Han har ramt islamisternes ømme punkt. Nu går de efter ham: »De graver i mit privatliv. Det er som et stalinistisk system«

Interview. Gør det ondt at få halsen skåret næsten over? Nej, men man fryser om maven. I sin nye roman fortæller den verdensberømte forfatter Kamel Daoud en bestialsk, men sand historie. Nu går både islamisterne, det diktaturlignende styre i hjemlandet samt den franske venstrefløj efter ham. Da Berlingske mødte ham i Paris i denne uge, pegede han på afgørende ting, europæerne bør gøre for at bekæmpe »euro-islamisterne«.

Han burde være glad grænsende til lykkelig.

Hans nyeste roman sælger som en drøm. 

Den har også netop vundet Frankrigs fineste litteraturpris: Le prix Goncourt.

Alligevel hænger der tydeligvis mørke skyer over os, da Berlingske møder den verdensberømte forfatter Kamel Daoud i Frankrigs svar på de hellige haller – det prestigefulde forlag Gallimard i Paris’ fornemme 7. arrondissement.

Midt i det store og højloftede, men ellers tomme lokale er der stillet to lænestole og et lille bord frem til interviewet.

»Jeg er bange, og jeg er træt,« lyder forklaringen.

Sagen er, at romanen, som hele den fransktalende verden har kastet sig frådende over, er bandlyst i Daouds hjemland, Algeriet.

Så snart islamisterne og regimet i Algier fandt ud af, at bogen var undervejs, blev der sat gang i en hetzkampagne imod bogen, forlaget, forfatteren og hans familie.

Kamel Daoud 4. november – dagen, hvor han fik overrakt Goncourt-prisen for den bedste roman i 2024. 

Foto: Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix.

De har kastet sig over ham. Forbudt hans bog og hans tilbagevenden til Algeriet. Og de gør på daglig basis hans liv vanskeligt – præcist hvordan vil han af sikkerhedsårsager ikke afsløre.

Hvorfor denne kampagne mod ham?

Fordi bogen fortæller en gribende historie om en ung gravid kvinde, som tæller blandt de utallige ofre fra det, algerierne kalder »Det sorte årti« – borgerkrigen fra 1991 til 2002, hvor militæret og islamisterne angreb både hinanden og de civile, og som kostede op mod 250.000 mennesker livet.

I dag er hverken islamisterne eller militæret ved magten. Men regimet er så svagt, at begge alligevel har stor indflydelse.

Ifølge Daouds analyse går udviklingen den helt forkerte vej, når det kommer til islamismen. I Algeriet, men også her i Europa.

»Det er ikke afgjort endnu, men det bliver værre hele tiden,« lyder det.

Det sker dog ikke på samme måde.

Her i Europa har »euroislamisterne« forstået at »drage fordel af skyldfølelsen hos hvide mennesker for at opnå, hvad de vil her. Det er derfor, de og venstrefløjens intellektuelle hader mig og andre, der kritiserer dem, fordi vi ved, hvad de gør, og vi kan sige det højt.«

Jomfruer i paradis

Kamel Daouds bog nye roman hedder »Houris« – de jomfruer, der venter i det muslimske paradis.

Men denne huri er hovedpersonens ufødte barn.

Hovedpersonen selv hedder Aube – det betyder »daggry« – og hun er en ung kvinde, der som femårig overlevede, da en gruppe terrorister kom og ville skære hendes hals over. 

Så heldig var resten af hendes familie ikke. 

Aube har så godt som mistet stemmen. Da hun som voksen bliver gravid, »fortæller« hun det hele til sit ufødte barn.

Monologen udgør hovedhistorien. Mange gange undervejs udtrykker Aube sin stærke moderkærlighed så smukt, at det nærmer sig poesi.

Monologens indhold, til gengæld, er brutalt.

Her er Aubes nøgterne beskrivelse af, hvordan det er at få skåret halsen over:

»Når man får halsen skåret over, så tror man ikke på det, for det gør ikke ondt, men man har på fornemmelsen, at man har slået døren op til vinteren, og at maven bliver kold.«

Pårørende samles på en kirkegård i februar 1997 for at ære medlemmer af deres familie, som er blevet dræbt under den algeriske borgerkrig.

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.

Selvom der er tale om en roman, bygger handlingen på de journalistiske reportager, Kamel Daoud lavede under borgerkrigen. De oplevelser, der følger med at få halsen skåret over, har han fra overlevende, han har interviewet.

Det samme gælder Aubes følelse af skyld over, at hun lod, som om hun var død, så terroristerne kastede sig over søsteren i stedet.

Aube fortæller, hvordan hun med sit store »smil« – såret fra forsøget på at skære halsen over – for evigt er et problem for det algeriske samfund, fordi hun er en omvandrende påmindelse om den krig, det algeriske regime vil fortrænge.

Den unge kvinde forklarer også sin ufødte datter, hvordan imamerne opfordrer mændene til at holde kvinderne nede og blandt andet forbyde dem behandlinger i skønhedssaloner à la den, Aube selv driver.

Så slemt er det at leve som kvinde i Algeriet, at Aube vil abortere.

Men før da vil hun fortælle sin lille »huri« det hele, så hun forstår, at hun i virkeligheden skåner hende for et liv med pinsler og plager – ved at slå hende ihjel.

Frie bødler

De har fortalt, at de har haft denne bog i Dem i mange år. Hvorfor har De skrevet den nu?

»Måske handler det om, at jeg har slået mig ned i Frankrig. Det har givet en vis distance over for den algeriske tragedie.«

Sikkert er det, at Daoud kun en uge efter at være flyttet til Frankrig, satte sig til at skrive. Og han holdt nærmest ikke op, før han var færdig.

Samtidig, fastslår han, er der i resten af verden en større forståelse af og interesse for historien om islamisterne nu.

»Dengang i 1990erne var der ingen, der forstod, hvad der skete i Algeriet. Med det, der sker i verden, og nu hvor verden har forstået, hvad jihadisme og islamisme er, var jeg nødt til at fortælle historien.«

Og så handler det også om, understreger Daoud igen og igen, at der døde op mod 250.000 mennesker under borgerkrigen.

Dem bruger algerierne dog ikke tid på at mindes. Al opmærksomhed går til den anden store krig, der har været i Algeriet i løbet af et trekvart århundrede: Uafhængighedskrigen, som endte med, at kolonimagten Frankrig trak sig tilbage i 1962.

Hvorfor er borgerkrigen et tabu, som det er forbudt at beskrive, mens uafhængighedskrigen bliver trukket frem igen og igen?

»Til en start så læner regimet sig meget op ad uafhængighedskrigen. Det er herfra, det finder sin legitimitet. Det er en nobel krig, hvor vi kæmpede imod kolonisatoren, mens borgerkrigen er skammelig, fordi vi kæmpede imod os selv.«

Og så er der den mere kyniske politiske del:

»Politikerne laver hele tiden aftaler med islamisterne.«

Og alene af den grund har regeringen ingen grund til at minde borgerne om, hvordan islamisterne var med til at slagte hundredtusindvis af civile.

For selvom islamisterne ikke er ved magten helt konkret, har bevægelsen stor magt i Algeriet. Det foregår sådan, at regeringen står for de internationale strategiske spørgsmål og ikke mindst for den dyrebare olie. På den anden side overlader man det offentlige rum til islamisterne.

Den algeriske borgerkrig kostede op mod 250.000 mennesker livet. Her begraver indbyggere i landsbyen Benachour ofre for islamiske fundamentalister.

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix.

»Lige nu sidder islamisterne på skolen, retssystemet, medierne og fagforeningerne. Jeg tror, de ender med at løbe af med sejren på længere sigt,« mener Daoud.

Derfor fik han øjeblikkeligt aktiveret tre hovedfjender, da han udgav sin bog: regeringen, islamisterne og de intellektuelle på den algeriske venstrefløj.

Det er da også nærmest første gang siden uafhængigheden fra Frankrig, at en bog har skabt så stort postyr i Algeriet. Folk skaffer sig adgang til den i pdf-form, og ifølge Kamel Daoud læses den sågar i landets fængsler.

»Så folk begynder at stille spørgsmål, og noget er ved at ske. Men jeg betaler en høj pris.«

Anklaget for plagiat

Det har Daoud gjort i lang tid. Så snart regimet i Algier fandt ud af, at bogen var undervejs, blev der sat gang i en kampagne af den anden verden. I aviser og fjernsyn blev Daoud kritiseret for bogen.

Senest er en kvinde stået frem, som har overlevet, at nogen forsøgte at skåre hendes hals over. Hun siger, at hovedpersonens historie er hendes, og at hun har fortalt den til Kamel Daouds hustru, som er psykiater. 

Så Daoud har tyvstjålet hendes historie – plagieret den, lyder det.

Saada Arbane overlevede borgerkrigen, men har fået alvorlige men. Hun kan næsten ikke tale. Nu hævder hun, at det er hendes historie, som er baggrunden for Kamel Daouds nye roman, »Houris«.

Foto: Louiza Nanouche/AFP/Ritzau Scanpix.

Det er – naturligvis – ikke officielt bekræftet, at kvinden skulle indgå i hetzen imod Daoud. Men det er i hvert fald ikke første gang, den slags historier er dukket op i kølvandet på kritik af regimet, forklarer Daoud.

Og på sin mobiltelefon viser han videoer af ofre, babyer, børn, voksne og gamle, som alle har overlevet forsøg på at skære halsen over.

Han ved, de findes, for han har selv skrevet artikler om dem, dengang massakren lige fandt sted. 

Derfor kan man i hvert fald argumentere for, at der groft sagt er triste skæbner nok – der er ikke brug for at stjæle nogens historie.

Hvordan er det at blive udsat for så massivt et pres?

»Selv hverdagslivet bliver besværligt. Jeg er nødt til at være forsigtig. De graver i mit privatliv. Det er som et stalinistisk system. Det berører en, og det er destabiliserende.«

Overvejer De at stoppe med at skrive?

»Jeg ved det ikke længere. Jeg kommer til at skrive flere bøger, men hele mit liv er ved at blive vendt op og ned. Jeg kan ikke længere komme tilbage til Algeriet, det er trist. Og jeg tror, angrebene vil vare ved. Nogle gange, når man ser, hvor meget det koster for de mennesker, man elsker, siger man til sig selv, at man ikke længere skal røre emnet. Men det kommer jeg til igen.«

Samtidig ved han, at der groft sagt findes værre alternativer. Lige nu sidder hans kollega, den fransk-algeriske Boualem Sansal i fængsel. Angiveligt fordi han har udtalt sig om grænsen mellem Marokko og Algeriet.

Daoud frygter, at hans 75-årige ven kommer til at ende sine dage i fængslet.

Også det tynger ham.

Råd til Vesten

Med alle sine erfaringer i bagagen ligger Kamel Daoud på linje med den socialdemokratiske udlændingeordfører, Frederik Vad, der har fremsat det, vi i dag kender som »den tredje erkendelse«. 

Det vil sige, at der i Europa findes veluddannede kræfter i indvandrermiljøet, der undergraver samfundets normer og værdier.

Skal man bekæmpe det, kræver det en enorm indsats, mener Kamel Daoud.

»En af de vigtigste ting er at studere det arabiske sprog. I dag har islamisterne overhånden, fordi ingen forstår dem, når de udtrykker sig på arabisk.«

Dernæst skal Vesten være modig og stå ved sin kolonialistiske fortid. Det gælder om at få alle tabuer frem, så islamisterne ikke længere kan pege fingre.

Og så gælder det om at forstå, at islam er en politisk bevægelse.

»Tørklædet er en uniform. Jeg bliver altid overrasket, når jeg ser her i Vesten, at folk tror, at tørklædet er en kulturel markør, som man skal acceptere. Jeg har tidligere skrevet, at hvide mennesker forveksler et ankelsmykke med en almindelig kæde. Tørklædet er en kæde, ikke et smykke.«

Samtidig gælder det om at stå fast.

»Man skal turde sige, at der findes love, og dem skal alle overholde. Vi dropper skyldfølelsen.«

Katedral-moskeer

Og så skal Vesten turde tage hånd om islam. Religionen er kommet for at blive. Derfor gælder det om at kontrollere moskeerne og uddanne imamer.

»Hvis I ikke gør det, så gør islamisterne det.«

Endelig er der kulturen, som ikke kan overvurderes, mener Daoud

»Fascisterne er altid et skridt foran, når det kommer til propaganda. Det så vi med nazisterne etc. Man er nødt til at organisere sig kulturelt, så der er adgang til kulturen for alle. Og moskeerne skal laves om til en art katedraler. Alle de små moskeer, der ligger over det hele, skal jævnes med jorden,« lyder det fra forfatteren, som gerne minder om, at »de europæiske konger fik også bygget katedraler for at kontrollere kirken – ikke for at have noget kønt at se på«.

Kamel Daoud er klar i mælet. Og ofte bliver han kritiseret af venstrefløjen for at gå nationalkonservatives ærinde.

Det finder han sig ikke i.

»Jeg har levet, mens der var borgerkrig. Ingen giver mig de ti år tilbage, som krigen kostede. Jeg siger det, jeg vil. Jeg har betalt med krigen.«

https://www.berlingske.dk/kultur/han-har-ramt-islamisternes-oemme-punkt-nu-gaar-de-efter-ham-de-graver-i-mit