Leder. Mette Frederiksen lagde dygtigt Forsvaret dødt som valgkampstema. Men det hævner sig, når en ny regering snart bliver nødt til at bevilge mange milliarder til Forsvaret og slet ikke får råd til at indfri alle de øvrige valgkampsløfter.

OVERMODIGE DANSKERE

DET amerikanske midtvejsvalg har nok en gang rejst debatten om, hvorvidt Danmark bør lægge sin sikkerhed i hænderne på USA, når landet er så splittet, og det er så uberegneligt, hvilken udenrigspolitik den næste amerikanske præsident vil føre. Hvad nu hvis Trump kommer til og gør den humanitære og militære bistand til Ukraine afhængig af, at EU bidrager mere? Han har allerede udtrykt sin misfornøjelse med, at det er amerikanerne, der betaler langt hovedparten, selvom Ukraine ligger på det europæiske kontinent.

ER det absolut et relevant spørgsmål, så er det virkelig mærkeligt, at debatten aldrig munder ud i en diskussion af, hvad vi selv kunne gøre for at styrke Danmarks sikkerhed. Det fremstilles, som om USA nærmest skal gøre sig fortjent til vores tillid: fortjent til at redde os, hvis Putin og hans entourage gør alvor af deres trusler om at føre krigen ind på europæisk territorium og måske endda bruge atomvåben mod et af de lande, der hjælper Ukraine. At russerne mener det alvorligt, bør ingen være i tvivl om: Spionage og sabotage mod kritisk infrastruktur i EU og Norge hører allerede til dagens orden.

HELT fraværende har diskussionen om Danmarks nedslidte forsvar således været i valgkampen, selvom vi reelt har været i krig med Putin i over et halvt år og formentlig endnu ikke har set det værste. Som Peter Ernstved Rasmussen gør opmærksom på i netmediet Olfi, skyldes det, at det forud for valgkampen dygtigt lykkedes Mette Frederiksen at lægge Forsvaret dødt som valgkampstema ved at indgå et stort nationalt kompromis om Forsvaret. 

Det skabte indtrykket af, at der virkelig blev gjort noget ved sagen, fordi man nu langt om længe var nået til enighed om at bruge de to procent af bnp på Forsvaret, som Helle Thorning-Schmidt tilsluttede sig på NATO-topmødet i Wales i 2014. At målet så først skulle nås i 2033, fortabte sig ganske af syne, selvom det betyder, at Danmark bliver et af de lande i NATO, der efter Ruslands invasion bruger færrest penge på Forsvaret overhovedet. 

Samtidig nægtede Forsvarsministeriet i valgkampen at offentliggøre den rapport fra NATO, som organisationen udsender hvert andet år, og hvor den gør status over Forsvarets tilstand i medlemslandene. Rapporten bliver normalt offentliggjort i sin helhed og med det samme: Men denne gang var det kun forsvarsordførerne, som måtte se den uklassificerede rapport, og kun i en censureret udgave, fordi Danmarks militære kapabiliteter – eller snarere mangel på samme – nu pludselig ikke tålte dagens lys. 

Man opklassificerede altså en uklassificeret rapport. Formålet med den manøvre er ikke svær at gætte sig til, eftersom rapporten givetvis indeholder en sønderlemmende kritik fra NATO af, at Danmark ikke lever op til sine forpligtelser. Det gjorde den foregående rapport i 2020 nemlig, og siden da er det kun blevet endnu mere klart, at Danmark ikke engang lever op til sine løfter i indeværende forsvarsforlig fra 2018-2023, som blev indgået før Ruslands krig i Ukraine. 

For eksempel bliver 1. brigade, også kaldet Hærens Knytnæve, som skulle være opstillet til brug for NATO ved udgangen af 2023, først fuldt komplet med flere års forsinkelse. Om det egentlig gør den store forskel for NATO, er et åbent spørgsmål: Alliancen har siden Ruslands invasion besluttet, at beredskabsenhederne skal kunne mobiliseres hurtigt. Hærens Knytnæve har et varsel på 180 dage. Et halvt år.

UFORSVARLIGT kan man roligt kalde den måde at føre valgkamp på, eftersom det vil kræve så mange milliarder at bringe dansk forsvar på fode igen, at der slet ikke bliver råd til at indfri alle de løfter, der blev afgivet til udvalgte befolkningsgrupper op til valgdagen. For et stærkt forsvar kommer en ny regering ikke uden om at prioritere. Hvorfor? Ja, fordi det bliver en forudsætning for, at vi kan regne med de amerikanere, som vi lige nu tager for givet i en grad, at vi koketterer med, at det måske slet ikke passer sig at få hjælp af så polariseret og ustabilt et land. AL

Det vil kræve for mange milliarder at bringe dansk forsvar på fode igen, til at der bliver råd til at indfri alle valgløfterne, skriver Anna Libak. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-45/samfund/overmodige-danskere

 

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK