Minksagen. Sagens håndtering fra sommeren 2020 til marts 2023 er dybt foruroligende.
Punktum
MINKSAGEN TOG FOR en uge siden en ny drejning, da advarsler og irettesættelser til to departementschefer og en afdelingschef blev annulleret. Fakta forbliver dog, at regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 besluttede at aflive alle danske minkbesætninger uden at have lovhjemmel til det, at den besluttede at give avlerne en tempobonus, som savnede bevillingsretlig hjemmel, og at disse to problemer ikke blev så meget som berørt i den forhandling, som ledte til beslutningen. En forhandling, som såvel ministre som embedsmænd deltog i.

Faktum er også, at Folketinget senere nedsatte Minkkommissionen med den dobbelte opgave at kortlægge forløbet og at vurdere, om nogen af de involverede embedsmænd kunne gøres retligt ansvarlige for begåede fejl. Dens konklusion var klar og bekræftende. Det førte, på dette punkt ganske efter bogen, til, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen indstillede til Statsministeriet, Justitsministeriet og Fødevareministeriet, at en række embedsmænd skulle have advarsler eller irettesættelser, og at der skulle indledes tjenstlige forhør af to topembedsmænd.

Den ene forlod statens tjeneste, og så var der kun en tilbage, nemlig rigspolitichefen. Men her konkluderede en forhørsledelse, som havde forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam som formand, i februar, at der ikke var noget at komme efter, for rigspolitichefen havde ikke overtrådt sine pligter.

En væsentlig præmis for denne konklusion var »efter forhørsledelsens opfattelse«, at »udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 kl. 16.00 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retligt kan karakteriseres som en instruks (...) Der er derimod tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser«.

Arkivfoto: Johan Gadegaard, Scanpix

Præcis hvordan forhørsledelsen er nået frem til den opfattelse, står hen i det uvisse. Men faktum er altså, at beslutningerne savnede hjemmel, og at der ikke er rokket så meget som et komma i den kortlægning af et hasarderet forløb, som Minkkommissionen har gennemført. Det er værd at huske, nu hvor mange, også en del jurister, skyder med skarpt på kommissionen og dens formand.

SAGEN SLUTTEDE IKKE der, men nok i sidste uge. Da blev det offentliggjort, at den Medarbejder- og Kompetencestyrelse, som sidste sommer indstillede advarsler til og irettesættelser af en række embedsfolk, nu var kommet på bedre tanker. Det sker under henvisning til forhørsledelsens vurdering af Thorkild Fogdes sag, hvorefter Statsministeriet, henholdsvis Justitsministeriet »efter en samlet vurdering« konkluderer, »at der efter forhørsledelsens beretning og indstilling i anledning af den tjenstlige undersøgelse mod rigspolitichef Thorkild Fogde ikke er grundlag for at konkludere, at du (altså de respektive departements- og afdelingschefer, red.) har begået nogen tjenesteforseelse«.

Der er, som De kan se, hverken nogen overvejelse af, hvorvidt rigspolitichefens og de departementale embedsmænds roller i forløbet var forskellige, eller nogen overvejelse af, om beskrivelsen af udmeldingens karakter udgør en holdbar tolkning. Det, der fremstår som skudsikker jura, fortaber sig i sproglig tåge.

”De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.”

Tilbage står – det må man i skrivende stund antage – at det retlige ansvar for skandalen, for det var minksagen, hermed endegyldigt er tørret af på embedsmænd i Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen.

Budskabet er her ikke, at disse tre embedsmænd også skal fritages for ansvar. Ej heller, at de tre, som nu er blevet det, skal have anmærkninger i deres personalesager. Det er et andet og nok så alvorligt.

FOR FORLØBET FRA sommeren 2020, hvor minksagen ret beset startede, til marts 2023, hvor der retligt blev sat punktum i den, afslører det juridisk anlagte undersøgelses- og granskningssystems begrænsninger. Det kan for det første ikke håndtere ministeransvaret. Det udelukker ministeransvarlighedsloven.

Det kan for det andet ikke håndtere svagheder og uhensigtsmæssigheder i ministerielle beslutningsgange, som ligger uden for en retlig ramme, der ikke afspejler den politiske og organisatoriske virkelighed. Forhørsledelsens konklusioner giver kun mening, hvis man læser dem ind i et ministerstyre, hvor regeringen, regeringsudvalg og tværgående ministerier som Justitsministeriet figurerer som deltagere i en uforpligtende rundkreds. Virkeligheden er og har længe været en anden og Gudskelov for det.

Det kræver for det tredje en undersøgelsesform, hvis opgave ikke er snævre retlige vurderinger, men som er sat i verden for at kulegrave faktiske hændelsesforløb, en opgave, som Minkkommissionen løste på forbilledlig vis trods stramme tidsfrister. Opgaven er på et sådant bundsolidt grundlag at bidrage til at forebygge nye, men undgåelige skandaler.

Jeg tror nemlig lige så lidt som mange andre, at nogen havde forsæt til at starte en minksag på et svagt fagligt grundlag, som involverede lovbrud, som kostede milliarder, som lukkede et erhverv med sideerhverv, og hvis forvaltningsmæssige implementering gik i kage. De er ofre for et system uden bremser, som de uden omtanke selv har været med til at skabe.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/punktum

 

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN