Midteropgør. Vælgerne
fravælger Sofie Carsten Nielsens parti. Nu forsvinder De Radikale vel ikke
helt?
DEN OVERSAVEDE DAME
Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for ønsket
risikerer jo at gå i opfyldelse, siger en talemåde. Hvordan det hænger sammen,
kan De Radikale nok give deres besyv med om efter en uges valgkamp, for ikke
alene ønskede Sofie Carsten Nielsen valg – og fik det. Hun ønskede også fokus
på en regering hen over midten – og fik det til overmål.
Og se nu takken. Helt synkrone er
meningsmålingerne ikke, men deres paukeslag intonerer en radikal sørgemarch:
ned, ned, ned med kurs mod spærregrænsen og et forfærdeligt valg 1. november. I
sidste uge 4,9 hos Epinion, søndag aften 4,3 hos Megafon, mandag morgen 5
procent hos Voxmeter, sølle ni mandater, måske kun otte. I 2019 blev det til
16.
Sofie Carsten Nielsen og Søren Pape Poulsen
er havnet i mediernes fiaskogruppe, hvor selv den mindste lille fejl hænger ved
som burrer på en uldsweater, mens lykkeligere partier slipper afsted med
grovheder, brølere og urimeligheder.
Nogen må jo spørge De Radikale om det, de
utvivlsomt spørger sig selv om. Hvad sker der, hvis sumpen er bundløs? Jeg
beslutter at opsøge Sofie Carsten Nielsen, som er på valgturné. Hvert barn i
landet ved, at hun har siddet ved kassen i Nakskov og lovet at hjælpe Lolland
af med de dyre gasfyr, som der ikke er et eneste af på øen.
Sofie
Carsten Nielsen. Foto: Emil Helms, Ritzau / Scanpix.
Nu er hun i Jylland, og hvis jeg tager afsted
straks efter formiddagens podcast-forpligtelser, vil jeg med lidt held kunne
møde hende ved et debatmøde i Silkeborg på byens højskole ud på eftermiddagen.
Hvad nu hvis, Sofie?
Ransmand Løkke
Inden afrejsen vestover har jeg nået at lave
en smule research. Aftenen før har jeg set Lars Løkke Rasmussen udspurgt i DRs
valgudsendelse Spørg partierne. Løkke er jo blevet manden i
midten. Han – og Mette Frederiksen – profiterer på parolen om en regering hen
over midten og skovler meningsmålte mandater ind. Men det er faktisk værre med
ham end som så, radikalt anskuet.
Her sad manden, der som statsminister havde ansvaret for
påbudte statsborgerskabshåndtryk, en nidkær smykkelov og et som
tildækningsforbud kamufleret burkaforbud og undsagde på tv det hele som ussel
symbolpolitik med den hensigt at knække Mette Frederiksen.
Og publikum i tv-studiet klappede begejstret
som befriede. Det var Moderaternes eget inviterede publikum, javel, men
klapsalverne lød som forløsningen af en længsel efter tiden før 2001. Dengang,
man ikke skulle tilslutte sig de ejendommeligste paroler og ritualer for at
blive anset for politisk tilregnelig.
Det var jo Sofie Carsten Nielsens replikker,
Lars Løkke stjal og gjorde til sine. I årevis har hun og forgænger Morten
Østergaard jagtet den ægte liberale allierede for at befri ham fra Dansk
Folkepartis favntag, så Radikale kunne indtage den magtfulde midtermatrikel.
Hvis bare Kristian Jensen førte det store ord i Venstre. Hvis blot Uffe
Ellemanns arv blev taget alvorligt. Hvis Venstres baglandshvisken blev råbt ud.
Er Lars Løkke midt i den valgkamp, Sofie
Carsten Nielsen har udløst, ved at lave en dacapo, som skubber det 117 år gamle
parti ud i mørket? Radikale brød ud af Venstre i 1905 for at lade den lysende
fornuft råde, nu påstår Løkke at være på samme mission.
Altinget fortæller i hvert fald, at Radikale
har mistet godt 11.000 vælgere til Lars Løkke bare den første valgkampsuge. I
alt er næsten 26.000 vælgere gået den vej.
Også Simon Emil Ammitzbøll-Bille når jeg at
kontakte, inden jeg fører automobilet mod Silkeborg Højskole. I dag er han
tidligere folketingsmedlem og minister for Liberal Alliance. Men han har jo
også været radikal, nærmere bestemt fra november 1996 til august 2008.
Er der noget med den radikale tro på egen
fornuft, som i sig selv kan afskrække vælgere, spørger jeg ham. Eller på dansk:
Skræmmer Sofie Carsten Nielsen vælgere og måske endda partier væk med sin meget
radikale attitude?
»Det er sådan med den radikale selvfølelse,
at det ikke er afgørende, om partiet får 16 mandater eller må nøjes med seks.
Hvis de seks mandater bliver afgørende, vil man have fuldstændig den samme
selvfølelse, det er bare så grundlæggende radikalt,« forklarer Simon Emil
Ammitzbøll-Bille og tilføjer en indrømmelse fra det kærlighedsløse samliv i
Løkkes VLAK-regering:
»En af de ting, der gik galt dengang, var, at
Anders Samuelsen og jeg medbragte præcis den radikale selvfølelse i Løkkes
regering.«
Ammitzbøll-Bille ser Sofie Carsten Nielsen
som liggende i fuldstændig forlængelse af traditionen fra Niels Helveg,
Marianne Jelved og Margrethe Vestager. Alle har båret den samme radikale
selvfølelse udløst af, at man så Radikale som et helt særligt parti.
Socialdemokratiet repræsenterede arbejderne, Venstre bønderne og Konservative
industrien.
»Så hed det sig ganske vist, at Radikale var
husmændenes parti, men alle de andre repræsenterede interesser, mens Radikale
tog sig af hele samfundets interesser,« forklarer han.
Postkassespørgsmål
Langs indfaldsvejen til Silkeborg hænger
plakater med lokale kandidater, her og der ses også Søren Papes småtriste smil.
Kort før byskiltet afleverer et pludseligt skydække en sentimental tåre, som om
jeg ikke selv skulle kunne finde ud af, at det er synd for dem, det går skidt.
Sofie Carsten Nielsens lille magentafarvede
valgbus er allerede kørt ind på parkeringspladsen ved højskolen. »Tænk nyt,«
proklamerer teksten på bilen. I foredragssalen er sæderne magentafarvede, men
det er et tilfælde.
Den radikale leder skal debattere med
Venstres Søren Gade, EU-parlamentarikeren, der er kaldt hjem til valgkamp for
at holde Jakob Ellemann-Jensens jyske skanse. De sidder i hver sin lænestol
foran et ungt publikum, og det er en af den slags debatter, som er styret af
regler om at lytte, give plads til tvivl, se dilemmaer. »Frirummet« hedder
konceptet.
Det var jo Sofie Carsten Nielsens replikker, Lars Løkke stjal og
gjorde til sine.
De taler især om klima, salens spørgsmål
handler om det samme. Gades pointe afleveres med fast og rolig stemmeføring:
Forbrugerne og forskning må gøre landbruget grønt, ikke afgifter, der bare
jager produktionen til udlandet. Sofie Carsten Nielsen erklærer sig enig i
mange af Gades pointer, men insisterer også på, at Danmark må gå forrest og
sikre vore reduktionsmål.
»Hvis ikke vi gør det, gør resten af verden
det heller ikke,« siger hun.
I Frirummet-konceptet indgår også en
postkasse, som man kan aflevere sit spørgsmål til, hvis ikke man har mod på at
stille sig op foran alle andre. Op af papkassen dukker det spørgsmål, som Sofie
Carsten Nielsen er blevet stillet igen og igen gennem uger: Hvad er logikken i
at vælte Mette Frederiksen, hvis man alligevel peger på hende som ny
statsminister?
Sofie Carsten Nielsen erklærer siddende i sin
lænestol, at det spørger mange om, og at hun godt kan forstå det, og at hun er
glad for spørgsmålet.
»Jeg ville sådan ønske, at Jakob Ellemann
ville række lidt ind over midten og ikke var så optaget af Pernille Vermund og
Inger Støjberg.«
Det handler ikke om Mette Frederiksen, fortsætter
hun, det handler om, at magten blev udøvet ekstremt egenrådigt. Det er slut og
skal stoppes. Etpartiregeringen er fortid.
Kort efter er arrangementet forbi. Vi synger
Grundtvigs »Er lyset for de lærde blot«, mødet startede med Kaalunds »Jeg elsker
den brogede verden«. Det er den, der hævder, at evig stilstand er død.
Barriererne
Da klaveret toner ud, og et par selfier er
taget, får jeg chancen for at spørge Sofie Carsten Nielsen hvordan og
hvorledes. Vi sætter os på to af de magentafarvede på første række. Modsat hvad
mange tror, er hun venlig og imødekommende og svarer beredvilligt på spørgsmål
om den fiasko, hun stirrer ind i. Jeg lægger forsigtigt ud med at spørge,
hvordan det føles at se Lars Løkke løbe med de pointer om den stramme udlændingepolitiks
urimeligheder, hun forgæves har fremført i årevis.
»Nogle har haft brug for at udpege os som
slappe for selv at fremstå som stramme. Jeg er da glad for, at Løkke har
fortrudt sin politik, det er aldrig for sent.«
Nogen plan for at vende udviklingen har Sofie
Carsten Nielsen ikke, der er ikke noget quickfix, som hun siger. Det er bare at
tro på sin fortælling, svare på spørgsmål og »overkomme barriererne«.
Jeg skal jo spørge, så det gør jeg: Vil
partiet bare synke og synke mod vælgerhavets bund, eller er der et frelsende
bundniveau?
»Det håber jeg da. Jeg er nødt til at holde
fast i det, jeg tror på, og heldigvis er jeg ikke alene om den tro. Men vi har
åbenlyst brug for at komme over den følelsesbarriere, der er i forhold til os.
Andre er lykkedes med en fortælling om, at vi radikale ønsker hele verden til
Danmark, og det er svært at trænge igennem, når andre har brug for os som
modpol.«
– Går
du af, hvis I bliver savet midt over?
»Det har jeg ikke taget stilling til.«
– Det
handler også om, hvorvidt der vil være indflydelse til mandaterne?
»Præcis. Der er så mange faktorer i spil
der.«
Sofie Carsten Nielsen holder en kort pause.
Så tilføjer hun, inden hun tager kampagnejakken på, som også bærer opfordringen
»Tænk nyt«:
»Jeg er udmærket klar over, at man løber en
risiko, når man stikker næsen frem. Vi kunne jo have lagt os i ly, men det
kunne jeg ikke tage ansvar for. Det ville ikke være ordentligt og rigtigt.«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar