Kommentar. Er
vor tids MeToo-sager et retssamfund værdigt? Anføres processen af
moralister eller rovdyr?
Førtidspension
i
skam
JEG VAR ENGANG til en art formøde på Tvind, den sektagtige organisation med højskoler og så videre i Vestjylland. Forhistorien er, at jeg var omkring de 20, forelsket i min første rigtige kæreste, en skøn hippiepige. Ret pludseligt, som jeg husker det, skiftede hun den diffuse venstreorienterede syresnak ud med en fascination af Tvind. Dér skulle vi over, og hun overtalte mig til at tage med til et formøde, så vi kunne se mulighederne an, engang sidst i 1970erne.
Det blev et chok for mig. I særdeleshed husker jeg én episode. Stedet havde et regelsæt for elevernes adfærd, og det skulle man »diskutere« i plenum, som var måske en 80-100 unge mennesker. Det var dog ikke nogen åben diskussion, for målet var, at alle skulle ende med at være enige og tilslutte sig hver eneste regel, som den allerede var vedtaget. Det spidsede til, så vidt jeg husker, med reglen om, at man ikke måtte ryge hash på skolen. Det gav en livlig diskussion, men én efter én bøjede modstanderne af reglen sig. Lærernes argumenter vandt, og de strålede af tilfredshed.
Der var dog én, der ikke ville bøje sig. Hun blev ved at argumentere imod, og nu rejste lærerne sig op og begyndte at skiftes til at gå imod hende. Lærerne havde strategisk placeret sig rundtom i forsamlingen, så angrebene blev sat ind fra alle sider, og de blev hårdere og hårdere.
Snart skiftede de fra at handle om emnet til at handle om proceduren – og om den halsstarrige person selv: »Vi skal videre. Du stjæler vores andres tid«. »Hvad er du for en person, der vil udsætte fællesskabet for det her?« »Hvor er du forfærdelig småborgerlig, tror du virkelig, du er noget?« Lærerne appellerede til »fællesskabet«, og der rejste sig en voksende stemning i forsamlingen imod hende, den stædige borgerlige, der ikke ville komme til fornuft, der ødelagde det hele for os andre. Det føltes som en uendelighed, før hun omsider satte sig ned på gulvet, bøjede sig, undskyldte og græd.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau, Scanpix
Det var som at overvære en primitiv straf, en uhyggelig kult fra længe før retssamfund og demokrati. Jeg var rystet i flere dimensioner. Af principiel uenighed over proceduren: at alle beslutninger skulle forudsætte fuld enighed. Af forfærdelse over at overvære den systematiske psykiske nedbrydning af en person, der bare sagde sin mening.
Men også af skam over selv at holde min fede kæft og ikke sige fra over for, hvad der skete lige for øjnene af mig. Og personligt, da det gik op for mig, at min kæreste på ingen måde delte min forfærdelse, men erklærede sig enig med lærerne og med hele sceneriet. Det blev begyndelsen til enden på vores forhold, og få år senere var hun selv lærer på stedet.
ER JEG DEN eneste, der i dag føler en beslægtet skam over at overvære tidens offentlige forfølgelser af udvalgte ledende personligheder (lad os her kalde dem X)? Senest er Jon Stephensen og Lizette Risgaard blevet kørt gennem møllen, men dette er ikke et forsvar for dem eller deres handlinger.
Det er tænkeligt, de har udøvet magtmisbrug af forskellige grader af seriøsitet – men det er ikke blevet ordentlig undersøgt. Det er netop problemet: Der foregår ingen grundig undersøgelse, der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og princippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister.
I stedet er det en vild proces, der anføres af personer på forhånd interesseret i et bestemt udfald. En eller anden lille handling i en fjern fortid bliver nævnt – en handling, der ikke er kriminel, men som kan udstafferes som umoralsk. En lille handling, der kan være seksuel, økonomisk, politisk. En journalist, på et af de førende medier, får nys om sagen. Så begynder rundringningerne. Kan der findes andre, der også har noget at berette? Det er der måske, og selvom det stadig er småting, så kan den dygtige journalist tegne et billede, hvor den indsamlede sladder summer sig op til et ondartet portræt.
Nu kan folk, der har forskellige udeståender med de pågældende, melde sig i koret og håbe at få afregnet gamle fjendskaber. Og nu kan de sociale mediers folkedomstol få en vigtig rolle: Hvis der kan organiseres en shitstorm, hvis der kan skrives et åbent brev, ja, så er X allerede de facto dømt af folkedomstolen. Det er så let at trykke på like-knappen eller at skrive under på et åbent brev, man risikerer selv ingenting ved det. Man kan måske endda føle sig lidt vigtig og mærke en ond fryd over at være med til at bringe en person, som vistnok er umoralsk, til fald.
Hvis der på den måde kan konstrueres en sag, løftes rundringningerne til et nyt niveau – nemlig til X' kolleger. Ledere er jo altid blevet ledere i kraft af, at nogle andre ikke har fået lederposten. Derfor er der altid had, misundelse, nid og nag i toppen af enhver organisation, og det udnytter journalisten. Disse konkurrenter til posten kan nu se deres snit og siger forudsigeligt, at de »ikke længere kan støtte« X.
NU FØLGER EN skamfuld og frygtelig fase. X går offentligt ud og fremsætter en »uforbeholden undskyldning«. X tror stadig naivt, at sagen er åben for forhandling og almindelig diskussion. Men iagttageren ved bedre. Sagen er for længst afgjort, længe inden den anklagede har åbnet munden. Og i modsætning til almindelige undskyldninger fungerer lederens forfjamskede udsagn ikke som nogen afbigt, der kan mildne de forurettede, forhindre gentagelsestilfælde og lukke sagen. Tværtimod fortolkes undskyldningen som en tilståelse, der kun gør sagen værre.
Også fordi det sjældent er de oprindelige forurettede, der nu dominerer offentligheden om sagen. Det gør journalisterne på jagt efter den triumf, det er at se X' dybe fald på forsiden. Og det gør konkurrenterne på jagt efter lederens stilling. Ingen af de parter har nogen som helst interesse i at modtage nogen undskyldning, de har kun interesse i at se X bryde sammen og forlade sin post. Billedet flimrer: Er disse journalister og konkurrenter moralske pragteksemplarer, eller er de rovdyr om et bytte?
Den hulkende pige på gulvet på Tvind havde den fordel, at hun kunne forlade stedet og gå et andet sted hen, hvor ingen havde hørt om hendes ydmygelse. Den mulighed har X ikke – her er den eneste reelle mulighed: førtidspension i skam.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-18/samfund/foertidspension-i-skam
Ingen kommentarer:
Send en kommentar