Leder. Venstre og Konservative taler om at tage ansvar. Men det kan ikke være et mål at sikre Mette Frederiksens plads i historiebøgerne og bære hende stærkere over i en tredje valgperiode.

MAGTENS MAGNETISME

METTE Frederiksen har aldrig set sig som en statsminister med blot en enkelt embedsperiode. Heller ikke to. Hun opfatter sig selv som en af historiens mest markante politikere. I Folketingets åbningstale nævnte hun Thorvald Stauning og mindede om landsfaderens ord: »Vi har ofret nogle principper, men vi har reddet landet.« Det kunne hun ikke have sagt bedre selv. Men fascinationen skyldes mindst lige så meget den gamle partikonges vedholdenhed. Stauning vandt fem folketingsvalg og var statsminister i sammenlagt 15 år.

FREDERIKSENS melding om en midterregering skal tages for pålydende. Statsministeren udtrykker sig ikke »optimistisk«, hvis ikke hun virkelig ser det som en reel og gunstig mulighed. I samme åbningstale fremlagde hun en vision om et bredt samarbejde med pragmatiske, blålige toner i retning af de borgerlige. Og allerede grundlovsdag erklærede hun sig åben for en midterregering. Valgresultatet siden gjorde det åbenlyst: En rød regering med et enkelt mandats flertal vil leve livet yderst farligt. Det kommende år står på økonomisk strambuks, som ville gøre ondt på venstrefløjens støttepartier. En sådan regering ville ikke holde længe, og den ville sandsynligvis tabe næste valg. Tag ikke fejl: Statsministeren har det lange lys på. En bred regering øger markant muligheden for genvalg.

FORVANDLING er en politisk disciplin, som nogle skal lære, mens andre forekommer at være fødte talenter. Mette Frederiksens hamskifte er i en klasse for sig. Først rykkede hun Socialdemokratiet mod venstre i den økonomiske politik og genrejste identiteten som rød klassekæmper. Nu står hun som et pragmatisk samlingspunkt på midten og er – siger hun – parat til rigtige reformer. Vel at mærke reformer af den slags, som hun og hendes generation af velformulerede partifæller har set som deres antitese: Helle Thorning-Schmidts reformer, støttet af de borgerlige partier, opfattes som noget nær klasseforræderi.

Det bemærkelsesværdige er, at Frederiksen gennemfører forvandlingen med så stor overbevisning. Magtens realitet og egne holdninger smelter umærkeligt sammen, og hun synes ikke at miste troværdighed af det.

GIVER en midterregering Mette Frederiksen en langt stærkere position, har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, samme læsning. Vi er vidner til en fascinerende illustration af magtens magnetisme. Som oppositionsleder kunne Ellemann se frem til en tid, hvor Venstre – som han selv bemærkede det – aldrig ville blive stærkere end summen af blå bloks interne regnestykker.

Lars Løkke ville konstant overstråle ham, og han ville ikke være sikker på en fremtid som partiformand. En regeringsdeltagelse kan passivisere Løkke og give Ellemann en mere overbevisende stemme. Han trækker bedst vejret på midten.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen giver status på regeringsforhandlingerne og det videre forløb på Christiansborg, onsdag den 23. november 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

MAGT tiltrækker, og magt forvandler. Det ved også Søren Pape. Det voldsomme valgnederlag – med venlige partifællers hjælp til at fortolke det – gjorde det klart, at Pape hurtigt risikerede at blive fortid. Medmindre også De Konservative lader sig trække med af den centripetale kraft i dansk politik. Som minister er Pape mere eller mindre fredet. Manden, der beskyldte Mette Frederiksen for magtfuldkommenhed og løgn, forbereder – ligesom Ellemann – angiveligt en af historiens største kovendinger. Om han kan gøre det med samme elegance som statsministeren, forekommer ikke indlysende.

TIL de borgerlige partiledere må det være på sin plads at sende en påmindelse, en formaning og en advarsel. Vi må først minde om, at det politiske opbrud, et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og de to gamle borgerlige partier, primært er udtryk for et borgerligt sammenbrud. Kan Venstre og Konservative efter en konfrontatorisk valgkamp enes med Socialdemokratiet, skyldes det fraværet af et virkelig borgerligt samfundsprojekt og politikere af tilstrækkelig tyngde. Det løses ikke af fire år som juniorpartnere i en socialdemokratisk regering.

ALLE skal – lyder en dyd, som alle kan enes om – have en chance. Så her er formaningen: Går de to partier med i en regering, kræver det et solidt program, der faktisk medfører reformer: lavere skat for lavtlønnede, en fornuftig CO₂-afgift i landbruget, en seriøs reform af sundhedssektoren og fremrykkelse af forsvarsaftalen. Desuden giver borgerlig regeringsdeltagelse ingen mening, hvis den bidrager til at pumpe penge ud, som det blev lovet i stor stil under valgkampen.

Skal SF også have ministerposter, er det en åbenlys risiko. Det vil være gift i en tid med høj inflation. Til sidst advarslen: Det er ikke de borgerlige partiers mål at sikre Mette Frederiksens plads i historiebøgerne og bære hende stærkere over i en tredje valgperiode. Hun er en fænomenal politiker, men hendes projekt er at bruge staten til en meget centralistisk styring af samfundet.

Borgernes frihed er ikke førsteprioritet. I det store perspektiv er målet at styrke den borgerlige modfortælling til socialdemokraternes stat, styring og centralisme. Det kræver en større erkendelse af den situation, man er endt i: Politik handler ikke bare om at tage del i magten. Politik er at ville noget med hele det samfund, man er en del af. Skal partierne gå i regering, er det afgørende en erkendelse af den politiske ruin, man står i, og dermed nødvendigheden af at opbygge en stærk borgerlig opinion. kras

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/magtens-magnetisme

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK