange små partier,
som konkurrerer internt, til at blå blok kan hænge sammen. Så meget desto vigtigere er det, at Venstre tager førertrøjen på sig og står i spidsen for at blive det store borgerlige parti, der på ny
inkorporerer de splittelser, der har ledt til flere partier.

Hvis Ellemann går i regering, kan det være, han får indflydelse på kort sigt, men han umuliggør skabelsen af det brede folkeparti, han selv ønsker.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/paa-vild-flugt-fra-sig-selv

 

RASMUS ULSTRUP LARSEN

Cand.merc.fil., journalist på Konstrast.dk

 

Leder. Venstre og Konservative taler om at tage ansvar. Men det kan ikke være et mål at sikre Mette Frederiksens plads i historiebøgerne og bære hende stærkere over i en tredje valgperiode.

MAGTENS MAGNETISME

METTE Frederiksen har aldrig set sig som en statsminister med blot en enkelt embedsperiode. Heller ikke to. Hun opfatter sig selv som en af historiens mest markante politikere. I Folketingets åbningstale nævnte hun Thorvald Stauning og mindede om landsfaderens ord: »Vi har ofret nogle principper, men vi har reddet landet.« Det kunne hun ikke have sagt bedre selv. Men fascinationen skyldes mindst lige så meget den gamle partikonges vedholdenhed. Stauning vandt fem folketingsvalg og var statsminister i sammenlagt 15 år.

FREDERIKSENS melding om en midterregering skal tages for pålydende. Statsministeren udtrykker sig ikke »optimistisk«, hvis ikke hun virkelig ser det som en reel og gunstig mulighed. I samme åbningstale fremlagde hun en vision om et bredt samarbejde med pragmatiske, blålige toner i retning af de borgerlige. Og allerede grundlovsdag erklærede hun sig åben for en midterregering. Valgresultatet siden gjorde det åbenlyst: En rød regering med et enkelt mandats flertal vil leve livet yderst farligt. Det kommende år står på økonomisk strambuks, som ville gøre ondt på venstrefløjens støttepartier. En sådan regering ville ikke holde længe, og den ville sandsynligvis tabe næste valg. Tag ikke fejl: Statsministeren har det lange lys på. En bred regering øger markant muligheden for genvalg.

FORVANDLING er en politisk disciplin, som nogle skal lære, mens andre forekommer at være fødte talenter. Mette Frederiksens hamskifte er i en klasse for sig. Først rykkede hun Socialdemokratiet mod venstre i den økonomiske politik og genrejste identiteten som rød klassekæmper. Nu står hun som et pragmatisk samlingspunkt på midten og er – siger hun – parat til rigtige reformer. Vel at mærke reformer af den slags, som hun og hendes generation af velformulerede partifæller har set som deres antitese: Helle Thorning-Schmidts reformer, støttet af de borgerlige partier, opfattes som noget nær klasseforræderi.

Det bemærkelsesværdige er, at Frederiksen gennemfører forvandlingen med så stor overbevisning. Magtens realitet og egne holdninger smelter umærkeligt sammen, og hun synes ikke at miste troværdighed af det.

GIVER en midterregering Mette Frederiksen en langt stærkere position, har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, samme læsning. Vi er vidner til en fascinerende illustration af magtens magnetisme. Som oppositionsleder kunne Ellemann se frem til en tid, hvor Venstre – som han selv bemærkede det – aldrig ville blive stærkere end summen af blå bloks interne regnestykker.

Lars Løkke ville konstant overstråle ham, og han ville ikke være sikker på en fremtid som partiformand. En regeringsdeltagelse kan passivisere Løkke og give Ellemann en mere overbevisende stemme. Han trækker bedst vejret på midten.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen giver status på regeringsforhandlingerne og det videre forløb på Christiansborg, onsdag den 23. november 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

MAGT tiltrækker, og magt forvandler. Det ved også Søren Pape. Det voldsomme valgnederlag – med venlige partifællers hjælp til at fortolke det – gjorde det klart, at Pape hurtigt risikerede at blive fortid. Medmindre også De Konservative lader sig trække med af den centripetale kraft i dansk politik. Som minister er Pape mere eller mindre fredet. Manden, der beskyldte Mette Frederiksen for magtfuldkommenhed og løgn, forbereder – ligesom Ellemann – angiveligt en af historiens største kovendinger. Om han kan gøre det med samme elegance som statsministeren, forekommer ikke indlysende.

TIL de borgerlige partiledere må det være på sin plads at sende en påmindelse, en formaning og en advarsel. Vi må først minde om, at det politiske opbrud, et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og de to gamle borgerlige partier, primært er udtryk for et borgerligt sammenbrud. Kan Venstre og Konservative efter en konfrontatorisk valgkamp enes med Socialdemokratiet, skyldes det fraværet af et virkelig borgerligt samfundsprojekt og politikere af tilstrækkelig tyngde. Det løses ikke af fire år som juniorpartnere i en socialdemokratisk regering.

ALLE skal – lyder en dyd, som alle kan enes om – have en chance. Så her er formaningen: Går de to partier med i en regering, kræver det et solidt program, der faktisk medfører reformer: lavere skat for lavtlønnede, en fornuftig CO₂-afgift i landbruget, en seriøs reform af sundhedssektoren og fremrykkelse af forsvarsaftalen. Desuden giver borgerlig regeringsdeltagelse ingen mening, hvis den bidrager til at pumpe penge ud, som det blev lovet i stor stil under valgkampen.

Skal SF også have ministerposter, er det en åbenlys risiko. Det vil være gift i en tid med høj inflation. Til sidst advarslen: Det er ikke de borgerlige partiers mål at sikre Mette Frederiksens plads i historiebøgerne og bære hende stærkere over i en tredje valgperiode. Hun er en fænomenal politiker, men hendes projekt er at bruge staten til en meget centralistisk styring af samfundet.

Borgernes frihed er ikke førsteprioritet. I det store perspektiv er målet at styrke den borgerlige modfortælling til socialdemokraternes stat, styring og centralisme. Det kræver en større erkendelse af den situation, man er endt i: Politik handler ikke bare om at tage del i magten. Politik er at ville noget med hele det samfund, man er en del af. Skal partierne gå i regering, er det afgørende en erkendelse af den politiske ruin, man står i, og dermed nødvendigheden af at opbygge en stærk borgerlig opinion. kras

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/magtens-magnetisme

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Sabotage. Russisk interesse for de nordiske landes kritiske infrastruktur såsom undersøiske kabler og rørforbindelser er steget markant, og hændelserne følger den russiske drejebog for hybridkrig.

KABELKRIGEN

Sabotage mod undervandskabler er langtfra nyt i krigshistorien. Det første kendte tilfælde fandt sted under Den Spansk-Amerikanske Krig i 1898, da den amerikanske admiral George Dewey havde besejret en spansk flådeenhed ved et slag i Manilabugten og bad den spanske generalguvernør over Filippinerne om lov til at benytte undervandskablet mellem Manila og Hongkong. Guvernøren var afvisende.

Dewey beordrede sit slagskib USS Zafiro til at finde og ødelægge både dette og andre kommunikationskabler og isolerede dermed Filippinerne fra omverdenen. Samme metode brugte amerikanerne til at isolere en anden spansk kolonibesiddelse, Cuba. En stærkt medvirkende årsag til, at amerikanerne vandt krigen.

I Første Verdenskrig var en af briternes første handlinger at ødelægge de tyske telekabler tværs over Atlanterhavet. Tyskerne svarede igen med at angribe De Allieredes kabler i Stillehavet og Det Indiske Ocean.

Sabotagen mod Nord Stream I- og Nord Stream II-gasledningerne i Østersøen i september, ifølge svensk og dansk efterforskning forårsaget af sprængning af »flere hundrede kilo eksplosiver«, har bragt sikkerheden for den del af den kritiske infrastruktur, der ligger på havbunden i form af kabler eller rørledninger, i fokus.

Ikke mindst fordi sabotagen i Østersøen falder sammen med en stærkt fornyet russisk interesse for de nordiske landes infrastruktur og med en lang række lignende hændelser i de seneste par år.

Ruslands kæmpeubåd Belgorad er hjernestenen i Kremls nye undervandsstrategi. Arkivfoto: Scanpix.

Kabelbrud

Sidste år forsvandt godt fire kilometer fiberoptisk kabel under Det Arktiske Hav. Kablet, der forbandt Svalbard til det norske fastland, sendte værdifulde oplysninger om havmiljø og fiskebestande samt informationer om skibstrafik hjem til de norske miljømyndigheder og forsvaret. Men 3. april 2021 blev der slukket for informationsstrømmen.

Det afskårne stykke kabel blev senere fundet på havbunden 11 km væk, tydeligvis »skåret over af et kraftigt værktøj og trukket af et fartøj«, som Geir Pedersen, ansvarlig videnskabsmand for projektet, forklarede til norsk tv. Trackingdata for skibspositioner viste, at en russisk trawler var passeret over kablet lige præcis på det tidspunkt, signalerne stoppede.

Et andet kabel på havbunden mellem Norge og Svalbard blev svært beskadiget 7. januar i år. Igen viste trackingdata, at et antal russiske fiskefartøjer var sejlet over brudstedet omkring 20 gange i dagene omkring hændelsen, der dengang blev betegnet som en »menneskelig fejl«.

Alene i oktober er to kabler, et mellem Shetlandsøerne og det skotske fastland, et andet mellem Shetland og Færøerne, blevet svært beskadiget, hvilket ramte telefon-, mobil- og bredbåndsforbindelserne til øerne. Det står endnu ikke klart, om der er tale om sabotage eller ulykker – for eksempel fiskertrawl, der har ødelagt de sårbare fiberkabler.

Men mistanken rettes mod Rusland, der i de seneste år har investeret stort i fartøjer som for eksempel Belgorod, verdens største undervandsbåd. Den blev søsat i juli og kan operere på usædvanligt dybt vand og udsende dykkere, miniubåde og undervandsdroner.

»Ruslands undersøiske aktiviteter er taget voldsomt til og peger på en stærkt forøget interesse for havområderne ud for Norden og De Britiske Øer,« advarede den britiske stabschef, admiral Tony Radakin, i januar.

Interesse for Norge

Men der er andre dele af Nordens kritiske infrastruktur, som har vakt russernes interesse, hvilket især nordmændene har fået at mærke. En dag i oktober måtte lufthavnen i Bergen lukke i flere timer på grund af droner, der fløj over lufthavnsområdet og generede flytrafikken.

Samtidig blev der observeret en drone over Haakonsværn, den norske flådes hovedbase. I alt er syv russiske statsborgere arresteret i tre separate sager, der involverer ulovlig fotografering og flyvning med eller besiddelse af droner.

Sidst i oktober blev en gæsteforsker i Tromsø i det nordlige Norge sigtet for spionage og varetægtsfængslet i fire uger. Forskeren gav sig ud for at være brasilianer, men er – ifølge gravernetværket Bellingcat – i virkeligheden oberst Mikhail Mikhusjin, højtstående officer i den russiske militære efterretningstjeneste GRU.

Forskeren studerede »arktiske forhold« ved universitetet i Tromsø og deltog 29.–30. september i et seminar om emnet »håndtering af hybride trusler« i Vilnius i Litauen – alt fra sabotage, desinformation, cyberangreb og andre former for hybrid krigsførelse.

»Der har været en mangel på erkendelse (i Norge, red.) af, hvor strategisk vigtig Norges energiproduktion er for Europa,« sagde Ståle Ulriksen, forsker ved Det Kongelige Norske Flådeakademi til det statslige tv NRK. Han henviser blandt andet til, at Norge har et næsten 9.000 km langt rørledningsnet, og at landet nu, efter sanktionerne mod Rusland og Putins stop for leverancer af russisk gas, er langt den største gaseksportør til EU-landene.

Især Baltic Pipe, en gasrørledning, der forbinder Norge med Polen gennem blandt andet dansk farvand, og som efter planen skal forsyne det europæiske marked med 10 milliarder kubikmeter gas om året, er sårbar. Den blev indviet på selvsamme dag i september, da Nord Stream-sabotagen blev opdaget.

Ruslands drejebog

Også Sverige har været udsat for stærkt øget interesse for sin kritiske infrastruktur. »Der foregår løbende hybride angreb mod dele af samfundet,« fortæller Katarina Tracz, direktør for den udenrigs- og sikkerhedspolitiske tænketank Frivärld. »En del mærkelige ting begyndte at ske lige netop efter invasionen af Ukraine.

Droner, der flyver over svenske atomkraftværker. Et antal hackerangreb mod private selskaber og kommuner – altid nogle, der ramte sårbare dele af samfundet. Før sommer var der et stort hackerangreb mod en række fødevarebutikkers betalingssystem. Det ramte især Coop (den svenske pendant til SuperBrugsen, red.), vores største dagligvarekæde, der måtte lukke i flere dage. Her var der angiveligt tale om et ransomwareangreb, altså hackere, der kræver løsesum for at stoppe angrebet, men det er sporet til grupper, der plejer at have forbindelser med Rusland og Kina.«

– Men er der en reel og konkret trussel mod vores kritiske infrastruktur? Eller er der mere tale om forsøg på at skræmme befolkningerne i Norden og Vesten med det formål at underminere opbakningen til vores støtte til Ukraine?

»Begge dele. Vi skal være klar over, at i Rusland opfatter man sig som værende i krig mod Vesten. I deres optik fører vi økonomisk krig mod Rusland og forsøger at underminere Putins styre ved at støtte alle mulige demokratibevægelser i de østlige lande. Så man går ud fra, at man allerede befinder sig i en konfrontation med Vesten, en konfrontation, som endnu ikke er militær. Og når man gør det, er det ganske naturligt at udføre denne slags angreb, det står direkte i det russiske militærs manual om hybrid krigsførelse. Det er tilmed en nærmest omkostningsfri form for krigsførelse for russerne, såvel økonomisk som politisk. For det er som regel meget svært hundrede procent at bevise, at det er dem, der står bag,« siger Tracz.

Rasmus Hindrén, ledende forsker ved Hybrid CoE, en europæisk tænketank, der beskæftiger sig med hybrid krigsførelse og har base i Helsinki, ligger på samme linje: »Jamen Rusland har flere motiver,« siger han. »Et af dem er at finde ud af, hvor sårbarhederne findes i vores systemer.

Et andet er at teste vores svar på deres aktioner. Et tredje er at sige: 'Se, hvad vi er i stand til. I slap billigt denne gang, men det er ikke sikkert, det går sådan næste gang.' Det fremmer bekymringen og desorienteringen i vores samfund og er med til at underminere folks tillid til politikerne. Det er alt sammen en del af Ruslands modus operandi.«

Kæmpeværdier på spil

Kritisk infrastruktur er mange ting, men især kabler og rørledninger er sårbare, da de ofte ligger afsides på steder, der ikke patruljeres og overvåges konstant, som for eksempel på havbunden. Og så er de ekstremt vigtige for samfundsøkonomien: 70 procent af al energi i verden bliver enten udvundet fra havbunden eller transporteres via rørledninger på havbunden.

93 procent af al verdens datatrafik foregår gennem undersøiske kabler, påpeger Bruce Jones, seniorforsker ved den amerikanske tænketank Brookings. »Og beskyttelsen af disse kabler er ret begrænset,« tilføjer han til webmagasinet Foreign Policy.

”Det er en nærmest omkostningsfri form for krigsførelse for russerne (...), for det er som regel meget svært at bevise, at det er dem, der står bag.”

KATARINA TRACZ, DIREKTØR FOR TÆNKETANKEN FRIVÄRLD

I en rapport til Europa-Parlamentet fra juni i år hedder det, at de undersøiske kabler er »rygraden i den globale økonomi«. Gennem kablerne foregår der hver eneste dag finansielle transaktioner til en værdi af 10 billioner dollar = cirka 75.000.000.000.000 kroner »Tab af kommunikation i få minutter eller timer kan have katastrofale virkninger for tidsfølsomme operationer og få kæmpemæssige økonomiske konsekvenser,« hedder det i rapporten.

En af rapportens tre forfattere er danske Tobias Liebetrau, forsker ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og ekspert i cybersikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Han peger på, at der er forskelle på havbundens infrastruktur. Rørledninger, der transporterer olie eller gas, eller elektriske kabler er der færre af. Hvis blot en af dem saboteres, kan gassen, olien eller strømmen ikke let dirigeres gennem andre kabler. Datakommunikation, derimod, kan nemmere og hurtigere omdirigeres.

»Vi har simpelthen flere datakabler, så der skal ødelægges relativt mange, hvis det skal have alvorlige konsekvenser.«

Umuligt at beskytte alt

»Et af svarene på den nuværende trussel mod vores undersøiske kabler og rørledninger er at lægge flere af dem; at skabe større reservekapacitet, hvis nogle af dem udsættes for sabotage. Det er en forholdsvis dyr løsning, så her skal man overveje, om risikoen gør det nødvendigt. Og så skal vi øge overvågningen af kablerne,« mener Liebetrau.

»Det vil være enormt omkostningskrævende, hvis mennesker skulle overvåge de tusinder og atter tusinder kilometer kabler på havbunden, men sensorer er en mulighed. Vi har i dag intelligente kabler med sensorer, der registrerer bevægelser og lyde i nærheden af kablerne og sender besked tilbage om, at nu foregår der et eller andet. Så kan man tjekke, om der er unormal eller mistænkelig aktivitet i nærheden. Og så kan vi øge vores tilstedeværelse på havoverfladen, altså ganske ordinær afskrækkelse.«

Rasmus Hindrén fra Hybrid CoE mener, at »vi skal bruge al den teknologi, der er til rådighed. Men når man ser på antallet af kabler og rørledninger og længden af dem, må vi bare erkende, at det er umuligt at beskytte al infrastruktur hele tiden. Så det vigtigste er at opbygge større modstandsdygtighed over for angreb, hvis de kommer, for eksempel ved at have større kapacitet. Og at få befolkningen gjort klart, at faren eksisterer, og udarbejde planer for, hvad man gør, hvis man kommer under angreb.«

Der er udbredt enighed om, at såvel EU som NATO kan og bør spille en større rolle i beskyttelsen af kritisk infrastruktur. NATOs strategiske koncept, der blev vedtaget på topmødet i Madrid i år, taler specifikt om, at hybridangreb kan udgøre en årsag til at aktivere alliancepagtens artikel fem, den, der taler om, at et angreb på ét medlemsland skal ses som et angreb på alle – og håndteres derefter.

»Men udfordringen er, at den type aktiviteter, vi har set indtil nu, holdes lige akkurat under et niveau, der vil kunne udløse artikel fem. Det er en bevidst del af den russiske drejebog,« siger Rasmus Hindrén.

 

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2022-45/samfund/kabelkrigen

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

 

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK

 

Leder. Mette Frederiksen lagde dygtigt Forsvaret dødt som valgkampstema. Men det hævner sig, når en ny regering snart bliver nødt til at bevilge mange milliarder til Forsvaret og slet ikke får råd til at indfri alle de øvrige valgkampsløfter.

OVERMODIGE DANSKERE

DET amerikanske midtvejsvalg har nok en gang rejst debatten om, hvorvidt Danmark bør lægge sin sikkerhed i hænderne på USA, når landet er så splittet, og det er så uberegneligt, hvilken udenrigspolitik den næste amerikanske præsident vil føre. Hvad nu hvis Trump kommer til og gør den humanitære og militære bistand til Ukraine afhængig af, at EU bidrager mere? Han har allerede udtrykt sin misfornøjelse med, at det er amerikanerne, der betaler langt hovedparten, selvom Ukraine ligger på det europæiske kontinent.

ER det absolut et relevant spørgsmål, så er det virkelig mærkeligt, at debatten aldrig munder ud i en diskussion af, hvad vi selv kunne gøre for at styrke Danmarks sikkerhed. Det fremstilles, som om USA nærmest skal gøre sig fortjent til vores tillid: fortjent til at redde os, hvis Putin og hans entourage gør alvor af deres trusler om at føre krigen ind på europæisk territorium og måske endda bruge atomvåben mod et af de lande, der hjælper Ukraine. At russerne mener det alvorligt, bør ingen være i tvivl om: Spionage og sabotage mod kritisk infrastruktur i EU og Norge hører allerede til dagens orden.

HELT fraværende har diskussionen om Danmarks nedslidte forsvar således været i valgkampen, selvom vi reelt har været i krig med Putin i over et halvt år og formentlig endnu ikke har set det værste. Som Peter Ernstved Rasmussen gør opmærksom på i netmediet Olfi, skyldes det, at det forud for valgkampen dygtigt lykkedes Mette Frederiksen at lægge Forsvaret dødt som valgkampstema ved at indgå et stort nationalt kompromis om Forsvaret. 

Det skabte indtrykket af, at der virkelig blev gjort noget ved sagen, fordi man nu langt om længe var nået til enighed om at bruge de to procent af bnp på Forsvaret, som Helle Thorning-Schmidt tilsluttede sig på NATO-topmødet i Wales i 2014. At målet så først skulle nås i 2033, fortabte sig ganske af syne, selvom det betyder, at Danmark bliver et af de lande i NATO, der efter Ruslands invasion bruger færrest penge på Forsvaret overhovedet. 

Samtidig nægtede Forsvarsministeriet i valgkampen at offentliggøre den rapport fra NATO, som organisationen udsender hvert andet år, og hvor den gør status over Forsvarets tilstand i medlemslandene. Rapporten bliver normalt offentliggjort i sin helhed og med det samme: Men denne gang var det kun forsvarsordførerne, som måtte se den uklassificerede rapport, og kun i en censureret udgave, fordi Danmarks militære kapabiliteter – eller snarere mangel på samme – nu pludselig ikke tålte dagens lys. 

Man opklassificerede altså en uklassificeret rapport. Formålet med den manøvre er ikke svær at gætte sig til, eftersom rapporten givetvis indeholder en sønderlemmende kritik fra NATO af, at Danmark ikke lever op til sine forpligtelser. Det gjorde den foregående rapport i 2020 nemlig, og siden da er det kun blevet endnu mere klart, at Danmark ikke engang lever op til sine løfter i indeværende forsvarsforlig fra 2018-2023, som blev indgået før Ruslands krig i Ukraine. 

For eksempel bliver 1. brigade, også kaldet Hærens Knytnæve, som skulle være opstillet til brug for NATO ved udgangen af 2023, først fuldt komplet med flere års forsinkelse. Om det egentlig gør den store forskel for NATO, er et åbent spørgsmål: Alliancen har siden Ruslands invasion besluttet, at beredskabsenhederne skal kunne mobiliseres hurtigt. Hærens Knytnæve har et varsel på 180 dage. Et halvt år.

UFORSVARLIGT kan man roligt kalde den måde at føre valgkamp på, eftersom det vil kræve så mange milliarder at bringe dansk forsvar på fode igen, at der slet ikke bliver råd til at indfri alle de løfter, der blev afgivet til udvalgte befolkningsgrupper op til valgdagen. For et stærkt forsvar kommer en ny regering ikke uden om at prioritere. Hvorfor? Ja, fordi det bliver en forudsætning for, at vi kan regne med de amerikanere, som vi lige nu tager for givet i en grad, at vi koketterer med, at det måske slet ikke passer sig at få hjælp af så polariseret og ustabilt et land. AL

Det vil kræve for mange milliarder at bringe dansk forsvar på fode igen, til at der bliver råd til at indfri alle valgløfterne, skriver Anna Libak. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-45/samfund/overmodige-danskere

 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Leder. Det føles, som om alle led nederlag ved valget. Også dem, der gik frem. Det skyldes først og fremmest den ørkesløse besættelse af en midterregering.

TABERVALGET

DER breder sig en mærkelig og ikke nemt forklarlig fornemmelse efter folketingsvalget. Fornemmelsen af, at alle har tabt. Og det er mærkværdigt: På valgnatten blev der jublet behørigt hos nye partier med imponerende stemmetal og festet hos gamle partier i fremgang. Men dagen derpå breder sig alle vegne en sær nederlagsfornemmelse.

ER den største taber De Radikale, har nedturen været så enorm, at det dog ikke kunne skjules. End ikke af den særlige, meget sjældne radikale valuta, der veksler nederlag til indflydelse. Sofie Carsten Nielsens afgang onsdag eftermiddag var konsekvensen af en fuldkommen desavouering. Mere end en halvering fik ikke tiøren til at falde, men med partilederens personligt dårlige resultat var der ikke nogen vej udenom. Nedturen er ikke helt retfærdig. Sofie Carsten Nielsen tog som den eneste konsekvensen af minkskandalen og insisterede på et valg. Statsministeren gjorde det ikke. Resten af rød blok heller ikke. Men for vælgerne har håndteringen af mink ikke været afgørende. Måske skyldes den radikale nedtur en mangeårig dårlig fornemmelse for deres egne vælgere.

BARE resultatet i rød blok så kunne kompensere for tilbagegangen. Det kan det ikke. Enhedslisten går også klart tilbage, og hverken Alternativets eller SFs lille nøk opad eller Socialdemokratiets klare fremgang er tilstrækkelig. Rød blok mister ni mandater og når kun med det yderste af neglene op på det mindst mulige flertal. Trods en klar socialdemokratisk fremgang går den regeringsbærende blok markant tilbage. Den rød-grønne alliance led et stort knæk.

TABERE var socialdemokraterne sandt nok ikke tirsdag aften. Socialdemokratiet er, som statsministeren siger, det eneste sande folkeparti. Mere end hver fjerde vælger stemte på Frederiksen. Partiet gjorde i lige så høj grad som den borgerlige opposition valget til en folkeafstemning om Mette Frederiksen. Den vandt hun stort.

VED andet øjekast synes Frederiksens sejr dog at smuldre. Man kan undre sig over, at det – med den historiske borgerlige nedsmeltning – ikke lykkedes at styrke statsministerens position mere. Opmærksomheden på Frederiksen og centraliseringen omkring regeringstoppen har gennem tre år suget energien ud af resten af hendes blok. Og som det ser ud nu, er tingene blevet mere besværlige for hende. Og for hendes vælgere: De har stemt på en stærk leder, en rolig hånd på rattet, en tryg havn. Men hvor hun nu vil styre landet hen, er mere uvist. Hun har ment alt om alting i valgkampen.

DET socialdemokratiske resultat synes nok større, end det faktisk er, fordi alle andre taber så stort – eller ikke kan bruge deres sejr til noget. At tale om et blåt jordskredsvalg er ikke helt retvisende, snarere er det et af disse jordfaldshuller, der med ét kan få en hel landsby til at forsvinde ned i dybet. Et blåt jordfaldshul. Venstres tilbagegang er nærmest uhyggelig. At Jakob Ellemann-Jensen ikke straks træder af, kan man forstå lidt bedre. Han er trods alt kravlet op af hullet med et resultat: det største blå parti. 

Nu mangler han bare en rigtig politik og en egentlig troværdighed. Konservative viste sig at være netop dén leasing-karrusel, man mistænkte partiet for at være: Der var intet indhold af værdi, da man så nærmere efter. Dansk Folkeparti undgik udslettelsen, og man kan i dag gratulere Morten Messerschmidt med hans gigantiske nederlag. Liberal Alliance har gjort det imponerende, ligesom Inger Støjberg, der har tiltrukket de vælgere, der mener, at det kun styrker hendes troværdighed, at hun melder sig klar til at bryde loven igen. Men både Vanopslagh og Støjberg er mellemstore partier, der ikke kan bruge væksten til noget markant, i hvert fald ikke foreløbig.

MÆRKELIGE analyser, vil nogle måske mene, måske ligefrem fejlagtige: Alle kan jo ikke tabe et valg. I midten sidder jo Lars Løkke Rasmussen, der – selvom han ikke fik de afgørende mandater – stormede ind i Folketinget. Men det er netop sagen. For det første får han ikke den indflydelse, hans vælgere håbede på. For det andet får resultatet hans forjættende fortælling til at virke noget mindre energisk.

UAFKLAREDE partiledere har en efter en slået følge med det spøgelse, der går gennem dansk politik. Det rasler med kæderne, blafrer med lagenet og tuder det samme budskab: Store forandringer kan kun lade sig gøre i en bred midterregering. Både Mette Frederiksen og Lars Løkke siger, at valget udtrykker tørsten efter dette frelsende samarbejde på midten. Også De Radikale, onsdag i skikkelse af næstformand Martin Lidegaard, insisterer på en sådan midterregering. Krigen i Ukraine kræver det, siger de. Klimakrisen.

Og nødvendigheden af økonomiske og arbejdsmarkedsreformer. Men alle disse vigtige spørgsmål kan jo godt løses i et normalt samarbejde hen over midten. Faktisk kan det bedst løses sådan, viser vores erfaring. Borgerlige partier har i de sidste 10-11 år lagt stemmer til klima-, sikkerheds- og økonomisk politik, fremført af forskellige socialdemokratiske regeringer. Det har været holdbar og gennemtænkt politik, og den har ikke været lammet af blokkene.

FOLKETINGSVALG handler om politiske forskelle. Da Løkke i 2019 fremdrog fortællingen om den frelsende midte, handlede det mest om, at det var vejen ind i en regering. Da Mette Frederiksen i år erklærede sig enig i behovet for et opgør med blokkene, var det, fordi alting på det tidspunkt tydede på, at vejen over midten ville sikre hende genvalg som statsminister.

At De Radikale har insisteret på det, har så åbenlyst handlet om selv at kunne indtræde i en regering igen. Der har aldrig været rigtig substans i det. Og det vil hægte meget store dele af vælgerne helt af den politiske proces. En midterregering med Socialdemokraterne, Moderaterne, Radikale og, nu vi er i gang, muligvis også Venstre vil blive et ideologi- og energiforladt fænomen. Et mærkeligt apolitisk monster, der vil trække saften og kraften ud af det politiske rum. Efter en valgkamp, hvor det har handlet mere om personlighed og mindre om politik, og hvor alle synes at have lidt en form for nederlag, virker det måske logisk.

En midterregering er et taberprojekt, og det fremgår også, når politikerne taler om det. Der er ingen energi i det. Det er en blindgyde, de har forvildet sig ned ad. Det er ikke en god idé at lade dem trække resten af landet med sig.

Øverst på formularen

https://www.weekendavisen.dk/samfund/tabervalget

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK