Vikaren. Troels Lund Poulsen er nu den reelle leder af Venstre, men ikke den oplagte partiformand.

Magten sover aldrig
Vil man forstå, hvilken type politiker Venstres Troels Lund Poulsen er, kan det være nyttigt at gense partiets pressemøde fra august, hvor han griber ordet fra partiformand Jakob Ellemann-Jensen, der ikke kan få svaret klart på, om rigsretsdømte Inger Støjberg kan blive minister i en fremtidig blå regering.

»Jeg tror, det er vigtigt at understrege, som Venstres formand også har sagt ved andre givne lejligheder, at hvis man har udstået sin straf, så er man så at sige renset. (...) Det, du spørger om, er: Hvis Inger Støjberg ønsker at komme i regering, vil Venstre så forhindre det? Nu går jeg langt ud på planken. Vi kommer ikke til at modsætte os, at Inger Støjberg potentielt kan blive en del af en regering, hvis mandaterne falder ud på den måde,« sagde Lund Poulsen.

Egentlig skulle pressemødet handle om en reform af beskæftigelsesindsatsen. Men få timer forinden havde den konservative leder Søren Pape Poulsen meldt sig som statsministerkandidat og dermed udfordret Jakob Ellemann-Jensens eneret på at være det borgerlige alternativ til Mette Frederiksen ved det forestående valg.

Det var ikke kun vælgernes, men også de øvrige blå lederes gunst, de to nu skulle kæmpe om. At afskrive Inger Støjberg var reelt det samme som at afskrive sig statsministerposten

Troels Lund Poulsens åbenlyse problemer er, at han ikke er nogen stor billetsælger. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Troels Lund Poulsens udtalelse er med vis rette blevet sammenlignet med Ritt Bjerregaards berømte fra Svend Aukens socialdemokratiske formandstid: »Det, Svend mener, er.« Og det fortæller om en politiker, der i det afgørende øjeblik kan se magtens mulighed. Ellemann tøvede, fordi han reelt ikke mener, at en rigsretsdømt skal være minister. Lund Poulsen korrigerede prompte, fordi magten var på spil.

Hvem så?

Den evne hos Lund Poulsen er en af grundene til, at der aktuelt ikke er panik i Venstre, selvom partiformanden har sygemeldt sig med stress i en situation, hvor meningsmålingerne er elendige, og man stadig skal finde sig til rette i en regering med den gamle ærkefjende Mette Frederiksen og Venstres fravalgte formand Lars Løkke Rasmussen.

Selvfølgelig gløder de interne kommunikationslinjer. For nok skal formanden have fred, og det må tage den tid, det tager. Men magten sover aldrig, og ledig magt findes ikke.

Hvor længe mon Ellemann er væk, og hvad nu hvis det ender med, at han slet ikke kommer tilbage. Hvad så? Og hvem så?

Især det sidste er der ikke noget oplagt svar på. Sophie Løhde? Naarh. Måske næstformand og regionsrådsformand Stephanie Lohse? Tjooh, men besværligt, når hun ikke sidder i Folketinget. Er der nogle unge folketingsmedlemmer? Morten Dahlin for eksempel? Nok for tidligt. Kunne den folkeligt populære Søren Gade overtales til at forlade Folketingets formandsstol? Han vil vist ikke.

Midt i overvejelsernes rådvildhed er der dog en beroligende konstant, der går igen. »Troels har styr på det.«

Den klare fornemmelse af, at Troels Lund Poulsen magter både rollen som partiets mest centrale minister i den økonomiske politik, som fungerende forsvarsminister og de facto partileder siger noget om arbejdskapacitet. Men også, at han med et par årtiers erfaring som folketingsmedlem og minister har det, der skal til for at sikre partiets interesser, når de interne balancer i regeringen skal stemmes af med dansk politiks to mest drevne magtspillere, Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Dertil kan lægges en rolig mavefornemmelse, når det gælder evnen til om nødvendigt at håndtere det forsvarsforlig, der er regeringens helt store prioritet i foråret. Både den almindelige parlamentariske erfaring og en fortid som forsvarsordfører taler for det. Imod taler kun ydre omstændigheder, men dem er der til gengæld også en del af.

Sløje valg

Men hvorfor er det så ikke oplagt, at Troels Lund Poulsen bare tager over, hvis Jakob Ellemann-Jensen måtte beslutte at gøre sit fravær permanent?

Da Anders Fogh Rasmussen i sin tid begyndte at kigge videre ud i verden, havde han inde i hovedet en arvefølge i Venstre, der hed: først Lars Løkke Rasmussen, siden Kristian Jensen og siden igen Troels Lund Poulsen. Den kæde knækkede som bekendt allerede i andet led, da Løkke og Kristian Jensen gerådede sig ud i en magtkamp, der trak dem begge ud af Venstres top.

For Lund Poulsen er det åbenlyse problem, at han ikke er nogen billetsælger. Faktisk har han trods sin centrale placering i partiet ofte haft svært ved at opnå valg til Folketinget. I flere omgange har han siddet på et af partiets alleryderste mandater. Som politikertype er han mere i familie med partifællen Claus Hjort Frederiksen eller socialdemokraten Henrik Sass-Larsen. Den stærke toer med styr på både strategi, taktik og magtbalancer, men uden stor folkelig appel.

Det sidste har Venstre ikke råd til at se bort fra. Valget i november var en katastrofe med en tilslutning på 13,3 procent, og meningsmålingerne melder unisont om endnu værre tider. 10,0 i den seneste fra Voxmeter.

Det er meget langt fra det, der internt opfattes som naturlig størrelse. Problemet er bare, at løsningen ikke ligger ligefor. Partiet har ikke nogen, ud over muligvis en uvillig Søren Gade, der her og nu kan vende folkestemningen. Dertil skal lægges, at de øvrige blå partier tilsyneladende har udset Venstre til at være mere hovedfjende end Mette Frederiksen. Angrebene rettes på næsten daglig basis. Det giver Venstre problemer. Til gengæld er der intet, der tyder på, at det bringer muligheden for en fremtidig borgerlig regering ét eneste skridt nærmere.

Internt i Venstre er analysen entydigt, at den nuværende situation kun efterlader én mulighed. Nemlig at stå fast på regeringssamarbejdet og håbe på bedre tider, efterhånden som resultaterne viser sig. At gå tilbage til blå blok er en fuser uden andre fremtidsudsigter end at sidde på oppositionsbænkene og skælde ud i kor med en håndfuld andre.

Helt central i den plan er Troels Lund Poulsen. Ganske vist så han i august sidste år magtens mulighed i, at man ikke afskrev Inger Støjberg. Men da valgresultatet forelå med rødt flertal, var han øjeblikkelig fortaler for at skifte kurs og søge samarbejde med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.

Hos de sidstnævnte var man ikke uden skepsis. Troels Lund Poulsen har om nogen personificeret det Venstre, der altid var klar til at angribe Socialdemokratiet og møde det med veludførte taktiske benspænd. Nu var han med på holdet, og de socialdemokratiske ministre har på rekordtid lært sig en særlig familiær-kammeratlig måde at sige »Troels« på.

Sådan går det op og ned i politik, som Poul Schlüter sagde. Og Troels Lund Poulsen bærer på en vis personlig erfaring for, at nedture ikke nødvendigvis varer evigt.

Både i og uden for Venstre var hans politiske fremtid reelt afskrevet, da han i 2011 måtte tage orlov fra Folketinget på grund af sagen om lækage af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattepapirer. Lund Poulsen var som tidligere skatteminister helt central og under mistanke. Sagen endte dog med, at en kommission frikendte ham, og han slap med kritik for det overordnede politiske ansvar.

Efterfølgende var det netop den tidligere omtalte evne til at se magtens mulighed, der bragte ham tilbage fra det politiske dødsrige. Da Kristian Jensen i 2014 udfordrede Lars Løkke Rasmussen i Venstre, meldte Troels Lund Poulsen sig under formandens faner. Det var blandt andet ham, der i de afgørende dage op til det berømte kældermøde i Odense sad ved telefonen for at skaffe støtter til Løkke. Det var et træk, der gjorde ham central nok til at blive minister, da Løkke igen overtog magten.

Ikke desto mindre valgte Lund Poulsen siden at indgå en pagt med Kristian Jensen om fremtidens magtdeling i Venstre. Han havde, som det hed internt, »kysset ringen«.

Pagten blev som bekendt af yderst midlertidig karakter, for sådan er det også, når man manøvrerer ud fra magtens mulighed.

Det sidste hører helt afgørende med til billedet, men den logik må man gå ud fra, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen ad anden vej er gjort bekendte med i forvejen.

KILDE: https://www.weekendavisen.dk/2023-7/samfund/magten-sover-aldrig

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK