torsdag den 22. december 2022

 

Oprør. Det reaktionære er blevet det rebelske. Mange steder i Europa er venstrefløjen ikke længere det naturlige tilflugtssted for unge, der ønsker radikal forandring. De stemmer hellere på det yderste højre.

Europas unge er ikke woke

Et gammelt mundheld siger: »Hvis du ikke er venstreorienteret som ung, har du intet hjerte, og hvis du stadig er det som ældre, har du ingen hjerne.«

Ordene indkapsler en fast forankret forestilling om det politiske liv i den vestlige verden. Den progressive venstrefløj har stærk appel til ungdommens idealisme, mens højrefløjen er det naturlige hjem for den ældre og mere pragmatisk sindede vælger.

Måske er tiden kommet til at tage denne forestilling op til revision. De seneste års valg i Europa tegner således et noget anderledes billede af de politiske fløjes appel til de forskellige aldersgrupper, og særligt de unges kursskifte springer i øjnene.

Tag eksempelvis Italien, hvor Giorgia Meloni i oktober blev indsat som ny premierminister. Mere end halvdelen af de unge vælgere støttede den sejrende højrefløjskoalition bestående af Melonis parti Fratelli d’Italia, Matteo Salvinis Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia.

Nej, Melonis tilhængere er ikke gamle, hvide mænd i lavtlønnede jobs. Det er såmænd de unge, der har fremtiden for sig. Mere end halvdelen af de unge vælgere støttede den sejrende højrefløjskoalition bestående af Melonis parti Fratelli d’Italia, Matteo Salvinis Lega og Silvio Berlusconis Forza Italia. Foto: Oliver Weiken, dpa, Scanpix.

I Frankrig opnåede Marine Le Pen fra højrepartiet Rassemblement National ved forårets præsidentvalg en markant støtte fra de yngre vælgere. Knap halvdelen af de 25-34-årige stemte i anden valgrunde på Le Pen, mens hun blot fik støtte af 29 procent af vælgerne over 70 år.

I Spanien oplever højrenationale Vox på tilsvarende vis en markant fremgang blandt unge vælgere og er i dag det største parti blandt 18-24-årige uden for de større byer. Også i Sverige har den yderste højrefløj fået godt tag i de unge. Ved efterårets valg stemte 22 procent af førstegangsvælgerne på Jimmie Åkessons parti, som fik 20,6 procent af stemmerne målt på alle aldersgrupper.

”Det yderste højre fremstår for mange unge som et provokerende og uforfærdet alternativ til den eksisterende magtelite. Det tiltaler mange unge, som er utilfredse med det bestående og ønsker at få rusket op i tingene.”

PIOTR ZAGÓRSKI, FORSKER I HØJREFLØJSPOPULISME OG VÆLGERADFÆRD VED AUTÓNOMA-UNIVERSITETET

De unges begejstring for det yderste højre er lidt mere afdæmpet i Tyskland, men ser man isoleret på det tidligere Østtyskland, er billedet dog markant anderledes. Her er Alternative für Deutschland (AfD) i flere delstater det største parti blandt unge vælgere under 30 år med stemmeandele et stykke over 20 procent.

Bredt favnende bevægelse

Ifølge politologen Daphne Halikiopoulou fra Reading University skal de unges stigende tilslutning til højrefløjspartierne ses i lyset af et bredere fænomen.

»Disse partier var i mange år marginaliserede og havde en meget snæver kernevælgergruppe, som primært bestod af »vrede hvide mænd«. I de senere år har de formået at udvide deres appel til en langt mere sammensat gruppe, der har utilfredsheden med det bestående som fællesnævner. Det er en del af forklaringen på, at vi i dag ser højrefløjen tiltrække mange unge protestvælgere, som tidligere måske havde stemt på venstrefløjen,« fortæller Daphne Halikiopoulou, der forsker i vælgeradfærd på tværs af Europa med særligt fokus på højrefløjspartier.

Udlægningen bakkes op af politologen Piotr Zagórski, som forsker i højrefløjspopulisme og vælgeradfærd ved Autónoma-universitetet i Madrid. Partierne på den yderste højrefløj, siger han, formår bedre end venstrefløjen at adressere den vrede og frustration, som mange unge føler. Samtidig er de unge ikke i samme grad som ældre bundet af et politisk tilhørsforhold, og de er derfor mere villige til at eksperimentere med deres stemme.

»Det yderste højre fremstår for mange unge som et provokerende og uforfærdet alternativ til den eksisterende magtelite. Det tiltaler mange unge, som er utilfredse med det bestående og ønsker at få rusket op i tingene,« siger Zagórski til Weekendavisen.

Tendensen, siger han, er mest udtalt i den vestlige del af Europa, hvor partierne på den yderste højrefløj endnu ikke er blevet en del af magtapparatet – eller først lige er blevet det, som det er tilfældet i Italien. Billedet er anderledes i lande som Polen og Ungarn, hvor den yderste højrefløj har siddet solidt på magten i en årrække. Her er det i højere grad de ældre, der udgør vælgerbasen, og her spiller religionen og forsvaret for traditionelle værdier en langt større rolle.

Utilfredshed med tingenes tilstand

Utilfredsheden, påpeger han, dækker over en lang række forhold, der varierer fra land til land. En gennemgående faktor er den tiltagende prekarisering på arbejdsmarkedet og den økonomiske usikkerhed, der rammer de unge særligt hårdt.

»Vi ved fra tidligere forskning, at jobusikkerhed kan være en udløsende faktor for en stemme på det yderste højre. Mange unge føler sig svigtet af det etablerede system og frygter, at de ikke vil komme til at nyde den samme velstand som deres forældre,« fortæller Zagórski.

Det yderste højres fremmarch, siger han, har også en kulturel og social dimension, der handler om tab af identitet og status i globaliseringens kølvand. Indvandringen har medført hastige demografiske forandringer, og udflytning af arbejdspladser bidrager til oplevelsen af usikkerhed, som også de unge bliver ramt af – særligt uden for de større byer. Modstanden mod EU er en fællesnævner for partierne på den yderste højrefløj, der typisk har grænselukninger og stop for indvandring som en del af deres politiske program. Hertil kommer modstanden mod feminisme og wokeideologi, som særligt vinder genklang hos unge mænd.

Under hele bevægelsen løber en understrøm af frustration og utilfredshed med samfundets bærende institutioner og de traditionelle politiske partier, som har siddet på magten i årtier.

»Mange unge føler ikke, at staten lever op til sin del af den sociale kontrakt. Det skaber en dyb mistillid til det etablerede system, og for mange unge er en stemme på den yderste højrefløj en måde at kommunikere denne vrede på,« siger Daphne Halikiopoulou.

Længsel efter stærke ledere

Det yderste højres fremmarch går mange steder hånd i hånd med en dalende tillid til det demokratiske system. I lande som Italien og Spanien taler tallene deres eget tydelige sprog. Syv ud af ti unge spaniere er utilfredse med den måde, demokratiet fungerer på, og halvdelen af de italienske unge støtter ideen om en stærk leder og så gerne et demokrati uden politiske partier.

»Mange unge tiltrækkes af ideen om en stærk leder, der kan få tingene gjort uden så meget snak. Der er en forestilling om, at man som en anden virksomhedsleder kan bringe samfundet på ret kurs ved at træffe raske beslutninger og få noget til at ske,« fortæller den italienske samfundsforsker Steven Forti, som er professor i samtidshistorie ved Barcelonas Autónoma-universitet og forfatter til bogen Extrema derecha 2.0 (Det yderste højre 2.0).

Knap halvdelen af de 25-34-årige stemte i anden valgrunde på Le Pen, mens hun blot fik støtte af 29 procent af vælgerne over 70 år.

I Spanien spiller Vox’ leder Santiago Abascal rollen som håndfast macholeder til perfektion. Han er pistolbevæbnet og går uforfærdet til angreb på feminister, separatister, kommunister og alle andre »samfundsfjender«, der udfordrer Spaniens sande essenser.

Under en parlamentsdebat lod Abascal forstå, at der i 80 år – det vil sige siden 1940 – ikke har været så dårlig en regering som den nuværende. Underforstået at Francos diktatur ville være at foretrække for det socialistiske morads i Pedro Sánchez’ ledede regering.

Budskaberne fra Vox har fundet en frugtbar jord hos de spanske unge, der i stort tal slutter op om højrepartiet. Der har også været en lang række eksempler på unge, der tager deres politiske vækkelse med sig ind på skoler og uddannelsesinstitutioner.

Spanierne blev for alvor opmærksomme på fænomenet i 2019, hvor et fotografi fra Aixa-Llaüt-skolen i Palma gik viralt. På billedet poserer en gruppe mellemskoleelever omgivet af spanske flag med armene strakt frem i fascisthilsen. Listen over beslægtede episoder er lang, og ofte bærer eleverne Vox’ signatur på de medbragte spanske flag.

En af dem, der har oplevet problemet på egen krop, er mellemskolelæreren Eugenia Moroy, som underviser på en skole i Getafe syd for Madrid. Tidligere på året havde hun eksempelvis arrangeret en oplæsning af feministisk poesi, som blev afbrudt af en gruppe elever, som overdøvede opløsningen med den fascistiske sang »Cara al sol« – en af Franco-regimets officielle hymner.

»Tidligere var det flovt at give udtryk for reaktionære eller antidemokratiske holdninger. Sådan er det ikke længere. Nu er der prestige i det. At være reaktionær er i dag blevet det rebelske,« udtalte Eugenia Moroy til avisen El Confidencial.

Unge på barrikaderne

Det, der for få år siden ville have uløst et ramaskrig i befolkningen, er med andre ord blevet en stadig mere normal udtryksform for unge mennesker. Ifølge Steven Forti har Vox flyttet grænsen for, hvad man kan sige i den offentlige samtale i Spanien, og den berøringsangst over for Francos diktatur, som kendetegnede tidligere generationer, er ikke længere til stede i samme grad.

Det samme fænomen kan observeres i Italien, hvor den historiske fascisme også med årene er blevet aftabuiseret. I dag sidder den yderste højrefløj med absolut flertal i det nationale parlament, og landets premierminister Giorgia Meloni har en fortid som ungdomspolitiker i det neofascistiske MSI.

Også her er de unge en vigtig del af fundamentet. Gioventù Nazionale – ungdomsorganisationen til Melonis regerende parti Fratelli d’Italia – er på fem år vokset fra 10.000 til 50.000 medlemmer. Vel at mærke i en tid, hvor medlemskab af politiske organisationer er på hastig retræte. Gioventù Nazionale leverede adskillige kandidater til parlamentsvalget i oktober, hvor partiet blev det største i begge parlamentets kamre. Melonis fokus på økonomi og familieværdier er gået rent hjem hos de unge vælgere, som ifølge opinionsundersøgelser prioriterer arbejde over uddannelse og borgerrettigheder. Som den 20-årige jurastuderende Mattia Rocco udtrykte det i et interview med britiske inews i forbindelse med valget i oktober: »Jeg tror på regler, på staten, på kærlighed og broderskab. Jeg er parat til at ofre mig selv, give alt hvad jeg har og arbejde for det fælles bedste.«

I Frankrig udgjorde de unge i mange år det stærkeste bolværk mod det yderste højre. Da Jean-Marie Le Pen fra Front National i 2002 for første gang nåede anden runde af præsidentvalget, udløste det en historisk mobilisering fra de unge. Over hele Frankrig var der store protester, og de unge vælgere mødte op ved stemmeurnerne i overvældende antal for at holde Le Pen fra magten.

Tingene begyndte at ændre sig, da Marine Le Pen overtog partiet fra sin far i 2011. Hun satte gang i en rebranding af partiet for at gøre det mere attraktivt for unge vælgere og har lagt afstand til sin fars mest yderliggående standpunkter inden for områder som klima, dyrevelfærd og feminisme. Indsatsen har båret frugt. De unge støttede i stort tal Le Pen ved forårets præsidentvalg, og det var i høj grad de ældre vælgere, der sikrede Emmanuel Macron endnu en tur i Élysée-palæet.

På tværs af Europa udtrykker de unge deres frustration mod det bestående. Parallelt med klimaaktivisme og andre venstrefløjsagendaer har en ny protestbevægelse fået vind i sejlene med afsæt på den yderste højrefløj.

Bevæggrundene varierer fra land til land, og mens det for nogle er en ideologisk stemme for et konkret politisk program, er det for andre mest af alt en protest mod det system, der ikke har vist sig i stand til at indfri sine løfter.

Den venstrefløj, der engang var knudepunktet for ungdommens glødende aktivisme, er ikke længere helt så hot. Ifølge Steven Forti er den ganske enkelt ikke længere i stand til at levere den dimension af oprør mod det bestående, som de unge hungrer efter.

»Det yderste højre har været i stand til at iscenesætte sig selv som antitesen til det forstenede establishment, der ikke får noget gjort. De fremstår som rebelske, provokerende og i opposition til systemet – alt det, der tidligere gjorde venstrefløjen attraktiv for de unge. Det yderste højre har været gode til at se, at der var ledig plads på denne bane,« siger Steven Forti.

Kasper Kloch

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-51/samfund/europas-unge-er-ikke-woke

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

  Venstres formand undsiger sin socialdemokratiske ministerkollega efter choktal: INDVANDRERES FØRTIDSPENSION SKAL REVURDERES. Foto: Søren B...