Kommentar. Pressen er mere kritisk over for en tilfældig kommunalpolitiker end over for tidens største sangere eller forfattere. Det er absurd.

Magtkritik

Skandalen om en forfalsket underskrift og den fyrede teaterchef Jon Stephensen, som utroligt nok i skrivende stund stadig sidder trygt og godt i Moderaternes folketingsgruppe, er ikke kun historien om en mand, der angiveligt har løjet og bedraget (og selv nægter alle anklager). Det er også et eksempel på et evindeligt problem for dansk journalistik: Pressen er overopmærksom på politisk magt, men blind over for kulturel magt.

I årevis har der været småhistorier om Jon Stephensens karakter, men det var først, da manden trådte ind i politik, at sagerne for alvor blev dækket i pressen. For pludselig gik de hårde journalister i gang, de gravede og udspurgte og søgte aktindsigt, og nu er vi så her. Mediernes fokus ændrer sig nemlig radikalt, så snart nogen træder ind i politik.

Som en af værterne i radioprogrammet Slotsholmen på P1 bemærkede i en sigende bisætning i sidste uge: »Jon Stephensens opførsel bliver interessant efter 1. november 2022, for det er her, han bliver valgt til Folketinget.« Den tilgang er symptomatisk: Før Stephensen blev politiker, var hans sager ikke for alvor interessante.

I interview med politikere er journalister ofte så kritiske, at de knap lytter til svarene. Mens kulturpersoner – sangere, forfattere, radioværter, influencere, teaterchefer – dem kan man uden videre invitere ned i sofaen til en hyggelig snak om følelser og familie. Det store portræt, det ærlige interview.

Da Berlingske forleden talte med bestsellerforfatteren Morten Albæk om hans nye bog, sluttede artiklen ikke med udfordrende spørgsmål, men med næsegrus beundring. »Og så springer den smukkeste række af ord fra ham,« skriver journalisten benovet, inden Albæk bogstavelig talt forklarer meningen med livet for læserne.

Albæk har solgt hundredtusindvis af bøger, han har i unik grad præget danskernes etik og livssyn. Alligevel får han ingen kritiske spørgsmål. Men skulle han i morgen beslutte at stille op for De Radikale til byrådet i Aarhus, ville alt forandre sig. Så ville hans ideer blive »interessante«, så ville han blive testet og kritiseret. Danske medier er langt mere kritiske over for en tilfældig kommunalpolitiker end over for tidens største sangere eller forfattere.

Før Jon Stephensen blev politiker, var hans sager ikke for alvor interessante for pressen, skriver Christian Bennike. Arkivfoto: Linda Kastrup, Scanpix.

 

MAN SER FORSKELLEN tydeligt, når personer bevæger sig fra den ene til den anden arena: Hella Joof, som i 30 år har udbredt sig om alt mellem himmel og jord, skulle kun gå til ét politisk møde i Lars Løkkes Disruptionråd, før hun blev hejlet igennem mediemøllen og kritiseret for at sige det der med indianerne. I årevis kunne Lars Kolind turnere rundt som en slags erhvervsguru, men så snart han stillede op for Ny Alliance, blev han underkastet kritiske spørgsmål og faldt sammen. Engang var Jørgen Poulsen og Thyra Frank symboler på ordentlighed, så blev de politikere …

De seneste uger har der været en diskussion om, hvorvidt det er hårdt at være politiker eller ej. Er de folkevalgte udsat for et større pres end skolelærere eller bagere? Det virker helt absurd at hævde andet end, ja, det er de. Så snart en politiker siger noget, bliver de testet og kritiseret som ingen andre i dette samfund. Pointen er ikke, at kritikken af Stephensen eller Joof er unfair. Pointen er, at det viser, hvor servil kulturjournalistikken reelt er. Det er sigende, at MeToo-bevægelsen, som faktisk tager magtmisbrug i kulturlivet alvorligt, ikke udsprang hos den traditionelle presse, men voksede op nedefra på de sociale medier.

Afstanden mellem den journalistiske tilgang til politik og kultur er alt for stor. Forskellene bygger på en uudtalt præmis om, at politik er vigtigt, mens kultur er mindre vigtigt. Kultur er en slags underholdning eller en afspejling af samfundet, men ikke et sted med selvstændig magt. Men det er forkert. En finanslov forandrer selvfølgelig samfundet mere end et teaterstykke, men kunst og kultur skaber de fortællinger, vi lever på. Rockstjerner og forfattere former vores drømme og giver os et sprog, ligesom reklamer og virksomheder påvirker vores behov. Det er også magt.

Det er ikke åbenlyst, at Jon Stephensen skulle være meget mere magtfuld som kulturordfører end som fast debattør i landets aviser, tv og radio. Medierne er ikke lovgivende organer, men de former vores verden. Det er det, kultur handler om, og det burde danske medier tage langt mere alvorligt.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-10/kultur/magtkritik

 

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

 

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK