Hyperpolitik. Politik er over det hele, hele tiden. Lige nu er det Gaza, før det var det noget andet. Ingen af os kan holde til det her i længden.
Gaza
overalt
Illustration:
Gitte Skov
Sidste weekend cyklede jeg i modvind forbi Nørrebro Station i København og opdagede, at nogen havde hængt et stort, hvidt banner op på togbroen: »Feminisme er antizionisme,« stod der.
Det var dagen efter Kvindernes Internationale Kampdag, dagen efter det Kvinfo-arrangement på Vega, som vi diskuterede hele sidste uge, fordi det blev overtaget af Gaza-demonstranter med bannere og flyveblade – »Folkemord er ikke feminisme«, »Ingen er frie før alle er frie« – og fordi det fik stats-, kultur- og ligestillingsministeren til at forlade bygningen.
Gaza overtog 8. marts.
Noget lignende skete for Pride-paraden: Forperson Lars Henriksen holdt åbningstale til det årlige Winter Pride, men blev afbrudt og overdøvet af aktivister, der råbte »no pride in genocide« og »Frit Palæstina«.
Lige nu flyder krigen i Gaza ind over alt andet:
Når den svenske klimaaktivist Greta Thunberg inviterer palæstinensiske aktivister på scenen til en klimamarch og råber: »No climate justice on occupied land.«
Når organisationen Almen Modstand, der kæmper imod ghettoloven, ændrer en planlagt demonstration, så den ikke længere handler om boligpolitik, men om Gaza – »for ikke at tage fokus fra den kritiske situation i Palæstina«, som det hed i et Facebook-opslag.
MEN HVORFOR ER det sådan? Hvorfor skal Gaza stå over lgbt-, klima-, køns- og boligpolitik?
For mange er svaret simpelt: Fordi 31.000 palæstinensere er dræbt, fordi sult ifølge EU bliver brugt som et våben, fordi det er vores allierede, Israel, som bomber, og fordi Danmark indirekte er involveret i våbenleverancerne.
Men det synes også klart, at det ikke er hele forklaringen. Der er så meget død og lidelse i verden, som ikke får samme opmærksomhed – Yemen, Sudan, Nagorno-Karabakh, Ukraine … En halv million afrikanske børn under fem år dør hvert år af malaria. En million uighurer sidder i kinesiske arbejdslejre.
Så en del af svaret er nok også, at Palæstina-spørgsmålet passer ind i en tidsånd, som ikke bare er hyperpolitisk, men politisk på en særlig måde:
For en aktivistisk, kunstnerisk og akademisk venstrefløj i de større byer er krigen i Gaza blevet centrum i et kompleks af politiske emner, som angiveligt hænger tæt sammen: racisme, kolonialisme, kapitalismekritik, klimakamp, kritik af Vesten og et særligt blik på repræsentation og minoriteter.
Det sker ikke kun i Danmark, men over hele Vesten. Som den amerikanske forfatter og Harvard-professor Louis Menand sagde til mig, da vi talte i telefon sammen: »Vi ser lige nu et sæt af politiske ideer, som kommer i bundter, der bæres af nogle særlige grupper, som man kunne kalde den kulturelle elite.«
Det er slående, at den klareste fordømmelse af Israels krig er kommet fra universiteterne og fra de kunstneriske uddannelser: Filmskolen, kunstakademierne, Forfatterskolen, Det Kongelige Akademi.
»Besættelsen af Palæstina har sine rødder i racial kapitalisme og imperialisme,« som nuværende og tidligere studerende og ansatte på Forfatterskolen skrev i en erklæring i november.
Ghettoloven »genindsætter den koloniale logik fra Nakbaen i en dansk kontekst«, som det rent faktisk hed i en erklæring fra studerende og ansatte ved Roskilde Universitet – altså; et bredt flertal i Folketinget fører en boligpolitik, der minder om den etniske udrensning af palæstinensere i 1948.
Det hele hænger sammen, ingen er frie, før alle er frie, Gaza overalt.
DET MINDER OM noget ... om slutningen af 1960erne, hvor Vietnamkrigen overskyggede alt som politisk og kulturelt fænomen. Man gik til demonstrationer og samlede ind. John Lennon og Jimi Hendrix trak i militærjakker for at vise modstand, Jane Fonda talte mod krigen, da hun vandt en Oscar, og der udkom et utal af antikrigssange: »Gimme Shelter«, »The Unknown Soldier«, »Fortunate Son«.
»I 1965, da USA indledte krigen, blev alt politisk,« siger Louis Menand. »Det er slående, hvor apolitisk og formalistisk de 20 foregående år var. Folk interesserede sig for stil og æstetik, ikke for politik. Det ændrede sig totalt i slutningen af 60erne, Vietnam ændrede alt.«
Krigen ødelagde Vestens selvforståelse. USA var ikke kun helten i verdenshistorien, som havde reddet Europa fra nazismen, nej, USA og Vesten var voldelig, hyklerisk og imperialistisk. Pludselig så man al den uretfærdighed, som hele tiden havde luret i baggrunden: racismen, kolonikrigene, kvindeundertrykkelsen, ødelæggelsen af naturen.
Politik er blevet utålmodig og rastløs. På èn gang ensomt og rasende. Livsvigtigt og ligegyldigt.
Vores egen tid har gennemlevet et lignende skifte. Tiden efter Murens fald mindede om starten af 1960erne: tryg og apolitisk. Præget af ironisk humor og tv-serier om kærlighed og forbrug, og af film. Nu er alt politisk.
Det seneste årti er antallet af politiske demonstrationer i verden eksploderet. Hvert år ser vi demonstrationer, der kan måle sig med 1968.
Vestens selvfortælling er også forandret:
I 1990erne så man film, hvor USA redder verden: Independence Day (1996), Air Force One (1997), Armageddon (1998), Saving Private Ryan (1998). Vesten var helten i verdens den store historie. Nu er det modsat. Nu ser man film om Vestens undertrykkelse:
Forleden så jeg Disneys store science fiction-film The Creator, som udkom sidste år – det er reelt en ny Vietnam-film. USAs militær bomber kynisk de stakkels risbønder i »Nyasien«, mens filmens (sorte) hovedperson langsomt fatter sympati for de asiatiske oprørsgrupper. Filmen er gennemsyret af Vietnam-æstetik. Soldater lister sig gennem højt græs, palmetræer eksploderer, mens man hører Deep Purples antikrigssang fra 1970, »Child in Time«.
Noget lignende er på spil i storfilmen Dune: Part Two, som lige nu går i biografen. Her følger man en kvasiarabisk guerillagruppe, Fremen-folket, som gør oprør mod en brutal kolonial overmagt, der udnytter planetens naturressourcer. Det er den moderne helt, det undertrykte naturfolk.
GAZA ER IKKE et nyt Vietnam – i 1968 var en halv million amerikanske tropper udstationeret i Vietnam. Sådan er det netop ikke nu, hvor Joe Biden gør alt for at holde sine soldater ude – men der er en række ligheder mellem dengang og nu:
Ligesom i 60erne kommer den aktivistiske tænkning i dag fra universiteterne. Mange af de teorier, aktivisterne bruger, har endda deres oprindelse i 60erne: franske ideer om kolonialisme, magt- og kapitalismekritik; Frantz Fanon, Michel Foucault, Jacques Derrida; ideer om de undertryktes fysiske og psykologiske frigørelse fra overmagten. Teorierne blev langsomt oversat til engelsk, de rejste over Atlanten, påvirkede intellektuelle som palæstinensisk-amerikanske Edward Said og amerikanske Judith Butler og rejste tilbage til Europa i nye amerikanske klæder: postkolonialisme, intersektionalitet, race- og hvidhedsforskning.
Ligesom hippierne og universitetsmarxisterne var en social minoritet i 70erne, er aktivismen i dag båret af en lille gruppe på den kunstneriske og akademiske venstrefløj. Det betyder ikke, at deres ideer er ligegyldige. Det er netop dén gruppe, som former vores blik på os selv. Som skriver bøger, laver tv-serier, underviser på universiteterne. Ligesom 68erne.
Og ligesom 68erne skabte en modreaktion i den brede befolkning – Charles de Gaulle vandt stort ved valget i 1968, og Richard Nixon blev præsident samme år – ser vi nu en modstand mod tænkningen på den nye venstrefløj. En stor del af Trumps appel ligger netop i den kamp.
Vietnam skabte ikke kun et nyt blik på verdens uretfærdigheder, men også et nyt vanvid. Langhårede unge mænd og kvinder fra almindelige danske parcelhushjem opkaldte pludselig kollektiver efter Mao Zedong, skrev hyldestdigte til Ulrike Marie Meinhof og samlede penge ind til PFLP.
Det var i samme periode, at Palæstina opstod som global mærkesag. Som et nyt Vietnam, »en frontlinjesag i Den Tredje Verdens kamp mod kapitalisme, kolonialisme, imperialisme og amerikansk hegemoni«, som lektor på RUC Sune Haugbølle har skrevet. Og modsat de andre postkoloniale konflikter – Algeriet, Vietnam, Mozambique – er Palæstina-spørgsmålet aldrig forsvundet.
MEN VIETNAM-ÅRENE MINDER os også om noget andet: hvor hurtigt tiden kan skifte. At man på få år kunne springe fra Swinging London-hedonisme i start-60erne til San Francisco-hippiekultur i 1967 og til revolutionær nymarxisme og terrorsympati i starten af 70erne. Og derfra videre til punkernes nihilisme og blot et par år senere til yuppiernes materialisme.
Pointen er ikke, at vores tid nu vil følge samme forløb, historien gentager sig aldrig. Pointen er, at alle tider taber pusten. Økonomien skifter, der kommer en krig, en ny generation vokser op og definerer sig i modsætning til den foregående. Og måske er det ved at ske nu.
I sidste uge holdt jeg oplæg for en gruppe gymnasierektorer, og de sagde allesammen, at deres elever i dag er mindre interesserede i politik end for fem år siden. Det er ikke Greta-generationen, som går i gymnasiet nu, noget er skiftet, og det er en vedtaget sandhed blandt landets rektorer, sagde de.
»De fester på kanten af afgrunden‚« som én formulerede det.
Man kan tolke resultaterne fra den store ICCS-rapport om 8.- klasseselevers politiske engagement, der udkom i efteråret, i samme retning: De unge har fået »markant« mindre viden om politik og er mindre optaget af samfundsforhold, end sidste gang rapporten udkom, i 2016 (dog er danske unge stadig meget vidende sammenlignet med unge i andre lande). Det forstår man måske godt.
Det seneste årti har politik og moral invaderet alle dele af vores liv: hvad vi spiser, hvordan vi taler, vores forhold til sex, til arbejde, ferie, parforhold ... Det private er politisk. Men på en ny måde.
Vores tid er præget af »hyperpolitik«, som den belgiske filosof Anton Jäger har skrevet: Alt er politisk, alle råber og protesterer, engagementet er passioneret, men også flygtigt og ensomt. En voldsom energi opstår, ét emne fylder alt – den ene dag er alt Black Lives Matter, sorte firkanter som profilbilleder, gadedemonstrationer, T-shirts, bannere – og så er det væk igen. Indtil noget nyt ankommer. Occupy, MeToo, Women's March, Fridays for Future.
Det sker ikke kun på venstrefløjen. Vi har også set Gule Veste, Brexit-demonstrationer, bondeprotester og angrebet på Kongressen i USA.
Den politiske infrastruktur af partier, fagforeninger og organisationer, som opbyggede de vestlige samfund i efterkrigstiden, er forsvundet fra vores sociale liv. Politik er blevet individualiseret. Man sidder ved køkkenbordet med telefonen i hånden og føler et tyngende ansvar for verden, men hvor skal man gå hen med sit engagement? Det er derfor, diskussioner så tit ender med at handle om, hvor meget man selv flyver, og hvor meget kød man selv spiser – det personlige ansvar.
Det kan føles tomt og klaustrofobisk. Hvis alt er politisk, så er intet politisk. Afstanden mellem det totale engagement og den totale ligegyldighed er kort.
Det er så let at ytre sig. Man skal ikke tage bussen ind til byen, stå i kø på et kontor, udfylde en indmeldelsesblanket, gå til møde hver onsdag året ud. Man kan bare skrive en kommentar og dele en video.
DET BETYDER IKKE, at protesterne er ligegyldige. Klimasagen er faktisk blevet dybt forankret i befolkningen, synet på magtmisbrug og sexchikane er forandret, og vi ser helt anderledes på racisme og diskrimination. Vi interesserer os faktisk for samfundet og naturen igen.
Men det betyder, at politik føles anderledes. Politik er ikke længere små skridt og tusind kopper kaffe, »en langsom boren i hårde brædder«, som Max Weber skrev. Politik er blevet utålmodig og rastløs. Det er på én gang ensomt og rasende. Livsvigtigt og ligegyldigt. Som en viral video, en ny trend, en opkørt kamp om ord og symboler.
Hvordan skal man ellers forklare, at nogen rent faktisk kan skrive »feminisme er antizionisme« på en togbro på Nørrebro Station? Betyder det, at kampen for kvinders ligestilling er at være imod en jødisk stat? Nej, det ville være meningsløst. Det er politik som retorik og symbolik. Det samme med slogans som »No pride in genocide« og »No climate justice on occupied land«, det betyder reelt ingenting.
Vietnamkrigen var begyndelsen på en periode, hvor alt blev politisk – det er Gazakrigen ikke. Vores tid har været politiseret siden finanskrisen i 2008, og i den forstand føles Gaza som den seneste »sag« i en lang række af sager.
Det er underligt at sige lige nu, hvor Gaza fylder alt, men måske er det ved at vende. Måske er vi langsomt ved at blive lidt mere … ligeglade? Ikke 90er-ligeglade, det er vores verden trods alt for kaotisk og farlig til, men måske har den hyperpolitiske tid toppet. Peak clicktivisme, peak krænkelse, peak demo.
Vietnam indledte en hyperpolitisk epoke i Vesten, måske markerer Gaza nu et punkt, hvor en lignende epoke toner ud. Det ville både være trist og en stor lettelse. Ingen af os kan holde til det her i længden.
https://www.weekendavisen.dk/2024-12/samfund/gaza-overalt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar