Avunculart. Når man læser de satiriske opsamlingsbøger for
2023, er det tydeligt, hvorfor satiretegningen er en truet art.
Humorens langsomme dødsrallen
Mens julefreden sænker sig over vinterlandet, sænker opsamlingstiden sig
over medielandskabet. Det er årslistesæson, en mærkeligt beroligende genre,
hvor alt skal rangeres og ordnes, så man kan gå rank og ryddelig ind i et nyt
år. Det gælder selvfølgelig også for satirikerne, der endnu en gang kommer med
deres mandelgavebud i At Tænke Sigs Året
der gak 2023 og satireklenodiet Svikmøllen.
Det er en utaknemmelig genre: Bøger om et år,
vi alle lige har været igennem, bidrager jo ikke med nogen nyheder, og i årets
løb har man hørt næsten alle vittighederne i bøgerne før. Samtidig er Onkel
Morfar-segmentets kulturelle storhedstid for længst ovre, uden at hverken At
Tænke Sig-holdet eller Svikmøllen ser
ud til at kunne håndtere dette helt forudsigelige generationsskifte. Det er
godt og vel ti år siden, at meme-formatet
overtog pladsen som den vigtigste satireform, og måske kunne man forvente, at
de erfarne humorister på den tid kunne nå at indhente tidsånden?
Jeg var derfor ret forundret over det lave
niveau i både Året der gak og Svikmøllen. Satiretegninger er i høj grad
stadig en holdbar kunst- og kritikform, og de bedste af dem er sjove, svirpende
og modige. De dårlige af slagsen er mest bare pinlige og tåkrummende træge.
SÆRLIGT ÅRET DER GAK er tung at komme igennem, fyldt med slidte karikaturer over
gymnasieelever og bodegastamgæster, oneliners på
niveau med et Anders And-blads vittighedssektion og tekst, tekst og mere tekst.
»Færre ord!« får jeg lyst til at råbe halvvejs inde i Året
der gak efter endnu en række kunstige tweets fra uopfindsomt
stereotype paroditwitterprofiler.
Israekske missiler, Ukrainekrig, Troeld Lund Poulsen
og Jakob Ellemann-Jensen flettes sammen i årets Svikmøllen. Illustration: Lars
Andersen
ATS-holdet
ville nok på selvtilfreds vis kalde Året der gak en årpsummering,
for det sjoveste i hele verden er åbenbart ordspil på navne: Kornprins Joachim,
Tortour de France, Jacob Enten-Ellermann-Jensen, Hick Hækkerup og
Sundhedsforstyrrelsen er blot få eksempler. Fødefarestyrelsen fik mig næsten
til at græde på satirikerfagets vegne, for det må da være den absolut lavest
hængende frugt i At Tænke Sigs efterhånden snart 100-årige vittighedsarsenal.
Ordspillene ville nok have været moderat sjovere, hvis de optrådte sjældnere
end på nærmest hver side. Andre er helt ude af kontekst og bliver mere
forstyrrende end underholdende. Præmieeksemplet er det flittigt brugte Dolketinget.
Hvad er det helt præcist, der er joken her? Jeg kan ikke understrege, hvor
usjovt det er, men jeg kan prøve: Det føles som at sidde til en julefrokost ved
siden af en grandonkel, der insisterer på, at han altså identificerer sig som
en kamphelikopter, når nu man selv må bestemme, hvad man er, og som i øvrigt
mener, at alle københavnere pr. definition er hipstere.
Claus Hjort Frederiksen som levende skjold foran Lars Findsen i 'At
Tænke Sigs Året der gak 2023'. Illustration: Roald Als
ÅRETS UDGAVE AF SVIKMØLLEN er sluppet bedre fra arbejdet, til dels på grund af de store
helsidestegninger på hver anden side: Novo Nordisk-logoet som en blå og hvid
guldkalv er oprigtigt et fint billede på den nordiske medicinmastodonts
betydning for dansk økonomi, og her viser Svikmøllen lige
præcis, hvorfor satiretegninger stadig har en eksistensberettigelse i 2023:
evnen til at sætte en aktuel situation humoristisk på spidsen med en enkelt
tegning og få, tilhørende linjer tekst er intelligent og præcist
håndværk.
Det behøver ikke engang være politisk: Det
fungerer også, når Den Kongelige Livgardes højdekrav i en tegning bliver
ophævet og udlignet af bjørneskindshuernes forskellige højder, og når Kim
Bildsøe-Lassen står over for en endeløs invasion af analytikere i Krigens døgn.
Gavmildt optalt er måske hver tiende joke i Svikmøllen rent faktisk sjov, men
udbyttet bliver ok alligevel, for der er godt nok presset mange vittigheder ind
i bogen. Ligesom i Året der gak virker
det, som om man har tænkt, at en overflod af vittigheder kan veje op for
genrens tiltagende forældelse.
En håndfuld af de tekstbaserede vittigheder er
dog faktisk vellykkede. Tanken om, at dronning Margrethe oprigtigt ville forære
Volodymyr Zelenskyj et Ibi-Pippi-maleri i statsbesøg-gave, er fjollet nok til
at fremkalde et fnis, og Svikmøllen skal
også have ros for kunststykket at snedkerere en kønspolitisk vittighed om
Enhedslistens tendens til at vælge yngre kvindelige partiledere, som faktisk
ikke træder nogen over tæerne.
Havets minister Magnus Heunicke gør ubehagelige i
‘Svikmøllen 2023’. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Desværre er
der også vittigheder, der simpelthen ikke giver mening, blandt andet en om, at
Nye Borgerlige skulle være bekymret for, om strøm fra vindmøller kan holde til,
at The Minds of 99 kan spille en fuld koncert i Parken uden afbrydelse (Hva'?).
Især de gentagne christiansborgske variationer over temaet »jeg har gjort i
nælderne« er både deprimerende og decideret politikerlede-fremkaldende.
I stedet for
at bruge al deres energi på at trampe rundt i et humoristisk dødvande ville det
måske klæde både Svikmøllen og Året der gak-holdet
at forholde sig metahumoristisk til deres eget fag. Hvorfor ikke en vittighed
om genrens kår under et generationsskifte?
Uanset hvad,
så kører memetoget hastigt videre på internettet, mens vi venter på Svikmøllen og Året
der gak 2024. Seniorhumoristerne skal passe på, at de ikke
bliver efterladt på perronen.
Kilde; https://www.weekendavisen.dk/2023-49/boeger/humorens-langsomme-doedsrallen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar