Nye Borgerlige. Tumulten om Lars Boje Mathiesen er det bedste, der længe er sket for det blå Danmark.

Revolutionen er afblæst – igen

Det, man kunne kalde restborgerligheden i Folketinget, har ikke haft nogen let tid. Først tabte blå blok valget i november. Og da magten siden koagulerede omkring midten, blev man efterladt alene hjemme, splittet og med Enhedslistens Pelle Dragsted som bedste ven. I hvert fald sådan bededagsmæssigt.

Selvfølgelig er andres ulykke ikke at foragte i mangel af egen medvind. Men alligevel er det en ringe trøst, at regeringen styrtbløder i meningsmålingerne. Alternativet er nemlig efter alt at dømme ikke en blå magtovertagelse, men nærmere en omgruppering af midten eller en genkomst af rød blok.

Man kunne i den situation fristes til at skrive basserallen i Nye Borgerlige på listen over blå ulykker, men faktisk kan det sagtens forholde sig modsat.

I den udgave, Lars Boje Mathiesen havde skitseret for partiet, var det nemlig snarere et problem for de øvrige borgerlige partier end en løsning. Ganske vist blev hans medfølgende næstformands toneart hurtigt en anelse for krydret for partiets hovedbestyrelse. Men den skarpe antiautoritære, antistatslige anarkoliberalisme var stadig den nye linje efter Pernille Vermunds mere midt- og magtsøgende kurs.

Selvfølgelig er andres ulykke ikke at foragte i mangel af egen medvind. Men alligevel er det en ringe trøst, at regeringen styrtbløder i meningsmålingerne. Alternativet er nemlig efter alt at dømme ikke en blå magtovertagelse, men nærmere en omgruppering af midten eller en genkomst af rød blok.

Man kunne i den situation fristes til at skrive basserallen i Nye Borgerlige på listen over blå ulykker, men faktisk kan det sagtens forholde sig modsat.

I den udgave, Lars Boje Mathiesen havde skitseret for partiet, var det nemlig snarere et problem for de øvrige borgerlige partier end en løsning. Ganske vist blev hans medfølgende næstformands toneart hurtigt en anelse for krydret for partiets hovedbestyrelse. Men den skarpe antiautoritære, antistatslige anarkoliberalisme var stadig den nye linje efter Pernille Vermunds mere midt- og magtsøgende kurs.

Lars Boje Mathiesens revolution var liberalistisk og antistatslig, og den endte så tragisk, som revolution af den karakter overhovedet kan. Foto: Mathias Svold, Scanpix.

Det er ingenlunde usandsynligt, at Boje Mathiesens linje kunne have haft mindst lige så stor vælgertække som Vermunds. Problemet var bare, at hvis et parti med den profil skulle regnes med til et blåt flertal, ville det være Venstres og Moderaternes bedste undskyldning for at blive, hvor de er. Det er lige præcis den type parti, Lars Løkke Rasmussen afskrev i valgkampen i 2019.

Nu er Boje Mathiesen fortid og partiets minimerede folketingsgruppe formentlig igen under Pernille Vermunds ledelse. Hvordan det vil gå, er umuligt at sige. Man skal huske, at det faktisk var hendes linje, der efter flotte målinger undervejs endte med et pauvert valgresultat. Man ved heller ikke, hvordan vælgerne vil tage imod en partileder, der allerede en gang har signaleret, at hun ønsker at forlade politik, og som samtidig med sin linje er i mere direkte konkurrence med Morten Messerschmidt og Inger Støjberg.

Man kan lede efter mange forklaringer på, at Nye Borgerlige er gået fra at være den politiske højrekants friske pust til at være dens sløjeste patient.

Den lette er, at partiet kun kunne klare sig, mens karismatiske Vermund stod i spidsen. Altså det klassiske personbårne parti som Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Ny Alliance og Alternativet. Analysen holder bare ikke helt. For det første var Vermund ikke noget stort navn, da partiet blev dannet. Hun voksede så at sige sammen med det. For det andet begyndte nedturen allerede, mens hun var leder.

Det handler om noget andet. Nemlig at det revolutionære har trange kår i Danmark. Venstrefløjen, der i næsten et århundrede var revolutionens svagt ulmende arnested, har for længst erkendt det. Enhedslisten har de facto udskiftet socialismen med moralismen og er mere optaget af befolkningens kødindtag og kønssammensætningen i aktieselskabsbestyrelser end af egentlig samfundsomvæltning.

Ændringen af ejendomsforholdene kan klares gennem en slags brugsforeningsbevægelse, må man forstå. Den pure revolution er henvist til mindre sekter, der stadig dyrker Fidel Castro, Enver Hoxha eller Josef Stalin i prunkløse bogcafeer og kun bevæger sig ud i frisk luft ved større demonstrationer.

Til gengæld trives det revolutionære på den blå side, og Nye Borgerlige var indtil nærdødsoplevelsen i sidste uge et revolutionært parti. Pernille Vermund ville løse udlændingepolitikken fra bunden og i hvert fald engang blæse på konventioner og den slags. Siden modererede hun det i et forsøg på at få andel i den magt, som blå blok ikke fik. Prisen var et sløjt valgresultat.

Lars Boje Mathiesens revolution var liberalistisk og antistatslig, og den endte så tragisk, som en revolution af den karakter overhovedet kan. I et slagsmål om en pengekasse, der for hovedpartens vedkommende er fyldt op med statslig, skattefinansieret partistøtte.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/samfund/revolutionen-er-afblaest-igen'''

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK