Afstemning. Oppositionen rykker uden for Folketinget. Forårets overenskomstfornyelse kan blive en folkeafstemning om regeringens eksistensberettigelse.

Til arbejdet, liv eller død!

Den uforberedte læser af Berlingske kunne dagen efter statsministerens nytårstale et kort øjeblik tro sin morgenavis forvandlet fra vajende blå fane til en styg socialdemokratisk kampagneavis. Mette Frederiksens nytårsord var så socialdemokratiske, at de efter avisens vurdering berettigede til en leder under overskriften »Røde mor er tilbage«.

Ingen tak til Ellemann-Jensen og Løkke Rasmussen lød fra Marienborg, ikke et ord faldt om skattelettelser heller, og der manglede ganske opmærksomhed på vækst, erhvervsliv og lempet arveafgift. »Talen var først og fremmest rød, derefter grøn, og man skulle knibe øjnene sammen for at få øje på blå mærkesager – som for eksempel fremrykningen af forsvarsaftalen,« anførte lederskribenten.

Vurderingen kan nok bedst læses som udtryk for en politisk udgave af det posttraumatiske stresssyndrom udløst af det dobbeltchok, det borgerlige Danmark blev udsat for ved valget 1. november og siden ved regeringsdannelsen i december. At kalde Frederiksen Røde mor er jo det samme som at udpege Ellemann og Løkke som et par sølle Judaser, som ikke engang har sikret sig fuld sølvpengedusør for deres gemene forræderi. Nogen selvrefleksion kalder den slags jo ikke på.

Nytårstalen er en rituel begivenhed uden nedskrevne regler. Den siddende statsminister kan bruge talen til politiske markeringer efter eget godtykke, men begrænses af at skulle tale til hele befolkningen som alle borgeres statsminister. Mette Frederiksen brugte talen 1. januar til at levere sin nye flertalsregerings selvforståede eksistensberettigelse. Her er centralafsnittet en bøvlet formuleret og meget lang sætning fyldt med de ejendommelige Mette Frederiksenske talepunktummer. Dem bedes man bære over med, idet ordene her er kalkeret direkte fra Statsministeriets hjemmeside:

Arkivfoto: Scanpix.

»Hvis vi har en ambition om at gå forrest i kampen mod klimakrisen. Og det har vi. Når vi oven i det skal investere mere i forsvar og sikkerhed, i vores tryghed. Og det er bydende nødvendigt. Og når vi skal have råd til at udvikle velfærden. Og det skal vi. Ja, så er der brug for, at endnu flere arbejder og bidrager.«

Regeringen er et såkaldt arbejdsfællesskab begrundet med en påstand om dybe kriser, og dens bestræbelse er, at det skal Danmark også være. Flere skal i job, mange skal arbejde smartere, en del skal søge nye arbejdsfelter, nogle forlade det ensomme studerekammer noget tidligere. Danmark skal bestille noget mere.

Røde mors jernbyrd

Tre dage efter statsministerens nytårstale fandt en anden rituel begivenhed sted. Det var i Industriens Hus, hvor overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked formelt blev skudt i gang, som vanligt med industrien som den bestemmende scene.

Her stillede Dansk Industris top-to op i skikkelse af administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og viceadministrerende direktør Kim Graugaard. Modparten var repræsenteret af Metalformand Claus Jensen og Mads Andersen fra 3Fs industrigruppe – de to udgør toppen af lønmodtagersidens forhandlingsfællesskab, CO-industri. Dem er det op til at finde hvilepunktet mellem det for virksomhederne økonomisk bæredygtige og det, som kan stemmes hjem blandt de ansatte.

Den store djævel i det spil er inflationen, men bededagsopgøret er den lille ditto, hvis paukeslag kan bringe lønmodtagerne mod et nej til, hvad end der måtte komme ud af forhandlingerne. Industrien lever fint med at få mere arbejdskraft, Metalformand Jensen brugte store ord imod. Regeringens planer om at inddrage en helligdag er et fuldstændig uprovokeret, »direkte og eklatant angreb på den danske arbejdsmarkedsmodel«, som han formulerede det. Det er rene bandeord i parternes kirke at påstå den danske model besudlet.

Uden for Industriens Hus havde nejfolket taget opstilling med faner og den faste overbevisning, at der ikke skal arbejdes mere. Det er i spændingsfeltet mellem faneborgen og statsministerens og industriens respektive taler, man kan søge nytårstalens politiske farve identificeret, hvis det er det, man vil.

Ingen har haft travlt med at tage ansvaret for at have fundet på bededagsinitiativet, mon ikke det har ligget længe i Finansministeriets rummelige forslagsskuffe og ventet på gunstige vinde?

Men uanset faderskab: Statsministeren understregede i nytårstalen, at der alt mukkeri til trods skal afskaffes en helligdag, selvom hun »fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle«.

Der er vitterlig udbredt modvilje mod forslaget, som rækker fra bisper og folkekirkepræster over Pape Poulsen og Vanopslagh til konfirmander, bedstemødre og Pelle Dragsted. Vreden er kun blevet større, fordi regeringen blandt andet har begrundet bededagsranet med nødvendige udgifter til forsvaret som følge af hurtigere indfasning af det øgede NATO-bidrag aftalt i marts sidste år.

Den slags påstået krydsfinansiering er som altid politisk markedsføring, spin, bluff, om man vil. Penge indtjent ved en ekstra arbejdsdag øremærkes jo ikke, men puttes ned i den store fælleskasse, og de hives op af samme kasse til forskellige formål – herunder forsvaret.

Summa: Hvis der er nogen part i regeringen, som risikerer befolkningens vrede, er det naturligvis Socialdemokratiet og Mette Frederiksen. Hun skal som den første bære jernbyrd i den nye regering. Kun det glødende jern er vist rødt i det sceneri.

Truslen om kontroltab

Så hvordan skal det mon gå? Overenskomstforhandlingerne tænkes afsluttet med udgangen af marts, medmindre der opstår knaster, og det gør der nok. Helligdagsinddragelsen er bebudet først at skulle virke fra 2024, men det er troligt, at regeringen meget hurtigt spiller ud med sin model og sikrer dens vedtagelse i Folketinget. Plasteret skal rives af hurtigt i valgperioden, og bededagsskyggen bliver ikke mindre generende for overenskomstforhandlingerne, fordi den optræder som ubekendt.

Det gør vitterlig overenskomstforhandlingerne ekstraordinært vanskelige. Ingen med ansvar forventer, at man kan indhente hele reallønstabet i én overenskomstperiode. Ved udgangen af tredje kvartal 2022 var det på gennemsnitligt 5,2 procent. Ud over en mærkbar lønstigning kan arbejdsmarkedets parter måske arbejde med forbedret pension eller udbyggede fritvalgsordninger.

Men ellers? Hele feltet er uforudsigeligt. Ligesom på sygeplejerskernes område er forbundsledelsernes kontrol med egen medlemskreds på hastigt tilbagetog. Hverken de venstreorienterede eller socialdemokraterne, som historisk har sloges om at stå i spidsen for fagforeningerne, kan styre processen, som de kunne i gamle dage.

I den etablerede fagbevægelse må man kort sagt frygte at miste kontrollen over overenskomstfornyelsen i år. I 2017 blev det til et nej til overenskomsten på 3F-området grundet overenskomstens åbning for periodevis at sætte arbejdstiden op til 42 timer om ugen. Denne mulighed har siden vist sig ikke at blive brugt nævneværdigt, men var et perfekt afsæt for nejbevægelsen. Jaet til overenskomsten blev kun sikret med sammenkædningsreglerne.

Samme effekt kan bededagsslaget have; det er ikke svært at se mobiliseringsparolen for sig: »Penge kan vi ikke få, men vi skal arbejde mere. Nej tak.« På den anden side er det helt usikkert, hvor omfattende en krisebevidsthed der har indfundet sig blandt lønmodtagerne efter knap et års krig i Europa, heftig inflation og stejlt stigende energipriser.

Arbejdssange

Det forvandler overenskomstforhandlingerne til en slags folkeafstemning om den nye flertalsregerings levedygtighed og hele dens omverdensforståelse. Mette Frederiksen har den velsignelse og forbandelse, at hun kan gennemføre det, regeringen vil. Opgiver man den klodset timede helligdagsinddragelse, er det en åben indrømmelse af regeringens politiske impotens. Står man fast, er vejen til gengæld banet for alle de øvrige initiativer, som er skitseret i regeringsgrundlaget.

Der er noget fascinerende logisk ved denne oppositionens forskydning fra folketing til arbejdsmarked. På Christiansborg er den blå opposition reduceret til et halvt hundrede mandater, som vist ikke er i nærheden af at erkende, hvor alvorlige genopbygningsproblemer man står over for.

Til venstre for flertalsregeringen råder man over 30 mandater – 37, hvis man regner de utilregnelige Radikale med. Man prøver at finde længst bortgemte rollehæfter og replikker frem; Enhedslisten har eksempelvis fundet på, at Pia Olsen Dyhr måske skal være rød statsministerkandidat. Hvorfor ikke Mai Villadsen?

Det interessante politiske svar på flertalsregeringens imperativ vil således komme fra omkring 600.000 privatansatte. Udtrykt med den sangskat, som Mette Frederiksen er opflasket med, kan de stemme ja eller nej til et politisk projekt, som ikke bare handler om at skaffe »plads for os alle ved samfundets bord«, som det hedder i Oskar Hansens programsang »Danmark for Folket« fra 1934.

Denne ambition gennemsyrer regeringsprogrammet, men grundpåstanden fra regeringen er jo dybere og udtrykker – nogle ville sige udnytter – den erkendelse, at vi lever i en fjendtlig verden og må bruge flere resurser på at kunne forsvare os.

Det kan formuleres med et kækt misbrug af omkvædet til »Socialisternes March« fra 1871: »Til arbejdet, liv eller død!« Vi skal arbejde mere for at få råd til at standse Putin.

Det var selvsagt ikke det, U.P. Overby tænkte på, da han digtede sine militante vækkelsesvers. Men ægte rødt lyder ordene unægtelig, og skulle regeringen komme frelst igennem med sin helligdagsinddragelse, går sangen fint som slagsang ved den første, store fælles arbejdsdag fredag den 26. april 2024.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-1/samfund/til-arbejdet-liv-eller-doed

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK